Russelltribunalet i Danmark 1967
I 1967 blev Ruselltribunalet afholdt i Danmark. Det var et internationalt krigsforbrydertribunal, som skulle undersøge, hvorvidt USA overtrådte internationale love under deres voldsomme fremfærd i Vietnamkrigen. Krigen havde store omkostninger for den vietnamesiske befolkning og mange unge værnepligtige amerikanere mistede livet. Det officielle Danmark prøvede uden held at stoppe tribunalet. Fjortendagsbladet Politisk Revy var medarrangør af konferencen og Steen Bille Larsen, som arbejdede på Politisk Revy, har netop udgivet bogen ”I venstrefløjens Øje”, hvor vi her bringer et uddrag om Russelltribunalet, regeringens bestræbelser på at hindre tribunalet samt Politiets Efterretningstjenestes overvågning. Steen Bille Larsen: ”I Venstrefløjens Øje. Mit Liv som Fuldtidsaktivist i 60’erne”. Forlaget politisk revy, 2018, 306 sider.
Det amerikanske engagement i Vietnam bare voksede og voksede efter 1967, så der til sidst var 540.000 amerikanske tropper i landet. Det viste sig, at end ikke USA, verdens største militærmaskine, kunne bremse den nationale befrielsesfront i Vietnam. Heller ikke USA’s voldsomme luftbombardementer kunne vende udviklingen og de menneskelige omkostninger for vietnameserne i såvel syd som nord var frygtelige. USA var Danmarks allierede, og så længe Danmark ikke tog afstand fra krigen, betragtede vi Danmark som indirekte medansvarlig. Derfor havde vi vores opmærksomhed rettet mod USA’s krigsførelse og USA’s behandling af civilbefolkningen og af krigsfanger. Vores kritik fik næring af protestbevægelsen i USA og en stigende frustration hos de amerikanske soldater over at de kæmpede for en meningsløs sag.
For at dokumentere USA’s fremfærd i Vietnam tog den engelske filosof Bertrand Russell i 1966 initiativ til et internationalt krigsforbrydertribunal, der skulle indsamle beviser, afhøre vidner og afsige en dom over den amerikanske krigsførelse. Internationalt kendte videnskabsmænd og kunstnere som Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir, Vladimir Dedijer og Isaac Deutscher støttede initiativet. Første tribunal blev afholdt i Stockholm. Russelltribunalet var ikke nedsat af nogen regering eller af en international organisation, men det var et initiativ, der havde til formål at skabe opmærksomhed om konsekvenserne for civilbefolkningen i Vietnam af USA’s krigsførelse.
I Danmark stiftede Ebbe Reich sammen med en række andre kulturpersonligheder, bl.a. Gyldendals direktør Ole Wivel og redaktionschef Erik Vagn Jensen i januar 1967 et Dansk Bertrand Russell Råd, som sammen med komiteer i andre lande skulle være med til at støtte Bertrand Russells initiativ. Ebbe Reich havde naturligvis den fulde opbakning fra Politisk Revy. Det blev samtidig besluttet, at det næste tribunal skulle afholdes i Danmark, og derfor blev der oprettet et dansk Russell-kontor, som skulle tage sig af det praktiske arrangement. Ebbe udvirkede i samarbejde med Niels Munk Plum, at Russell-kontoret kunne låne lokaler i overetagen i Dronningensgade 14. Politisk Revy fulgte sagen og kunne i august 1967 oplyse, at det 2. Russell-tribunal ville blive afholdt i København i oktober-november. Formålet var at undersøge om USA anvendte våben, som er forbudt i henhold til Genevekonventionen, om vietnamesiske krigsfanger bliver behandlet i strid med Genevekonventionen, og om der eksisterede arbejdslejre eller fandt deportationer sted, som juridisk kunne karakteriseres som folkedrab. I november kunne vi meddele, at tribunalet ville finde sted i slutningen af samme måned, og at Politisk Revy ville være medarrangør. Samtidig efterlyste Russell-kontoret arbejdskraft, som kunne medvirke til tribunalets afholdelse.
