Søfartshistorien i Aabenraa
Augustinus Fonden har skænket Museum Sønderjylland en bevilling på 764.000 kr. Pengene skal gå til at optimere museets store søfartssamling fra Aabenraa, så den bliver mere tilgængelig for borgere og forskere i fremtiden.
Museum Sønderjyllands søfartssamling
Museets søfartssamling fra Aabenraa er skabt over hundrede år og rummer en stor rigdom af genstande og arkivalier, der fortæller byens og landsdelens historie. Store dele af samlingens ca. 17.000 genstande er ikke registreret efter moderne principper, og det gør den vanskelig at arbejde med, når museet skal lave udstillinger og forskning.
Samlingerne bringes ud til borgerne
Med støtten fra Augustinus bliver museets værdifulde samling af museumsgenstande og arkivalier bragt helt up to date, forklarer museumsinspektør Frederik Lynge Vognsen, der har sat gang i projektet:
”Det er mageløst, at Augustinus Fonden har taget så godt imod vores ansøgning. Bevillingen vidner jo om det vi hele tiden siger: At den sønderjyske søfart er noget helt særligt. Bevillingen er en enorm hjælp i til vores igangværende arbejde med udstillinger, forskning og samarbejde med andre museer,” udtaler Frederik Lynge Vognsen.
Pengene skal også bruges til at understøtte de frivillige, der hjælper museet med at registrere det historiske arkiv, der knytter
sig til søfartssamlingen. Dagbøger, breve, skibsjournaler, skibstegninger og meget andet, der giver os dyb viden om søfart og søfartsmiljøet, vil blive registreret elektronisk og knyttet til de fysiske genstande.
Vigtige forberedelser til museumsprojekt på havnen i Aabenraa
Projektet og bevillingen er et vigtigt led i forberedelserne til det nye museum på havnen i Aabenraa, som museum Sønderjylland og Aabenraa Kommune arbejder sammen om, siger museumsdirektør Axel Johnsen:
”Selvom vi endnu ikke har stukket spaden i jorden under det nye museum, så arbejder vores dygtige fagfolk på højtryk med at løfte fagligheden og tiltrække eksterne midler. Vi har ikke kun store visioner; vi bygger også op nedefra. Det er lige præcis sådan, det skal være,” siger Axel Johnsen.
Projektet gennemføres på Museum Sønderjyllands nye Bevaringscenter i Rødekro, hvor der er plads og rum til at pakke alle genstandene ud, identificere, og fotografere dem i moderne, professionelle rammer. Her er der også konservatorer, der kan hjælpe med at håndtere skrøbelige genstande og give faglig sparring til historikerne.
Udover denne faglighed fra museets egne rækker støttes projektet af et såkaldt advisory board – et ekspertpanel af museumsfolk fra søfartsmuseer og danske og internationale forskere, der vil følge projektet; både for at sikre dets faglige kvalitet og for at bistå med deres store viden.
Arbejdet begynder i foråret 2025 og forventes at vare et år.
[Historie-online.dk, den 17. december 2024]