Tjek familiens våbenskjold
Det er en misforståelse, at det kun er adelen, der har våbenskjolde. Mange andre har gennem tiden fået udarbejdet et våbenskjold til familien. Det er blandt andet slægtshistorikere, borgerlige familier, militærpersoner, bogsamlere (Ex Libris) og danskere i al almindelighed.
Danskernes Historie Online publicerer en database med 8.000 danske våbenskjolde, der gør det muligt at finde de våbenskjolde, som familierne har antaget – også personer med almindelige navne som Andersen, Jensen og Nielsen. Der er tale om digitalisering af en samling af kartotekskort med våbenskjolde, som heraldikeren Ole Rostock udarbejdede gennem mange år frem til sin død i 1995. De blev derefter afleveret som privatarkiv til Rigsarkivet.
Man kan fra i dag søge efter slægtens våben gennem siden: slaegtsbibliotek.dk/slaegtsvaaben. Her har man mulighed for at indtaste et familienavn og se de slægtsvåben, som familier med dette navn har antaget. Der er også mulighed for at søge ”omvendt”. Det vil sige ud fra udseendet af et våbenskjold, kan man bestemme, hvilken familie, der har det pågældende våbenskjold. Det er muligt, fordi Ole Rostock har struktureret sit kartotek efter de elementer, der indgår i våbenskjoldet. Som eksempel kan man finde familien, der har haft et todelt våbenskjold med roser som symboler. Derved er databasen helt unik, idet der ikke findes andre værktøjer, der tillader identifikation af våbenskjolde ud fra udseendet.
[Historie-online.dk, den 13. december 2023]