Menu
Forrige artikel

Operation Barbarossa

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 15816

 

Den 22. Juni 1941 angreb Hitlertyskland uden forudgående krigserklæring Sovjetunionen. Målet var at udrydde de bolsjevikiske, jødiske elementer, at sikre Ostraum som kornkammer samt at få adgang til de enorme olieresurser med mere. Hitler havde erklæret det for en ”Vernichtigungskrieg” – en udryddelseskrig. Allerede fra første dag begyndte de voldsomme drab på tusindvis af modstandere – både de militære og civilbefolkningen.  Men Operation Barbarossa blev også begyndelsen på enden for Det Tredje Rige.

Tyske tanks i angreb under Operation Barbarossa.

Advarsler om det tyske angreb havde der været mange af, men Josef Stalin ignorerede dem. Han troede på, at den ikke-angrebs pagt, der var indgået med Tyskland, stod til troende. Men tyskerne havde længe haft Sovjetunionen som næste angrebsmål. Intet synes imidlertid at have rokket ved hans opfattelse.

For Hitler var bolsjevikkerne og den internationale jødedom hovedfjenden. Disse skulle ganske enkelt fjernes fra jordens overflade. Af denne årsag blev verden vidne til en så bestialsk krig, som aldrig tidligere havde været ført.

Under den markante tyske Historikerstreit fremhævede nogle historikere, at Operation Barbarossa skulle ses som en præventiv krig. Det drejede sig om at angribe, inden russerne gjorde det. Det blev skarpt tilbagevist af andre historikere, der pegede på, at denne formulering helt faldt i tråd med den nazistiske propaganda. Herefter blev det stort set ikke længere anført, at der var tale om en præventiv krig.

Historiens største angrebskrig

Advarsler om et kommende angreb var der mange af, men Josef Stalin tog dem som nævnt ikke alvorligt. Georgy Zhukov, chef for generalstaben og sejrherren i slaget om Berlin 1945, fortalte Stalin, at spionen Richard Sorge, der arbejdede i Tokyo, havde meddelt, at angrebet mod USSR ville finde sted den 22. juni. Det afviste Stalin blankt. Den 15. juni bad Zhukow Stalin om tilladelse til at flytte dækningstropperne frem til bedre stillinger. Stalin sagde nej og henviste til den ikke-angrebspagt, der var indgået med Tyskland.

Angrebet begyndte som varslet den 22. juni. Klokken 03.15 overskred mere end 3 millioner tyske soldater fordelt over en front på godt 1800 kilometer grænsen. Med var 600.000 køretøjer, 730.000 heste, 3.580 kampvogne, 7.184 kanoner og 2.000 fly. (Tallene varierer dog flere steder. Både op og ned. Her fra Sönke Neitzel: Deutsche Krieger. Vom Kaiserreich zur Berliner Republik. Eine Militärgeschichte. Propyläen, 2020). Det var den største styrke i tysk historie.

USSR havde omkring 3 millioner soldater, 11.000 kampvogne  og 9.000 fly. Også her varierer tallene. Men man havde adskillige millioner soldater fordelt rundt om i Sovjetunionen. Tyskerne havde ikke nær samme antal, hvilket skulle vise sig at blive  afgørende, efterhånden som krigen skred frem.

Det tyske angreb blev sat ind tre steder, som kortet vise.

Det var tropperne i midten (center), der var den stærkeste. Målet var så hurtigt som muligt at nå frem til Moskva og erobre byen. Tropperne mod nord skulle knuse modstanden i de baltiske republikker og støde frem til Leningrad, der ligeledes skulle erobres. Tropperne mod syd skulle støde frem til de store oliefelter.

Som ved felttoget mod Frankrig førte den tyske hær en såkaldt ”Blitzkrieg”, der havde givet de hurtige og store sejre. Nogle historikere peger på, at denne form for angreb opstod ved et sammenfald af gunstige omstændigheder. Når det drejer sig om ”Operation Barbarossa”, så var den her planlagt. Og blev udnyttet fuldt ud. Det ses blandt andet på antallet af russiske krigsfanger. De tyske tal nævner således: Ved Bialystok og Minsk 324.000 (10. juli). Ved Smolensk 310.000 (6. august). Ved Uman 103.000 (9. august). Ved Gomel 84.000 (20. august). Ved Kijev 665.000 (16. september). Ved Azov 107.000 (16. september). Og ved Vjasma og Brjansk 663.000 (18. oktober).

