Projekt HUMMEREN 1624
1. Foredrag, mandag den 25. februar 2019, kl. 19.00-21.00
• Om at sejle videre, trods alt
v/Elizabeth Tyler, billedkunstner
Den engelskfødte billedkunstner Elizabeth Tyler viser billeder og video fra sine solosejladser i Grækenland og de malerier, der kom til undervejs. Hun fortæller os ikke kun om sorg og glæde, men med selvironi og humor om sine oplevelser. Hendes videoer på You tube har efterhånden fået 1,9 millioner hits. Elizabeth Tyler taler på dansk og er en helt speciel ’sejler-oplevelse’!
2. Foredrag, mandag den 4. marts 2019, kl. 19.00-21.00
• Undersøgelser af danske slaveskibe i Costa Rica
v/marinarkæolog Andreas Kallmeyer Bloch, Vikingeskibsmuseet - og journalist Jakob Olling
Her fortælles historien om to danske slaveskibe, "Christianus Quintus" og "Fridericus Quartus", der sejlede fra det nuværende Ghana i 1709. Men skibene nåede aldrig frem til Vestindien: deres besætninger begik mytteri - og deres last af slaver slap fri! På et af skibene lærte den navnkundige Tordenskjold sit søhåndværk, mens han sejlede over Atlanten med lasten fuld af afrikanske slaver. I dag kan vragene give os helt ny viden om Danmarks slavefortid via de mange genstande, som en udgravning af skibene vil kunne fremvise.
3. Foredrag, mandag den 11. marts 2019, kl. 19.00-21.00
• Færøsk bådebygning
v/ bådebygger, Hanus Jensen, Vikingtech
Hanus Jensen er uddannet bådebygger på Færøerne. Gennem mange år har han bygget de traditionelle robåde, men også deltaget i rekonstruktion af fortidens skibe. Han fortæller om sit håndværk og fører os ind i de gamle teknikker.
4. Foredrag, mandag den 18. marts 2019, kl. 19.00-21.00
· Maritim kulturudveksling imellem kongens riger og Nederlandene i 1600-1700-tallet.
v/ Cand. mag i historie og ph.d.-stipendiat Asger Nørlund Christensen, Syddansk Universitet
Hvorfor hedder det: Kattegat og Skagerak, koffardi- og orlogsskib, bramstang, givtov, anduve, bidevind, bradbænk, waterbord, spygat, bovspryd, hundsvot, mærs, braser og kabys? Det er fordi, at danske søfolk og skibsbyggere lærte disse udtryk enten i Nederlandene eller af tilrejsende nederlandske eksperter. I foredraget vil Asger Nørlund Christensen komme nærmere ind på de mennesker, der fungerede som kulturbærere imellem Danmark-Norge og Nederlandene i 1600 – og 1700 tallet og vise, at udviklingen af dansk søfart var dybt afhængig af kontakten med verdens dengang største sømagt.
De fire foredrag tilbydes som en ’pakke’ for i alt 195 kr. - Men kun for medlemmer af Orlogsskibet Hummerens Venner (OHV). - Øvrige deltagere skal betale 300 kr. Enkelt foredrag koster 55 kr. for medlemmer af OHV – og 85 kr. for øvrige deltagere.
Foredragene finder sted i Gule Hal i Køge, Strandpromenaden 1, 4600 Køge - Sdr. Havn, Køge.
[Historie-online.dk, den 1. januar 2019]