Menu
Forrige artikel

Ragnarok på Nationelmuseet

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1100

 

Mød Odin, Loke, Fenrisulven og andre af vikingetidens væsner i Nationalmuseets samling af guldskatte. Alle dage fra 3. til 23. juli. Gratis for børn.

Varslerne tager til. Jorden skælver, Fenrisulvens lænke brister, og de gamle guder står pludselig på museet, for Ragnarok, verdens undergang, er nær. Det er guldet, der har kaldt på guderne.

De har søgt mod de gamle offergaver, for at suge den sidste livskraft ud af Tissøringen, Guldhornene og alle de andre skatte fra en fjern fortid.

Det oplever gæsten
De besøgende bliver mødt af Vølven eller Nornen i Runestenshallen på museet. De guider undervejs, og følger gæsterne til guderne og væsnerne i samlingerne.
Når de finder dem, åbnes porten til gudernes magiske verden og de gamle fortællinger om Ragnarok - dagen hvor gudernes verden går under - vækkes til live. 
Oplevelsen tager ca. 30 min.

Kort om fortællingen om Ragnarok
Ragnarok er myten om verdens undergang og stammer fra den nordiske mytologi. Historien er blevet mundligt overleveret og formodentligt i mange generationer. Den fortælling vi har i dag stammer fra den poetiske Edda nedskrevet i Island i 1200-tallet. Her beskrives verdens skabelse og udslettelse som i et syn. Alt bliver kaos; jorden sættes i brand, himlen falder ned og verden opsluges af et stigende hav. Dernæst genopstår jorden i en ny verdensorden.

Alle dage fra 3. til 23. juli mellem kl. 11.00 og 15.00.
Gratis for børn under 18 år.

[Historie-online.dk, den 14. juni 2023]

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Fyrkat åbner særlig påskeudstilling
1960’ernes Danmark
Spot på legetøj