Initiativtageren til Russell-tribunalet var den engelske filosof Bertrand Russell (1872-1970). Han modtog Nobelprisen i litteratur 1950. Han var en ledende skikkelse i den engelske fredsbevægelse, fortaler for ikke-voldsaktioner inspireret af indiske Indira Gandhi og fængslet flere gange for civil ulydighed. Han var i 1959 medstifter af og senere formand for den engelske Kampagnen mod Atomvåben. Han ses her i spidsen for en demonstration mod atomvåben i London 1961 (midt for med hat). Han arbejdede 1966-1967 sammen med den franske filosof Jean-Paul Sartre om Det Internationale Russell Krigsforbrydertribunal, hvoraf en af høringerne foregik i København efteråret 1967.
Vi vidste naturligvis godt, at USA ville være modstander af tribunalet, og sidenhen er det afdækket, at USA aktivt forsøgte at hindre, at tribunalet skulle afholdes i Danmark. Statsminister Jens Otto Krag var på besøg i Washington i september 1967 og her meddelte den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson, at det ville være ”en uvenlig handling over for USA”, hvis tribunalet fik sæde i Danmark.[1] Da statsminister Krag kom hjem, gav han udtryk for, at regeringen var parat til at bruge alle lovlige midler for at hindre, at Russelltribunalet ville blive gennemført i Danmark, bl.a. ved at nægte vietnamesiske vidner visa.
Vi på Politisk Revy støttede helt og fuldt Russelltribunalet. Russell-kontoret havde sin egen organisation, som stod for det praktiske. Lillian, som jeg var gift med, blev daglig leder af Russell-kontoret, så også ad denne vej fulgte jeg med i, hvad der skete. Fra Politisk Revy var især Ebbe Reich, Ellen Bruun og Jacques Hersh involveret, og de fortalte om, hvordan sagen udviklede sig. Politisk Revy og Russellkontoret var nærmest et stort kontor, hvor kendte og nye ansigter gik ud og ind hos hinanden. Et af de nye ansigter var Julie Bruun. Hun var Ellen Bruuns mor og medlem af Russell-Rådet. Hun var meget energisk og velartikuleret og samtidig lidt af en sproglig begavelse og blev brugt som oversætter. Julie introducerede os til en meget ung 18-årig Jørgen Dragsdahl, som lige var gået ud af gymnasiet fra Bagsværd Kostskole. Han havde den særlige kvalifikation, at han havde været på et længere ophold i USA, så han kunne bidrage med aspekter, som vi andre manglede viden om, og han talte bedre engelsk end mange af os andre. Jørgen blev en af de energiske aktivister i Russelltribunalet.
Kort tid før tribunalets afholdelse havde vi endnu ikke fundet et sted at afholde tribunalet, og det viste sig at være ikke så enkelt endda. Normalt var der ikke problemer med at leje lokaler, men her løb forberedelsesgruppen ind i en mur. Vi morede os med, at ”der nok var nogen”, som prøvede at spænde ben for arrangementet. PET-rapporten bekræfter at ”nogen” var særdeles nærværende. Flere af udlejerne afviste at lægge lokaler til med den begrundelse, at det var et politisk arrangement. En enkelt udlejer forespurgte i Udenrigsministeriet og fik som svar, at sagen var delikat, og man ville ikke blande sig, men det blev dog tilføjet, ”at det vel måtte formodes, at regeringen ville appreciere, hvis det viste sig umuligt at finde lokaler til processen.” At leje sig ind i fagbevægelsens lokaler viste sig også umuligt. PET-rapporten beretter, at allerede 29. maj oplyste Jens Otto Krag på et møde i Regeringens Sikkerhedsudvalg, at Folkets Hus i København og Århus ville melde alt optaget, hvis man modtog en forespørgsel fra rådet. Alligevel lykkedes det til sidst at leje Fjordvilla i Roskilde. Stedet var godt nok ejet af Arbejdernes Fællesorganisation i Roskilde, men på grund af et kommunikationsbrist havde de ikke modtaget den centrale besked om at melde, at der var udsolgt. Fællesorganisationen i Roskilde havde i øvrigt ofte udlejet til kommunistiske møder, fordi socialdemokraterne benyttede anledningerne til at aflytte kommunisternes møder.
Oprindeligt havde regeringen besluttet, at der ikke kunne udstedes visum til de personer, som skulle vidne på tribunalet. En kort overgang var der planer om at flytte disse vidneafhøringer til Sverige, men kort før tribunalet startede, lykkedes det at sikre vidnerne visum. Ved tribunalet skulle også vises nogle film som led i dokumentationen. Arrangørerne ville ikke risikere, at filmene strandede i toldbehandlingen. Derfor rejste Lillian til Paris og hentede filmene hos Sartre personligt og bragte dem ind i Danmark uden om toldvæsenet ved at sove på dem i liggevognen på vejen hjem.
