Teknisk Museum i Svanemølleværket
Danmarks Tekniske Museum har fået muligheden for at undersøge om det i fremtiden kan ligge i Svanemølleværkets bygninger i Nordhavn i København. De historiske bygninger vil for alvor kunne danne rammen om Danmarks Tekniske historie lyder det samstemmende fra Danmarks Tekniske Museum, Dansk Industri og Håndværkerforeningen København, som ser stort potentiale i en flytning.
I dag ligger Danmarks Tekniske Museum i udkanten af Helsingør, men i fremtiden kan museet måske åbne dørene for langt flere mennesker, hvis de tilbundsgående undersøgelser viser, at det er muligt at flytte museet til Svanemølleværket.
Formanden for Danmarks Tekniske Museum, Jørgen Lindegaard siger:
”Vi har været utroligt glade for at ligge i Helsingør, men muligheden for at rykke ind i de unikke rammer i Svanemølleværket, der i sig selv er en historisk industribygning, er en så god mulighed, at vi er nødt til at lave en tilbundsgående undersøgelse for at se, om det kan lade sig gøre. Det kan åbne muligheden for at museet levende kan præsentere én sammenhængende historie om teknologi, industri og videnskab som grundlaget for det moderne højteknologiske samfund. Vores mål er at skabe et fantastisk teknisk museum i enestående fysiske rammer, der på linje med de bedste internationale tekniske museer fortæller de mange historier fra danske opfindere, håndværk og industri”.
Københavns overborgmester, Frank Jensen, er ligeledes begejstret for udsigterne til at kunne rykke en så stor kulturhistorisk attraktion til København.
”Teknisk Museum i Svanemølleværket vil tilføre København og Nordhavn et fantastisk kulturelt tilbud i en enestående bygning med en flot beliggenhed. Det vil give unge og gamle københavnere og turister en mulighed for at gå i fodsporene på H.C. Ørsted, Niels Bohr og de mange andre internationalt berømte videnskabsmænd, som Danmark kan være stolte over.”
Dansk Industri har været med i arbejdet for at kunne få undersøgt mulighederne for at få Danmarks Tekniske Museum til Svanemølleværket. Den tidligere adm. direktør i Dansk Industri, Karsten Dybvad, er udpeget som formand for den erhvervsdrivende fond, som er blevet stiftet i denne forbindelse.
- Danmark er ét af verdens mest avancerede og moderne produktionssamfund, og det er fundamentet for det velstående samfund, vi har i dag. Derfor er det vigtigt at kende vores industrihistorie. Den vil vi gerne kunne vise frem i de bedst mulige rammer for både danskere og udenlandske turister, og her er Svanemølleværket en oplagt og spændende mulighed, siger Karsten Dybvad.
Dansk Industri ser klare perspektiver i projektet.
- Danske virksomheder er dybt afhængige af medarbejdere med interesse og evner inden for teknik og naturvidenskab – det gælder både dygtige faglærte og kandidater. Vi tror på, at et levende teknisk museum i de unikke rammer i Svanemølleværket kan være med til at inspirere endnu flere børn og unge til at gå den vej, siger COO/direktør Thomas Bustrup, DI.
Det er udviklingsselskabet By & Havn, som ejer grunden, hvor Svanemølleværket ligger. Ørsted er indstillet på at forlade værket før tid i 2023. Parterne er derfor blevet enige om, at værket overdrages til By & Havn i 2023. I den mellemliggende periode vil det blive grundigt undersøgt, om Svanemølleværket er velegnet til at rumme Danmarks Tekniske Museum.
Administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro, siger om projektet
”Svanemølleværket er en ikonisk bygning, som jeg håber kan blive åbnet for offentligheden. Med sin tætte kontakt til byens industrihistorie og beliggenhed tæt på de nye bykvarterer og vandet giver det mulighed for at skabe nyt liv i området. Nu laver vi først en tilbundsgående undersøgelse af mulighederne for at kunne rumme Danmarks Tekniske Museum, og så håber vi, at det kan lade sig gøre.”
Danmarks Tekniske Museum vil først kunne flytte til Svanemølleværket efter 2023, hvor Ørsted har forladt værket. I mellemtiden vil blive etableret ny varmeproduktionskapacitet som erstatning for produktionen på Svanemølleværket.
Foto på forsiden: Svanemølleværket. By og Havn. Fotograf: Ole Malling
[Historie-online.dk, den 8. januar 2019]