Menu
Forrige artikel

Sommeferie i herregårdshaven

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2216

 

Herregårdshaven er omdrejningspunktet for sommerferien på herregårdsmuseet Gammel Estrup på det nordlige Djursland. Haverne bugner af historiske planter, og man kan hver dag møde gartneren og være med til forskellige familieaktiviteter og lege gamle lege. I Orangerierne kan man opleve en udstilling om herregårdshaven, og man kan købe historiske planter og forfriskninger fra Herregårdskøkkenet.

Danmark har over 700 herregårde fordelt udover landet, og ofte er det de smukke og pompøse hovedbygninger, der fanger opmærksomheden. Men herregårdene er langt mere en det. I sommeren 2020 sætter Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum derfor fokus på alt det, der ligger udenfor hovedbygningen. På det omfattende produktionsapparat med avlsgård, enge, marker, skove og ikke mindst fantastiske haver til både nytte og fornøjelse. Museumsinspektør Marie Aaberg Andersen fortæller:

”Ved alle herregårde, store som små, var der omkring forrige århundredeskifte prydhaver, køkken- og frugthaver. Havernes funktion var dels at skabe en smuk ramme om godsejerens bolig, dels at forsyne husholdningen med frugt og grønt. Nyttehaven producerede mad til herskabet og deres ansatte, og den var således afgørende for, at det store apparat, som herregården var, kunne fungere. Der var derfor en tæt kontakt mellem køkkenet og gartneren. Husjomfruen og herskabet var interesserede i at få friske og smagfulde grønsager hele året. Og da man ikke som i dag importerede frugt og grønt året rundt, var det gartnerens opgave at strække sæsonen for friske råvarer så langt som muligt. Det krævede stor viden og dygtighed af gartneren, og herregårdshaven var et af de mest innovative steder på herregårdene, hvor der blev fremdrevet eksotiske vækster og udviklet nye sorter af frugt og grønt tillige med nye metoder til at frembringe råvarerne og strække sæsonen”.

Alt dette kan man dykke ned i ved at besøge særudstillingen Herregårdshaven til pynt og nytte, som sommeren over kan opleves i det ene Orangeri i Herregårdshaven.

Aktiviteter for hele familien
I det andet af havens Orangerier kan børn og barnlige sjæle boltre sig i ”Gartnerens kontor”, hvor man kan prøve gamle skrivemaskiner og klæde sig ud som en gartner for 100 år siden. Hver dag kan man også møde den historiske gartner og hjælpe med at passe haven, lave økologisk rysteribs eller sy en lavendelpose med duftende lavendler. Vil man guides rundt, er der særlige haveomvisninger hver dag kl. 14, man kan følge skyttens børnespor eller prøve den nye ’podwalk’ på sin telefon.

Der er familieaktiviteter hele sommerferien i perioden 27. juni til 9. august kl. 10-17 alle dage. Der er åbent med salg af kaffe og kage i Herregårdskøkkenet, og der er åbent i cafeen i Orangeriet. Hovedbygningen er også åben, ligesom man kan besøge museumsbutikken og have-butikken i Orangeriet. Entréen for voksne er 100 kr. – børn under 18 år er gratis. Billetten gælder også til nabomuseet Det Grønne Museum

Gammel Estrup
Randersvej 2
8963 Auning
www.gammelestrup.dk

Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum inviterer til sommerferieaktiviteter i herregårdshaven.

Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

[Historie-online.dk, den 16. juni 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Påklædningsdukker. En stor samling
TV-tips, uge 38, 2024
Museumsnumre 2: Skibskister