Sommeren på Frederikssund Museum
Frederikssund Museum, Færgegården byder indenfor – og udenfor – til en sommer med masser af aktiviteter for hele familien. Og med ambitionen om at bringe mennesker tættere på både fortid og fjord.
Man glemmer det nemt i en moderne hverdag. Men lige så længe der har boet mennesker ved Roskilde fjord, har dyrene og planterne i vandet spillet en vigtig rolle for det liv, der har været levet her langs kysten.
I løbet af sommeren bliver der mange gode muligheder på Færgegården for at blive klogere på fjordens liv og dens betydning for mennesker gennem tiderne.
”Vi håber, at mange vil lægge vejen forbi vores aktiviteter i løbet af sommeren og være sammen, store og små, om at udforske både fjordliv og fortid. - Og måske ligefrem føle sig tættere forbundne med den natur vi alle sammen, trods vores moderne liv, jo i virkeligheden er meget afhængige af”, fortæller Line Jandoria Jørgensen, som er museumsinspektør på Frederikssund Museum, Færgegården.
Mød dyrene i fjorden – i sommerferien
Med årets sommerferie-aktivitet ”Mød dyrene i fjorden” gentager Færgegården successen fra efterårsferien 2020 og giver endnu flere familier mulighed for at røre, prøve, lugte, se og smage sig gennem fjordens kulturhistorie.
Hver morgen trækker museets medarbejdere i et par waders og begiver sig ud i fjorden med et stort strygenet. Med tilbage til museet har de rejer, søpunge, krabber, rurer, sandkutlinger, tangnåle, hundestejler, muslinger, ålekvabber, brødkrummesvamp og meget mere, som børnene og deres voksne kan undersøge og høre fortællinger om. Det kan for eksempel være fortællingen om krabben, der tisser ud gennem øjnene, eller om dens skjold, som man i 1500-tallet mente kunne kurere bylder i numsen.
Det bliver også muligt at bøde sit eget fiskegarn eller skære en sild op og udforske dens indre. Bagefter kan man tilberede den over bål efter gamle opskrifter og smage på fortiden.
Foto: ROMU. Daniel T. Rasmussen
Smag på fjorden – to gange sanketur under overfladen
To gange i løbet af sommeren bliver der mulighed for selv at få tæerne i fjordvand, og for at gå på opdagelse og sanke på det lave vand. Det sker, når Naturvejleder Thomas Johannes Juel Johansen inviterer med til et kig under overfladen ved kysten og fortæller om alle de dyr og planter, der findes her.
Thomas står klar med net, udstyr og fortællinger til alle. Efter sankningen går alle tilbage til bålpladsen i museumshaven, og her vil Thomas lave smagsprøver til alle og vejlede i, hvordan man kan tilberede de sankede dyr og planter.
Natureventyr lanceres på Færgegården
Den 20. juni lancerer Frederikssund Kommune app’en Natureventyr for de 3-9 årige, som herefter vil være tilgængelig de kommende to år. Lanceringen sker på blandt andet Færgegården.
I Færgegårdens museumshave står både museumsmedarbejdere og spejdere klar til at guide og stå til rådighed for hjælp og spørgsmål. Der vil også være en lille overraskelse, når eventyret er gennemført og forfriskninger ved bålpladsen.
Det er muligt at medbringe egen madpakke, som kan nydes i den skønne museumshave. Museumsbutikken sælger the, kaffe, vand og is. Museet er åbent og entrébilletter kan købes for 50kr. pr. voksen. Børn fra 0-18 er gratis. Fremvisning af coronapas er nødvendigt for besøg indenfor i museets udstillinger. Museet har åbent fra kl. 11-15.
Foto: Pixa Bay.com
Sankthans på Færgegården
Ud over sommerferieaktivtet, app-lancering og sanketure og er også sankthans naturligvis en del af den kommende livlige sommer på Færgegården.
Sankthans fejres i år med ekstra aktivitetstilbud og nye tiltag. Her kan man blandt andet tage med på mission ”Afværg det onde” og gennem en række udfordringer og opgaver bruge fortidens tips og tricks til at gøre onde hekse så blide som nuttede kattekillinger.
[Historie-online.dk, den 15. juni 2021]