Pest eller kolera på Amager
Ny podcastserie i fire afsnit om sygdom og død – på Amager. En historie om sygdom i krop og sjæl, epidemier, hospitaler og anstalter, behandlinger og mangel på samme igennem de sidste 400 år. Første afsnit er ude nu.
Den 24. juli 1711 dør den 14-15-årige Laurens Nielsen fra Store Magleby af pest. Angiveligt som den første på Amager. Selvom man skynder sig at begrave ham, spreder pesten sig alligevel med voldsom styrke. Folk dør som fluer og kirkegårdene bliver hurtigt fyldt op. Mindst en tredjedel af Københavns befolkning dør af pesten – og for Amager er andelen af døde endnu højere. Det kan du høre om i Stemmer Fra Amars nye miniserie om øens sygdomshistorie. Det første afsnit er lige udkommet.
Et sundhedstjek
Amager ligger på godt og ondt lige op ad København. Og Øresund. Igennem store dele af vores historie er øen et landbrugssamfund, men de to naboer har også sørget for, at der med jævne mellemrum er ekstra meget gang i den. Om det er krig, boligmangel eller epidemier. Over fire afsnit ser podcastserien Stemmer Fra Amar nærmere på øens sundhedstilstand igennem tiderne. På forskellige sygdomsforståelser, lægernes udvikling, hospitalernes ankomst og det hastigt voksende sundhedsvæsen.
Pest over land og by
Det første afsnit dykker ned i den meget tidlige sygdomsforståelse. Ser på lægernes forståelse af krop, sygdomme og smittekilder, som er markant anderledes end i dag. Og på hvordan folk har klaret sig selv op igennem historien. Dengang er behandling ikke tilgængelig for de fleste og ikke funderet på viden og evidens. De fleste lever med mere smerte og mere sygdom, end vi kan forestille os i dag. På den måde er livet kortere, mere brutalt – og døden tættere på. Ikke mindst under nogle af de store epidemier, såsom pest, kopper og kolera.
Lokalhistorie
Serien er lavet af historiker Kirsten Floris og historiker og journalist Majken Astrup, som begge er bosatte på Amager. Den er tilgængelig via podcastkanalen Stemmer Fra Amar, som kan høres i SoundCloud, Itunes, Podtail & Tunein. Stemmer Fra Amar er en podcastserie, der formidler Amagers historie. Miniserien er støttet af Amager Vest Lokaludvalg, Amager Øst lokaludvalg, Christianshavn Lokaludvalg og Tårnby Kommune.
Se hjemmesiden Podcast om Amager | Stemmer fra Amar
[Historie-online.dk, den 29. oktober 2024]