Efterretningstjenestens aflytning af Russellaktiviteterne optog os selvfølgelig, og vi var sikre på, at der skete telefonaflytning. PET-rapporten mener ikke, at der skete telefonaflytning, men PET-rapporten oplyser til gengæld, at PET havde fået en person placeret i Russell-Rådet og at der skete rumaflytning af Russellkontoret i Dronningensgade 14. PET var således fuldt informeret om Russell-aktiviteterne. PET-rapporten oplyser også, at PET foretog en særlig vurdering af Ebbe Reich og kom til den konklusion, at Ebbe ikke var kommunist – det kunne vi andre havde fortalt PET, uden at der skulle spildes skattekroner på det, men tyv tror, at hver mand stjæler: fordi regeringen var i lommen på USA, så troede de, at vi var i lommen på Sovjetunionen.
Russelltribunalet blev afviklet i Roskilde, og ugen var præget af stor aktivitet frem og tilbage. Jeg havde ikke nogen praktiske opgaver i forbindelse med arrangementet, men fulgte med i hvad der skete. Tribunalet afhørte en lang række vidner fra Vietnam, Laos og Cambodia. Man hørte om napalm, anti-personelbomber og plantegifte, og unge soldater fra USA aflagde rapport. Der var rift om pladserne, men det lykkedes mig at få chancen til at være til stede en enkelt dag. Jeg overværede afhøring af vidner, og selv om jeg kom ind midt i høringerne, var det interessant at følge tribunalet. Jeg havde set spillefilmen om Nürnbergprocessen nogle år tidligere, og Russelltribunalet foregik med samme ro, saglighed og værdighed. Jean-Paul Sartre var præsident for tribunalet. Bertrand Russell var ikke til stedet. Sessionerne blev ledet af vicepræsidenten Vladimir Dedijer, jugoslavisk professor i historie. Han havde været partisan under den nazistiske besættelse af Jugoslavien, havde deltaget i fredsforhandlingerne efter 1945 og var kommet på kant med det jugoslaviske kommunistparti, men fik alligevel tilladelse til at rejse til udlandet og blive gæsteprofessor ved anerkendte vestlige universiteter. Dedijers personlighed fyldte hele rummet, hvor han med autoritet og sit viltre hår ledede forhandlingerne. Dedijer gjorde et stort indtryk. Siden er jeg stødt på ham som historiker, idet han har skrevet en af de bedste bøger om udbruddet af 1. Verdenskrig, The Road to Sarajevo, hvor han med sin sprogkundskab bl.a. bygger på serbiske kilder.
Fra Russelltribunalet i Fjordvilla i Roskilde, hvor skader af napalm på en lille vietnamesisk dreng fremvises for tribunalet til dokumentation for USA's forbrydelser mod civilbefolkningen. Helt yderst til venstre ses siddende Ebbe Reich. Ved langbordet er nr. to fra venstre tribunalets præsident Jean-Paul Sartre og nr. tre er vicepræsident og leder af sessionen Vladimir Dedijer. Bag Sartre og Dedijer står amerikaneren Ralph Schoenman, som var Bertrand Russels sekretær. Jeg er ikke med på billedet, da jeg kun overværede tribunalet en enkelt dag som tilhører.
Russell-Rådet havde lejet Fjordvilla så sent, at der skulle ryddes op hver aften, fordi der var bankospil hver aften op til jul. Lillian kom hjem og fortalte, at hun under oprydningen en aften var blevet både indigneret og ophidset. Hun fortalte, at de var i gang med at rydde op efter en dag, hvor de havde set film med vietnamesiske børn med brandsår af napalm og andre uhyrligheder. Medens de ryddede op, kom en af deltagerne i aftenens bankospil hen og fortalte forventningsfuld, at i aften ville blive en rigtig god aften, ”fordi præmien er en halv gris”. Oven på brændte børn gav forventningen om en halv gris dem kvalme.
