Roskildevejen 250 år
Dansk Vejhistorisk Selskab fejrer jubilæet for landets første egentlige hovedvej. Det sker ved et arrangement i Vejdirektoratet i København d. 16. november, hvor tre af landets førende vejhistorikere bidrager med aspekter af historien.
Franske vejingeniører blev hentet til Danmark i 1764 for at lære danskerne at bygge moderne veje, og i 1773 var Roskildevej, landets vigtigste landevej, færdig indtil Vridsløselille. Det tog mere end 100 år at færdiggøre hele det danske hovedvejsnet.
Arrangementets tre foredrag starter med Steffen Elmer Jørgensen, som ud fra ”Roskildevejen – teknologiimport og vejreform i 1700-tallet” fortæller, hvordan det midt i 1700-tallet stod klart, at de danske hovedfærdselslinjer var i en uhørt dårlig stand. Støvede, hullede, sporkørte og om vinteren ofte et ufremkommeligt søle. Fremsynede folk så, at der måtte skabes et nyt, effektivt hovedlandevejsnet med ordentligt befæstede veje, og eksperter fra udlandet måtte indkaldes, for Danmark havde ikke kyndige i moderne vejanlæg.
Det næste foredrag afholdes af Jørgen Burchardt om ”Roskildevejens trafik gennem tiden”. Trafikken var landets største, hvorfor man for at skaffe midler til at bygge og vedligeholde veje, fandt på at opkræve bompenge. I 1773 byggedes derfor et hus ved den knapt færdige Roskilde landevej, hvor en forpagter opkrævede skat af de rejsende. Han blev en af landets mest forhadte personer, som folk forsøgte at snyde.
Eftermiddagen afsluttes af Per Winther, formand for Dansk Vejhistorisk Selskabs milestensgruppe, som ud fra ”Roskildevejens milesten” fortæller om betydningen stenene langs vejen i en tid uden GPS. Der har været opsat flere forskellige typer sten til at informere de vejfarende. Restaurering og vedligehold af stenene er en vigtig del af bevaringen af vor vejhistoriske kulturarv.
Der er gratis adgang til foredragene, som afholdes kl. 15:00-17:30 i Vejdirektoratets mødesal, Carsten Niebuhrs Gade 43 (tæt ved Fisketorvet og Dybbølsbro S-togsstation).
Yderligere oplysninger om foredragene findes på Dansk Vejhistorisk Selskabs hjemmeside
[Historie-online.dk, den 8. november 2023]