Menu
Forrige artikel

Reaktioner på klimaforandringer

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 409

 

Med en bevilling på mere end 1 mio. støtter Augustinus Fonden en tværgående indsats mellem flere danske kulturarvs- og bevaringsinstitutioner, der skal dokumentere danske reaktioner på klimaforandringerne. 

Ødelæggelse efter stormen Malik den 29. januar 2022 Foto: Skælskør Egnshistoriske Arkiv, Slagelse Arkiverne

2023 slog alle tidligere rekorder ift. nedbør og tendensen fortsætter i 2024. Klimaforandringerne påvirker hele Danmark, og nu skal danske kulturarvs- og bevaringsinstitutioner dokumentere danske reaktioner på klimakrisen.

”Det kræver en national indsats, hvis vi skal forstå klimakrisens betydning - både for borgerne selv og for samfundet. Derfor er vi gået sammen om at undersøge, dokumentere og formidle danskernes reaktioner på klimaforandringerne. Det er første gang, at der er et initiativ som dette fra kulturarvsinstitutioner på tværs af landet og på tværs af arkiver, museer og biblioteker. Det er vigtigt, at vi kommer i gang nu,” fortæller vicedirektør i Rigsarkivet, Kirsten Villadsen Kristmar, der er styregruppeperson for projektet, som har fået navnet ”Mere vand i systemet”.

Mere vand i systemet

Projektet har form af et 1-årigt pilotprojekt. Det starter medio 2024 og har til formål at samle erfaringer til et større klimaprojekt om det danske samfunds reaktioner på klimaforandringernes påvirkning af offentlighed og hverdagsliv i Danmark. Der bliver dermed fokus på de massive vandmængder, som klimaforandringerne fører med sig. Situationen i Randers og Korsør/Slagelse indgår som lokale cases i pilotprojektet.

Vi ser frem at komme i gang med en række indsamlingsaktiviteter, der skal ske i samarbejde med borgerne, fx ved interviews, og med en række tværgående indsatser mellem arkiver og museer. Det er vigtigt at alle er med, for set i et fremtidsperspektiv, er kilder om håndteringen af en af vor tids største kriser afgørende for forståelsen af klimakrisens betydning,” siger Kirsten Villadsen Kristmar.

Frank Rechendorff Møller, adm. direktør i Augustinus Fonden ser også med forventning på projektet: ”Augustinus Fonden har i de senere år bidraget til markante digitaliseringsprojekter på Rigsarkivet med fokus på bevaring og tilgængeliggørelse af vores fælles kulturarv, såsom de ældste kirkebøger i Danmark og dokumenter fra kolonitiden. Med det aktuelle pilotprojekt tager Rigsarkivet et skridt i en ny og spændende retning ved at udvikle en model for indsamlingspraksis til samtidens medier og kilder. I samarbejde med relevante parter påtager Rigsarkivet sig et vigtigt ansvar for en national udfordring, der påvirker os alle nu og i fremtiden.”

- Pilotprojektet er muliggjort ved en bevilling på 1.095.000 kr. fra Augustinus Fonden.
- ”Mere vand i systemet” er et samarbejde mellem Rigsarkivet, Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA), Organisationen Danske Arkiver (ODA), Det Grønne Museum, Museum for Forsyning og Bæredygtighed, Nationalmuseet og Det Kgl. Bibliotek. Randers Stadsarkiv, Museum Østjylland og Slagelse Arkiverne i Korsør, Skælskør og Slagelse.
- Pilotprojektet involverer borgere, organisationer, netværk og virksomheder, der reagerer på de øgede vandmængder som følge af klimaforandringer.
- Pilotprojektets skal udvikle og afprøve:
1) metoder til digital indsamling
2) tværinstitutionelt samarbejde og arbejdsdeling 
3) identificere forsknings- og formidlingspotentiale

[Historie-online.dk, den 26. marts 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 2: Skibskister
Ribes kommende heksemuseum
Ditte går kun i 50'er-kjoler