 

På blot 4 måneder mistede Sovjetunionen således omkring 2.250.000 soldater, der måtte vandre i fangenskab. Tyskerne kunne/ville ikke anvende ret mange af deres ressourcer til at holde fangerne i live. Dødstallene var derfor forfærdelige. Et andet aspekt er, at et tab på så mange soldater måtte forventes at svække Den røde Hær voldsomt. Det regnede tyskerne i alle fald med. De havde imidlertid ikke taget højde for den enorme menneskelig reserve, som russerne rådede over. Igen og igen kom der nye til. Oftest næsten uden militær uddannelse/træning og uden våben. Men de var der. Det leder tankerne hen på formand Mao. Han blev spurgt, om han ikke frygtede et angreb med atomvåben, der jo let kunne koste 1 million dræbte kinesere. Hertil svarede Mao iskoldt og kynisk: ” Det er lige meget. Der er nok af dem”.

1072 kilometer til målet

Hærgruppen Center rykkede frem på samme rute, som Napoleons hær brugte i 1812 – altså direkte mod Moskva.

Den forhenværende engelske ambassadør i Moskva (Rodric Braithwaite) har sammenlignet Napoleons felttog i 1812 med det tyske i 1941 og stillet dem op over for hinanden (Braithwaite, ”Moscow 1941”, Profile Books, 2007:

Afstand fra grænsen mod Moskva                       Napoleon 1812                                                           Hitler 1941

Ved grænsen                                        onsdag den 24. juni                                                    søndag den 22. juni

Smolensk           660 km                        16. august – 54 dage                                                  18. juli - 27 dage

Borodino            944 km                        7. september – 76 dage                                             11. oktober – 101 dage

Moskva              1072 km                       14. september – 83 dage                                           4. december – 166 dage

Det er ganske interessant at se, at det gik væsentligt langsommere for tyskerne med at nå frem til Moskva. Og i modsætning til Napoleon kom de ikke ind i byen. Der er flere årsager til, at felttoget ikke gik efter planen. En af dem hang sammen med blitzkrigen. Den motoriserede del af den tyske hær bevægede sig med en sådan fart, at de tyske soldater på march ganske enkelt ikke kunne følge med. Hertil kom så, at der opstod forsyningsproblemer – både med benzin, ammunition og forplejning.

Afstandene i Rusland var enorme. Derfor kom infanteriet bagud næsten fra krigens første dag

Stalin tøvede flere dage

Historikerne er stort set enige om, at Josef Stalin nærmest gik i chok, da krigen brød ud. Det var derfor ikke ham, der talte i radioen og fortalte, at Sovjetunionen var blevet angrebet. Det gjorde i stedet Molotov klokken 12 den 22. juni: ”Borgere og borgerinder i Sovjetunionen. I dag, klokken 4 i morges, har tyske styrker uden at rette nogen klage mod Sovjetunionen og uden at erklære krig overfaldet vores land, angrebet vores grænser på mange steder og bombet vore byer… Den Røde Hær og Flåden og Det Røde Luftvåbens modige falke vil nu drive angriberen tilbage…”

Talen med engelske undertekster: https://www.youtube.com/watch?v=SmjToFo8fSE

Først den 3. juli – 11 dage efter angrebet – talte Stalin til befolkningen.

 Foto af Josef Stalin mens han taler den 3. juli 1941

Det, den russiske befolkning bed mærke i, var især hans indledning: ”Kammerater! Borgere! Brødre og søstre! I der kæmper i vores hær og vor flåde! Jeg henvender mig til jer mine venner…” Rodric Braithwaite skriver: ”Folk var dybt bevægede, fordi de følte Stalins kraft, hans viljestyrke og hans ukuelige mod. Men først og fremmest var de rørt til tårer, fordi han så varmt omtalte sine venner, sine brødre og søstre. Han havde aldrig før talt til dem i sådanne vendinger…” (s.108).

Stalins tale er her: https://www.youtube.com/watch?v=1bgy5QR8h04

Læg mærke til, at Stalin overhovedet ikke nævner luftvåbenet, der havde lidt voldsomme tab.

Napoleon blev slået i det, der blev kaldt Fædrelandskrigen. Nu var Den store Fædrelandskrig begyndt.

(Historie-online vil med mellemrum bringe artikler om denne krig, der først sluttede den 8. maj 1945).

Erik Ingemann Sørensen

Forrige artikel
Se relaterede artikler
November. Très Riches Heures du Duc de Berry
Den store fædrelandskrig III
50 års ungdomskultur