Politisk Revy trykte i decembernummeret artikler om tribunalets arbejde og om dets konklusioner, hvor tribunalet svarede ”ja” til seks spørgsmål. Det var ja til, at USA anvendte våben, der er forbudt i henhold til lovene om krigsførelse. Det var ja til, at USA havde underkastet krigsfanger en behandling, som var forbudt efter internationale love. Det var ja til, at USA havde underkastet civilbefolkningen i Vietnam en umenneskelig behandling. Blandt andre også ja til, at USA’s regering var skyldig i folkedrab.
Ellen Brun skrev i samme nummer en reportage bag kulisserne om afviklingen af Russelltribunalet: Inklusive gæster var 250 personer involveret i tribunalet og heraf udgjorde den danske stab 130 personer. Sekretariatsfunktionerne havde til huse på første sal i Fjordvilla, hvor 16 skrivemaskiner var i gang med oversættelser, nedskrivning og renskrift. Mange havde taget deres vinterferie eller aftalt forskudt arbejdstid, så de kunne lægge frivilligt arbejde i tribunalet.
Efter tribunalet blev udsendt et hæfte med titlen Det Internationale Krigsforbrydelses-Tribunal Roskilde 20.11.1967 – 1.12.1967 med en sammenfatning af tribunalets høringer og konklusionerne. Hæftet indeholder sammendrag af de rapporter og vidneudsagn, som blev forelagt for Tribunalet. Nummeret indledes med Jean-Paul Sartres åbningstale, hvor han bl.a. sagde, at så sent som få dage forinden havde USA udført bombninger mod civilbefolkningen i det tætbefolkede Haiphong samt i næsten ti regioner i Nordvietnam. I hæftet fulgte derefter det dokumentariske materiale med rapporter fra vidner, som havde rejst i Nordvietnam og kunne rapportere om de menneskelige omkostninger ved USA’s bombardementer. Hæftet rummer dernæst referater af afhøringerne af tre amerikanske soldater, som alle havde kæmpet i Vietnam, og som bl.a. kunne fortælle, at USA’s behandling af krigsfanger var en overtrædelse af Geneve-konventionen.
Instruktøren Tørk Haxthausen dækkede tribunalet og producerede i samarbejde med Kortfilmrådet en ti minutters dokumentarfilm om tribunalet med titlen Hverdag. Da den havde premiere i 1968 protesterede USA's ambassadør over, at Danmark havde anvendt offentlige midler på en film om tribunalet. USA's reaktion resulterede i, at Kortfilmrådet ikke ønskede at stå bag filmen. I stedet overgik alle rettigheder til produceren samtidig med, at det ikke længere måtte fremgå af forteksterne, at Kortfilmrådet havde været involveret. Filmen kan i dag ses på Filmmuseet. Et andet initiativ var, at Ebbe Reich sammen med Vagn Søndergaard (som var aktiv i Vietnambevægelsen) udsendte en digtsamling Til Vietnam, hvor de bidragydende grafikere og digtere havde ønsket at salget af digtsamlingen skulle være støtte til Russelltribunalet og Vietnamindsamlingen Giro 1616, hvor pengene gik til Nordvietnam og den nationale befrielsesfront i Sydvietnam.
Russelltribunalet bragte os også tættere på anti-krigsbevægelsen og de sortes protestbevægelse i USA. Bente Hansen bragte et interview med den sorte amerikaner Stokeley Carmichael, som var medlem af Russelltribunalets præsidium. Han havde været præsident for SNCC Student Non-violent Coordination Committee og han havde besøgt Cuba og Hanoi. Derfor var hans amerikanske pas blevet inddraget, men – som han selv sagde – hvad det betød, ville vise sig, når han nu rejste tilbage til USA. Han blev spurgt om, hvad Danmark burde gøre i modstanden mod USA’s krig i Vietnam. Han anbefaling var: at Danmark skulle gøre sig fri af NATO og amerikansk dominans. Danmark burde give politisk asyl til amerikanere, der emigrerer for at undgå krigsdeltagelse i Vietnam. Endelig burde Danmark bidrage til at skaffe sig af med amerikansk kapital i Europa. Bente Hansen spurgte ham også om hans holdning til hippierne. Han svar var, at hippierne var apolitiske: ”Der er ingen politiske muligheder i deres bevægelsen”.
