Menu
Forrige artikel

Sæsonåbning i Den Fynske Landsby

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 3671

 

Nyt liv i et gammelt hus

Midt i Den Fynske Landsby, lige hvor vejen bugter sig, ligger et smukt bindingsværkshus med kvist, træskoskilt og rødmalet træværk. Hen over vinteren har huset været i kyndige håndværkerhænder, mens historikerne har undersøgt husets historie. I løbet af foråret genåbner Vigerslevhuset med ny indretning, der fortæller om en gammel ungkarl, der boede i huset omkring 1890. Han levede af sin formue og lejede et par værelser ud til en familie på fire, mens hans husbestyrerinde boede på kvisten. Ved et besøg i huset kan man opleve den store forskel i boligstandarden hos ejeren, der har tapet og plydsmøbler, og lejerne, der har kalkede vægge og lergulve. Der var stor forskel på virkeligheden for rig og fattig i 1800-tallets slutning.

Fra vugge til grav i 1800-tallet

Hvem var de egentlig - de mennesker, der beboede Den Fynske Landsbys flotte firlængede gårde og små ydmyge huse? Og hvordan var deres liv og hverdag i forhold til vores? Det sættes der spot på i årets skumringsaftener. I løbet af fire aftener byder Den Fynske Landsby indenfor til en rejse gennem 1800-tals-fynboernes livsforløb. Vi bevæger os fra børnelivet med skole, leg og arbejde over ungdomsårenes tjenestetid, gilder og bejlen til de voksnes arbejdsliv for i oktober måned at slutte af med alderdommens skrøbelige tid og begravelsesritualer. De fire skumringsaftener giver en samlet fortælling om fynsk landsbyliv i 1800-tallet, men kan også opleves enkeltvis.

Det nyttigste husdyr og de mærkeligste sager

I juni måned åbner to nye udstillinger i Den Fynske Landsby:
I Landsbyen er der de husdyr, der hørte til på en bondegård i 1800-tallet. Et af disse dyr er honningbien, der dengang betragtedes som et af bondens nyttigste husdyr. De krævede ikke meget pasning - ingen betaler så høj en husleje som bien - og til gengæld gav de honning til både mad og mjød m.v. og voks til lys og i husholdningen i øvrigt. Fra den 1. juni vises en udstilling, der fortæller om biernes liv og de produkter, man får fra dem - og om deres betydning både før og nu.

En springgås, et fyrtøj og en skæppe fuld af penge... H.C. Andersens eventyr er fyldt med finurlige ting og sager, som for os lyder fremmedartede og mærkelige, men som var helt almindelige hverdagsgenstande for digteren og hans samtidige. For genstandene, som Andersen gav liv og sjæl i sine eventyr, er alle taget ud af det dagligliv, som blev levet på land og by i 1800-tallet. I udstillingen Ting & Sager fra H.C. Andersens Eventyr kan du se - og få forklaringen på - en række genstande, der hørte til i en fynsk landsby i 1800-tallet, men som samtidig spiller en central rolle i H.C. Andersens eventyr. Udstillingen åbner den 15. juni.

Omvandrende sommerteater i Landsbyen
To skuespillere kommer trækkende med deres omrejsende gadeteater og slår sig ned på gårdspladsen. De gør klar til at opføre Fyrtøjet og begynder at lokke gæster til. De er dog dårligt kommet i gang, før gårdejeren kommer og jager dem væk fra sin ejendom. Skuespillerne må tage benene på nakken og skynde sig væk for at finde et nyt sted at optræde. På deres tur møder de forskellige karakterer fra H.C. Andersens eventyr, der dukker op, når de mindst venter det. Det sætter gang i en eventyrlig, legende og fantasifuld rundtur i Landsbyen.

Den Fynske Landsbys hjemmeside

[Historie-online.dk, den 19. marts 2019]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Podcast om Fredericia-historie
Den store fædrelandskrig II
Museumsnumre 47 - Chatol