Sun Yat-sen - Historiens Aktører nr. 26
Det gamle Kina, kejserens Kina, stod på svage ben omkring 1900. Indadtil fungerede statsapparatet dårligt og udadtil var man magtesløs. Fremmede magter, først og fremmest europæiske, havde længe gennemtrumfet deres vilje og sat kejseren og hans embedsmænd ud af funktion på en lang række vigtige punkter. Toldvæsnet var således overtaget af europæere. De imperialistiske magter havde desuden delt Kina op i særlige interesseområder. Midtkina var britisk interesseområde, Sydkina fransk og Shandung provinsen var tysk, mens japanerne havde gjort Korea til en japansk koloni. Der var mange utilfredse kinesere. De var vrede over de fremmede magters indblanding i kinesiske anliggender og utilfredse med det bureaukrati og den korruption, som trivedes i det gamle statssystem. Disse mennesker ønskede reformer og forandringer. Det kom til opstande og revolution i det store land, akkurat som i zarens Rusland. Bokseropstanden i 1900 viste, hvor alvorligt det stod til med forholdene i det store rige i midten. Kinesere greb til våben mod de fremmede, som var trængt ind i landet og havde etableret sig i kystbyerne med legationer, handelshuse, særlige bydele og militære enheder. Bokserne var en gruppe nationalt sindede kinesere, heriblandt soldater og andre af kejserens undersåtter, som uden nogen plan og uden ret mange våben spontant gjorde oprør. Raseriet fik frit løb. Den tyske gesandt i Beijing blev skudt ned på gaden og i de store kystbyer kom det til sammenstød.
Stillet over for oprøret valgte den mindreårige kejsers ministre at støtte oprørerne og at erklære landet i krigstilstand. De fremmede magter, England, Frankrig, Italien, Tyskland, Østrig, Rusland samt Japan handlede hurtigt og sendte tropper, som blev samlet i et ekspeditionskorps, der gik mod Beijing for at befri deres landsmænd, som var indesluttet og belejret i byens legationskvarter. Bokserne manglede ikke mod. De gik imod ekspeditionskorpset sammen med dele af den kinesiske hær, men de manglede moderne våben og organisation og kunne ikke stille noget op mod invasionsstyrken, som nåede Beijing og indtog byen. Kejserens familie måtte flygte ud af byen forklædt som bønder. Herefter indledte især de fremmede styrker en menneskejagt på oprørere, som blev mishandlet og slået ihjel. Også civile blev dræbt. Nordpå ved Amurfloden angreb russerne, og tusindvis af kinesiske soldater omkom. Kinesiske embedsmænd indledte fredsforhandlinger, som efter 15 måneder endte med et diktat med en stor krigsskaderstatning til de fremmede magter og en lang række af ydmygelser. Det stod klart at Kina havde nået et punkt, hvor fattigdom og social opløsning gjorde sig gældende i hele landet, samt at Kina som selvstændig nation og som en selvstændig kultur var truet på livet. Kejserdømmets tid var slut.
En af de mænd som tidligt indså dette var Sun Yat-sen. Han var født i 1866 og uddannede sig til læge i Hong Kong, og han sluttede sig til en gruppe, som havde det mål at afskaffe kejserdømmet. I 1895 måtte han efter deltagelse i et mislykket oprør flygte og kom via Japan til USA. I det fremmede begyndte han at organisere de revolutionære og indsamle penge til en kinesisk revolution. Gennem sin rejseaktivitet og propaganda blandt de mange udvandrede kinesere fik han stor betydning for revolutionen i Kina. Den brød ud i 1911 i Wuchang. Kejseren var et barn, og landet blev styret af kejserens familieråd. Sun Yat-sen skyndte sig hjem og blev valgt til provisorisk præsident for den nye republik, som fik hovedsæde i Nanjing. I Beijing tog general Yuan Shi-kai magten, og i 1912 overtalte han kejserens familie til at lade barnekejseren abdicere.
Sun Yat-sen 1866 - 1925, fotograferet i 1924, wikipedia
Manchudynastiet havde haft magten siden 1644 og tomrummet efter kejserdømmet truede med at splitte Kina. Regeringen i Nanjing var nærmest magtesløs, og for at undgå splittelse af landet i syd og nord trådte Sun Yat-sen tilbage fra posten som midlertidig præsident. Han overgav magten til generalen i nord. General Yuan Shi-kai genoprettede kejserdømmet i Beijing, men et nyt oprør fik generalen til at opgive sine planer, og da han kort efter døde, blev landet kastet ud i kaos, hvor forskellige provinsguvernører tog magten.
Yuan Shi-kai i uniform 1915. Han repræsenterede de konservative kræfter i Beijing
Med Japan som en agressiv militærmagt, der havde erobret Korea og dele af Manchuriet, stod Kina næsten forsvarsløs. Det revolutionære parti Kuo-min-tang med Sun Yat-sen i spidsen søgte hjælp i revolutionens nye moderland Sovjetunionen, hvortil partiets militære leder Chiang Kai-shek rejste for at blive uddannet. I 1925 døde Sun Yat-sen. Chiang Kai-shek tog magten, forfulgte de revolutionære, hvoraf mange tilsluttede sig kommunismen. Chiang kai-shek blev landets nye leder og vestmagternes mand med sæde i Nanjing, mens resterne af den revolutionære bevægelse under Mao Tse Dong vandrede nordpå for at reorganiser sig. Derved indledtes en langvarig borgerkrig. Den kinesiske splittelse åbnede landet for den japanske agression og for ufattelige menneskelige lidelser ved den japanske invasion i 1937 og besættelsen af landet indtil 1945.
Sun Yat-sens politiske kamp er slet ingen succeshistorie. Han nåede ikke at samle det store rige. Hvorfor kaldes han da det moderne Kinas far? Det skyldes hans politiske ideer. Hans trepunktsprogram var et opgør med kejsertidens ideer, først og fremmest kungfutsianismen som i mere end 1000 år havde været retningssnor for det kinesiske styre. Sun Yat-sen pegede på nødvendigheden af en nationalistisk politik, dvs. Kina for kinesere og ikke fremmede. Hans næste programpunkt var afskaffelsen af enevælden og indførelse af befolkningens ret til at bestemme, og hans sidste programpunkt var social retfærdighed. Alle tre programpunkter var ideer importeret fra Europa og Amerika, som han under sin landflygtighed havde berejst og undervejs studeret. Sammenlignet med den japanske modernisering var Sun Yat-sen mere radikal og anti-elitær, idet kejserdømmet skulle afskaffes.
I Kina er tiden fra opiumskrigene til borgerkrigens ophør i 1949 ydmygelsernes og lidelsernes århundrede og man forstår den kinesiske stolthed ved nu at være herre i eget hus og atter være en kultur som i handel og videnskab kan måle sig med Amerika og Europa. Nationalisterne i Kuo-min-tang på Taiwan og kommunisterne i folkerepublikken er begyndt at tale sammen efter mange års fjendskab, og et er de enige om: Sun Yat-sen var det moderne Kinas far.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Historiens Aktører" her
[Historie-online.dk, den 26. maj 2021]