Endnu en gang vil jeg bringe PET ind i billedet, da det fremgår af PET-rapporten, at PET forsynede ”en efterretningstjeneste”, dvs. den amerikanske med oplysninger om de amerikanske soldater, der afgav vidneudsagn til tribunalet. De forsynede også ”en udenlandsk efterretningstjeneste” med oplysninger om Stokeley Carmichaels aktiviteter under hans ophold i forbindelse med processen. Det kan tilføjes, at jeg traf Stokeley Carmichael under hans besøg i København. Han var en meget beskeden person, men han var ikke hvem som helst. Han havde i 1967 arbejdet for, at Martin Luther King skulle opfordre til at nægte militærtjeneste i Vietnam. Året efter sit besøg i Danmark var han med til at formulere sloganet ”Black Power”, og senere blev han ærespræsident i Black Panther Party.
Et par afsluttende bemærkninger om PETs rolle under Russell Tribunalet: For mig, som var tæt på, er det ikke overraskende at læse i PET-rapporten, at PET havde en observatør til stedet ved tribunalet. Mere overraskende er, at PET havde en insider kilde, der forsynede PET med ”et stort antal dokumenter hidrørende fra Russelltribunalets sekretariat.” PET kom her i besiddelse af Jean-Paul Sartres åbningstale, lister over vidnerne, kopier af vidneudsagnene og lister over de anmeldte pressefolk. Senere skaffede PET sig en kopi af en ikkeoffentliggjort rapport til tribunalet vedrørende et besøg i Haiphong, Nordvietnam. Noget af materialet videregav PET til udenlandske efterretningstjenester. Direkte ulovligt var det, at PET efterfølgende via en kontakt i Postgirokontoret gennemgik og registrerede alle 791 personers indbetalinger til den økonomiske indsamling til støtte for tribunalet.
Det officielle Danmark tog afstand fra tribunalet og karakteriserede det som ensidig anti-amerikansk propaganda. Alligevel gjorde tribunalet indtryk, hvor især kredse i Socialdemokratiet begyndte at sætte spørgsmål ved USA’s politik i Vietnam. For mig var vidneudsagnene og rapporterne ikke sådan at ryste af sig.
Russelltribunalet fik et interessant efterspil. I august 1968 blev Tjekkoslovakiet invaderet af Warszawa-pagtlandene, som satte en stopper for de reformer for at liberalisere og demokratisere staten, som det kommunistiske parti under ledelse af Alexander Dubček havde iværksat, det såkaldte ”forår i Prag”. Hvis der endnu hos nogle måtte eksistere et svagt punkt for Sovjetunionen og de socialistiske lande, så var det fuldstændig ryddet af tavlen med Warszawa-pagtens invasion. Politisk Revy havde været en hovedkraft i Russelltribunalet i København, og vi skrev i september 1968 et åbent brev til Bertrand Russell med en opfordring om, at Russelltribunalet burde undersøge Warszawa-pagtlandenes intervention i Tjekkoslovakiet: ”Selv om aggressionen mod Tjekkoslovakiet kvalitativt ikke tåler sammenligning med folkemordet i Vietnam, er denne forbrydelse mod international lov alvorlig, fordi den er begået af verdens anden supermagt.”. Vi fik et kort svar fra Jean-Paul Sartre om, at tribunalet på nuværende tidspunkt ville koncentrere sig om Vietnamkrigen, indtil den var slut.[2]
[1] Bo Lidegaard: Jens Otto Krag 1962-1978 ( bd. II). 2002, s. 371
[2] Politisk Revy, nr. 110, side 9.
Kort om bogen: Steen Bille Larsen (f. 1942), tidligere nationalbibliotekar og vicedirektør ved Det Kongelige Bibliotek, fortæller om sit liv og tid som bevidst og engageret menneske i 1960’erne, som deltager i Kampagnen mod Atomvåben, den kommunistiske ungdomsbevægelse og ikke mindst på fjortendagesbladet Politisk Revy. Vigtige stationer i en bemærkelsesværdig tid. Forfatteren var med i en lang række opsigtsvækkende begivenheder og beskriver bevægelsernes organisation og interne forhold og giver et veloplagt historisk billede af tiden under Den kolde Krig – samt af mødet med en ny verden af pacifister, kulturradikale, kunstnere og venstreintellektuelle. En åbenhjertig og personlig biografi om livet dengang i den bevægede tid. Forfatteren har ikke tabt gejsten og slutter bogen med at efterlyse et nyt kommunistisk manifest.
Historie-online.dk, den 10. december 2018
