Menu
Forrige artikel

Svenskerne - nabovenner eller arvefjender?

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 4661

I kildebankens nye emne "Svenskerne - nabovenner eller arvefjender" sættes der fokus på forholdet mellem Danmark og Sverige de sidste 600-700 år. For selvom vi i dag er gode venner i Norden, har dette ikke altid været tilfældet. I det nye emne finder du derfor over 100 kilder, der belyser stridighederne mellem de to nationer, og som gør det muligt for eleverne selv at opstille og besvare historiske problemstillinger.

“Hvorfor har Danmark og Sverige været i krig mod hinanden, og er det mon derfor, at vi stadig gerne vil drille svenskerne lidt?”. Det er denne slags undren, som eleverne kan undersøge med det nye emne i kildebanken: “Svenskerne – nabovenner eller arvefjender?”. Med emnet har eleverne mulighed for at arbejde problemorienteret med kilder, der belyser historien fra forskellige vinkler, og som derfor også træner deres kildekritiske kompetencer.

Gå til kildebanken “Svenskerne – nabovenner eller arvefjender” her

Kildebankens nye emne indledes med en video, der kort introducerer eleverne for det historiske emne og arbejdet i kildebanken. Derudover kan både elever og lærere finde indgående vejledninger til, hvordan man arbejder med kilder, eller gå direkte videre til kilderne. Kilderne er inddelt i 10 temaer, der giver hvert sit nedslag i historien med vores svenske naboer, og indeholder flere kanonpunkter som f.eks. “Kalmarunionen”.

Didaktiserede kilder og nye tiltag

Den store mængde kilder består af tekster og fotos og er som sagt inddelt i temaer, som gør det overskueligt for eleverne at navigere rundt i. Hver enkel kilde er didaktiseret med begrebsforklaringer, ligesom nogle kilder også findes i en lettere udgave, så elever uanset læseniveau kan anvende kilderne. Man finder den lettere udgave ved at klikke på linket “Spring til let udgave”, som optræder når en lettere udgave er tilgængelig.

I det nye kildebank-emne findes der også begrebsforklaringer. De detaljerede forklaringer dukker op, når musen føres henover over et ord eller begreb, som er understreget i teksten.

Kilderne vises for overblikkets skyld i en liste, som kan foldes ud. Men har man brug for at gemme et link til en specifik kilde, kan dette gøre ved at klikke på feltet “Klik her for at kopiere kildens link oppe i adressefeltet”. Herefter kan man kopiere det kildespecifikke link i sidens adressefelt.

100 danmarkshistorier

HistorieLabs kildebank er en del af projektet “100 danmarkshistorier“, hvor en række projektpartnere formidler danmarkshistorier via bøger, spil, læremidler, film og artikler. Hertil udgiver HistorieLab en række læremidler i løbet af de næste 7 år. Læremidlerne består af en række digitale emnepakker (kildebanken), som er målrettet undervisningsbrug i grundskolen. Indholdet i hver emnepakke er tilrettelagt tematisk, og udarbejdet så de kan anvendes som læremidler, der understøtter Fælles Mål for faget historie. Indtil videre er emnerne ”Slaveriet og Vestindien” og “Svenskerne – nabovenner eller arvefjender” udgivet, og udgør tilsammen en database med over 300 didaktiserede kilder.

Projektet “100 danmarkshistorier” bliver udgivet med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Kan elever arbejde problemorienteret med kilder i historie?

Med udgangspunkt i kildebankens første emne “Slaveriet og Vestindien”, har forskere fra HistorieLab undersøgt, hvordan undervisningen kan tilrettelægges med kilder som en del af den problemorienteret undervisning. Undersøgelsen er baseret på et aktionsforskningsprojekt i samarbejde med 9 skoler, og resultaterne er beskrevet i rapporten “Kan elever arbejde problemorienteret med kilder i historie“. Foruden resultaterne af undersøgelsen, fremlægger rapporten også idéer, forslag og anbefalinger til, hvordan man bruger kilder i historieundervisningen.

Se kildebanken her

Historie-online.dk, den 19. juni 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
HistorieLab: Kildebanken
Kildebank om køn og seksualitet
HistorieLab: Formidlingskonference 2019