Menu
Forrige artikel

Stemmer fra Amar

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 55

 

Andet afsnit er nu ude – i en spændende podcastserie om sygdom og død på Amager. En historie om sygdom i krop og sjæl, epidemier, hospitaler og anstalter, behandlinger og mangel på samme igennem de sidste 400 år.

”Det var meget, meget svært også for patienterne. Og I ved godt, at Amager dengang lå ude på kanten. Søstrene kørte selv patienterne på hospital, fordi de kendte dem fra ambulant pleje. De fandt selv patienterne og kørte dem til hospitalet på hestevogn.” Sådan fortæller Søster Miriam fra Sankt Elisabeth Søstrene om arbejdet på Sankt Elisabeth Hospital i begyndelsen af 1900-tallet. Hun er med i det andet af fire podcastafsnit om Amagers sundhedstilstand igennem tiderne. Serien ser nærmere på sygdomsforståelser, læger, hospitalernes ankomst og det hastigt voksende sundhedsvæsen. Det første afsnit handler om den tidlige sygdomsforståelse. Om lægernes forståelse af krop, sygdomme og smittekilder, som er markant anderledes end i dag. Dengang lever de fleste med mere smerte og mere sygdom, end vi kan forestille os i dag. Livet er kortere, mere brutalt – og døden tættere på. Ikke mindst under nogle af de store epidemier som pest, kopper og kolera.

Det nye andet afsnit: Hospitalets frelse - sygdomme og død

I det andet afsnit, som netop er ude nu, går vi tæt på behandlingen af syge. På Amager får vi hele tre hospitaler i starten af 1900-tallet. Sundby Hospital, Sankt Elisabeth Hospital og et mindre sygehus på den nye arbejds- og tvangsanstalt, Sundholm. Lytteren hører om hospitalernes tilblivelse og om, hvordan hele sundhedsfaget styrkes med ny viden om bl.a. sterile redskaber og behandling af sygdomme, udviklingen af en sygeplejerskeuddannelse samt introduktion af røntgen og andre teknologiske landvindinger. Sygeplejerske Birgit Laugesen fra Amager Hospital og Søster Miriam fra St. Elisabeth Søstrene, tager os med ind i historien om livet og hverdagen på de gamle hospitaler.   

Mindelser til Corona

Undervejs dykker vi ned i Den spanske Syge, som ruller ind over Amager med voldsom kraft. Der kommer begrænsninger på at mødes i skolen, i sporvognen og på Røde Kro Teater. En epidemi med forholdsregler og epidemihåndtering som trækker tråde helt frem til COVID-19 pandemien.

I afsnittet får lytteren også glæde af ekspertviden fra professor emerita Signild Vallgårda, KU, lektor Adam Bencard, Museion, læge/historiker Thomas Melchior og læge/historiker Hans Trier. Og lokal viden i de beretninger, læge Olrik fra Amager og læge Hartvigsen fra Christianshavn, skrev til Sundhedsstyrelsen under Den spanske Syge.

Lokalhistorie
Serien er lavet af historiker Kirsten Floris og historiker og journalist Majken Astrup, som begge er bosatte på Amager. Den er tilgængelig via podcastkanalen Stemmer Fra Amar, som kan høres i SoundCloud, Itunes, Podtail & Tunein. Stemmer Fra Amar er en podcastserie, der formidler Amagers historie. Miniserien er støttet af Amager Vest Lokaludvalg, Amager Øst lokaludvalg, Christianshavn Lokaludvalg og Tårnby Kommune.

[Historie-online.dk, den 15. januar 2025]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Maj måneds helgen: Steno
Overnaturlige Skabninger fra Dansk Folketro og Japanske Yōkai
HistorieLab: Da Danmark var en slavenation