Menu
Forrige artikel

Peder Rasmussen - Historiens Aktører nr. 3

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 6366

 

Den danske revolvermand

Guldalderen var ikke alene en blomstringstid for dansk malerkunst. Også på det naturvidenskabelige og tekniske område blev der taget store skridt frem. Her i 200-året for H.C. Ørsteds påvisning af elektromagnetismen – han var langelænder af fødsel – kan det være interessant, at pege på en anden langelænder, som var en stor opfinder. Navnet er Peder Rasmussen.

Peder Rasmussen var søn af en fæstebonde i landsbyen Snøde på Nordlangeland, hvor han blev født i året 1790. Han var et lyst hoved i skolen og kom i skriverlære på en langelandsk herregård, og kun 21 år gammel blev han skriver for byfogeden i Rudkøbing. Han var lidt af en stræber, rejste til København og bestod juridisk eksamen. I sine erindringer skriver han: ”Vi læste hver dag fra kl. 6 morgen indtil kl. 2, undertiden 3 a 4 timer hver nat … vi gik sjelden ud og levede ene ved tør kost og kaffe”. Efter nogle år som godsforvalter på Sjælland, hvor han blev gift, vendte han i 1821 tilbage til Rudkøbing og købte en vindmølle i Hine, lidt uden for byen, og han blev desuden prokurator for Grevskabet Langeland. Så skulle man tro, at bondesønnen var godt anbragt, men hans trang til virksomhed lod ham ikke i ro. Han kastede sig over den dengang store uopdyrkede, men frugtbare mark, som hedder opfindelser.

Det var ikke småting, prokuratoren tumlede med. En senere opgørelse over hans opfindelser opregner 74 ideer, hvoraf mange dog ikke kom til udførelse. I begyndelsen af 1830-erne lod han fremstille ”skruer med vinger til at fremdrive skibe såvel som hjulværk til at omdreje samme”. Det var før Ericsson i 1836 fik patent på skibsskruen. Han arbejdede på et apparat, som kunne sejle i luften såvel som under vandet og en høstmaskine til at meje kornet på marken. Noget blev realiseret, f.eks. en hørberedningsmaskine med valser, hvilket skaffede ham en præmie på 1400 rigsdaler fra Landhusholdningsselskabet. Til drift af redskabet konstruerede Rasmussen en horisontal vindmølle.

Allerede i 1820-ern begyndte Rasmussen at udtænke et skydevåben, der kunne erstatte de langsomme forladegeværer. Hans motivation var patriotisk. Selv skriver han: ”De voldsomme overfald Danmark måtte tåle i årene 1801 og 1807, den langvarige ødelæggende krig fra 1807-1814 og den tvungne adskillelse fra broderriget Norge i 1814 gjorde et uudsletteligt indtryk på mit sind. Lige fra den tid har jeg næret det inderlige ønske, at der måtte findes midler, som kunne bidrage til landets forsvar mod ethvert lignende uretfærdigt angreb udefra”.  

Efter flere års forsøg var han kommet så langt, at han kunne indsende tegninger til kongen, Frederik 6, og gav møde for konstruktionskommissionen på Tøjhuset i København. Hans ideer blev afvist. Men han fortsatte sit arbejde, og i årene 1832-1834 konstruerede han et gevær med en pibe og en omdrejende tromle med ti kamre. Et af de geværer findes bevaret på Langelands Museum, og det er formentlig verdens første revolvergevær efter moderne principper. Set med datidens øjne var der tale om et frygtindgydende våben. Steen Steensen Blicher besøgte på en af sine rejser Rasmussen og skrev bagefter: ”Denne langelænder har udfundet et lokostativ, der vil realisere Kants og andre menneskevenlige filosoffers idè: Den evige fred. Det er en bøsse med hvilken man uden at lade kan skyde mange kugler ud.”

To af Rasmussens revolvergeværer, foto langelands museum

I efteråret 1834 drog Rasmussen igen til København nu medtagende sit revolvergevær. Det blev prøveskudt i nærværelse af kongen. Han var imponeret. Nu skulle man tro, at der kom skred i sagen, men bureaukratiet og bagstræbet lod sig ikke uden videre passere. Rasmussen forlod København med en kongelig gratifikation, men uden resultater af betydning. Hjemme i Rudkøbing forbedrede han geværet, gjorde det lettere og med udskiftelig tromle. Imens vandrede hans ansøgning om eneret fra skrivebord til skrivebord. Fra kommercekollegiet fik han besked på at indsende nøjagtig tegning og beskrivelse, dvs. han skulle give konstruktionshemmeligheden fra sig uden at være sikker på at få eneretten. Det nægtede han. Hans forsøg kostede ham mange penge, men han fortsatte.

 Peder Rasmussen med sit revolvergevær, foto langelands museum

I 1842 indsendte han en ansøgning til den nye konge, Christian 8, og geværet blev med succes afprøvet. Berlingske Tidende skrev: ”De aflagte prøver vakte almindelig beundring, ja næsten forbavselse, idet hr. Rasmussen med et mindre gevær afskød omtrent 30 skud og med et større omtrent 25-26 skud i minuttet, og tilmed med en sådan sikkerhed, at den ene kugle så at sige sad ved siden af den anden på en distance af 80 skridt. Og selv den hurtighed kan forøges. …Da hr. Rasmussens bestræbelser er aldeles patriotiske, og hans gevær er meget simpelt sammensat, så fortjener det unægtelig al opmærksomhed, især til brug for jægere eller spredt fægtende infanterister, på faste batterier, på skibe osv., hvorfor det ikke er at betvivle, at hans opfindelse vil finde den velfortjente anerkendelse på højere sted”.

Anerkendelse blev det dog ikke til, men derimod nye undersøgelser af konstruktionskommissionen, som udtalte, at den ikke anså det for usandsynligt at hr. Rasmussens opfindelse ved at undergå nogle forandringer ville kunne udgøre et i mange tilfælde nyttigt våben.  Rasmussen sendte en ny ansøgning om eneret og fik svaret, at det skulle stå armeen frit at fremstille geværerne uden nogen som helst godtgørelse til ham. Det militære og administrative bureaukrati var urokkeligt. Nye geværer blev fremstillet og afprøvet bl.a. af søetaten, men kommissionen syltede sagen og årene gik. I 1848 kom krigen og satte en stopper for det hele.

I 1854 – tyve år efter de første heldige forsøg – fik Rasmussen tildelt ridderkorset. Kommissionen udtalte sin anerkendelse og bemærkede, at udviklingen i England og Nordamerika havde ført til heldigere resultat. Ja såmænd! Samuel Colt havde i 1835 fået patent på sin revolver, som kom til at gå sin sejrsgang og erobrede det vilde vesten og senere utallige filmlærreder. I Rudkøbing gik en opfinder rundt med et ridderkors, forgældet og glemt. Hvad værre var, de danske soldater måtte i 1864 kæmpe med forældede forladegeværer imod de nye preussiske tændnålsgeværer, bagladevåben. 

Revolvergevær, som flåden fik til forsøg. Et af geværerne var med "Galathea" på jordomrejse, søofficersforeningen

 

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Historiens Aktører" her

[Historie-online.dk, den 25. november 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Bernhard Olsen - Historiens Aktører nr. 5
Walter Christmas - Historiens Aktører nr. 10
Knud W. Jensen - Historiens Aktører nr. 51