Tidsmaskinen ude i det grønne
Austin, Morris, Wolseley, Rover og Triumph er nogle af de forsvundne engelske bilmærker. Svenske Saab, tyske NSU og DKW er også rullet over i historien. De kan opleves på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, når museet skruer tiden 50 år eller mere tilbage. Det sker lørdag 31. juli med det stort anlagte veterantræf ”Biler der fulgtes med sporvognene”. De historiske køretøjer parkeres i Sporvejsmuseets museumsgade med det uofficielle navn Valby Langgade. Her spejler bilerne sig i butiksruder med udstillinger, som de så ud i større og mindre byer i 1940erne, 1950erne og 1960erne.
Samme dag er der særlig tæt trafik på museets to sporvognslinjer, og der køres med ægte hestekræfter: Den bevarede københavnske hesteomnibus er i trafik mellem museet og Skjoldenæsholm hovedgård. Det hele ledsages af langtidsholdbar pigtrådsmusik leveret af bandet ”Swinging Back Beats” i museets store bindingsværksremise. Veteranbilerne ankommer til museet kl. ca. 11.30 efter en fælles køretur i kølvandet på en museumsbus i museets smukke omegn.
På julis sidste dag skrues tiden tilbage på Sporvejsmuseet til sporvognenes storhedstid med besøg af biler fra dengang, deres ejere og feststemte passagerer. Ud over hyggelige gensyn blandt veteranfolket kan deltagerne vinde præmier og anerkendelse fra dagens dommerkomité.
Gamle pressefotos fra tiden, da sporvognene endnu var en del af gadebilledet, viser, at der var flere erhvervskøretøjer og flere ydmyge privatbiler end den vognpark, der i dag er bevaret for eftertiden. Alligevel er der mange hverdagsbiler med ved Sporvejsmuseets veterantræf 31. juli. Særlig talrig er Morris Minor 1000. Er man til sportsvogne med vind i håret, er der som sædvanlig mange eksemplarer. I Danmark lever drengedrømme på fire hjul længere end hverdagsbiler.
Alle de deltagende køretøjer deltager i en konkurrence om det mest charmerende køretøj årti for årti. Sædvanligvis er biler fra seks årtier repræsenteret ved disse veterantræf på Sporvejsmuseet. Bilernes ejere og passagerer dyster også om præmier for den bedste udklædning svarende til moden, da bilen var ny.
Hestekræfter har mange aldre. Hesteomnibussen blev pensioneret af Københavns Sporveje i 1917.
[Historie-online.dk, den 27. juli 2021]