To opsigtsvækkende skibsvrag
Nu starter udforskningen af to opsigtsvækkende skibsvrag, der blev fundet på 12 meter vand i forbindelse med anlægget af Lynetteholm. De to skibe skal under arkæologernes lup i det marinarkæologiske dokumentationsværksted.
Det er ofte her de største opdagelser bliver gjort, og besøgende på Vikingeskibsmuseet er inviteret med indenfor i det spændende arbejde.
Efter at have ligget gemt og glemt på havbunden i århundreder, så de to skibe igen dagens lys. Skibene blev fundet i sejlløbet Svælget, som By og Havn skal uddybe og omlægge i forbindelse med etableringen af den kunstige halvø Lynetteholm.
I løbet af foråret og sommeren 2023 gennemførte marinarkæologer fra Vikingeskibsmuseet de komplekse og omfattende undervandudgravninger af skibsvragene. Del for del blev skibene efterfølgende bjærget fra havets bund og overflyttet til Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Dermed kunne man måske tro, at arbejdet er ovre for marinarkæologerne, men nu venter det omfattende dokumentationsarbejde, der for alvor skal afdække skibenes historier.
Følg med, når arkæologernes afslører spor af vores fælles historie
Sædvanligvis kommer kun ganske få mennesker helt tæt på de skrøbelige fund fra havbunden, men i modsætningen til selve udgravningsarbejdet, bliver det muligt at komme helt tæt på den spændende, arkæologiske proces med at analysere og dokumentere de mange skibsdele, når marinarkæologerne i den kommende tid åbner døren til deres dokumentationsværksted.
Her får de besøgende en helt unik chance for at få indblik i arkæologernes arbejde og på første hånd opleve, hvordan nye spor af vores fælles historie afsløres.
Skylder fortidens søfolk at være grundige
Hver eneste del af skibstømmeret kommer under arkæologernes lup, for at sikre alle spor, der kan være med til at fortælle historien om skibene og de mennesker, der sejlede med dem.
Arkæologerne håber, at det grundige arbejde vil gøre dem i stand til at give svar på de mange spørgsmål, som fundet af de to hidtil ukendte skibe har bragt til overfladen.
"Vi skylder fortidens søfolk at undersøge alle aspekter af skibene, for at vi kan blive klogere på fortiden og de mennesker, hvis liv hang uløseligt sammen med skibene", forklarer Morten Johansen, der er teamleder for marinarkæologien på Vikingeskibsmuseet.
Hver del opmåles digitalt med 3D-scanner og dokumenteres med fotos, så skibsforskere nu og i fremtiden kan studere de spændende fund. Ud fra scanningerne udarbejder arkæologerne 3D-modeller, der vil være med at fastslå skibenes form og størrelse.
Baggrund for fundet af de to skibe
De to skibe blev opdaget i 2021 i sejlrenden Svælget.
Her har By & Havn og Vikingeskibsmuseets marinarkæologer undersøgt havbunden forud for anlægsarbejdet med Lynetteholm.
Små spor kan fortælle store historier
Målet med dokumentationsarbejde er at afdække alle spor og detaljer på skibsdelene. Selv miskroskopiske spor kan nemlig gemme på ny viden om, hvordan skibene engang blev bygget og brugt.
Gennem arbejdet bliver de to skibsfund til mere end bare skibstømmer og brædder. De bliver til nye brikker i et kompliceret puslespil, der udgør billedet af vores fælles historie om mennesker, ting og skibe på rejse, og dermed kan skibsfundene gøre os klogere på den søfart, som er fundamentet for vores moderne samfund.
Udstilling om fatale skibsforlis
I marinarkæologernes værksted kan besøgende også se udstillingen ’Opslugt af Havet - to skibe, der aldrig nåede havn’. Omdrejningspunktet for udstillingen er de fatale forlis, der sendte skibene til bundet af havet, og som på tværs af århundrede bringer os tættere på fortidens mennesker:
"Skibsvraget er det synlige spor af katastrofen, fastholdt i et øjeblik. Når vi kan plukke specifikke og menneskelige begivenheder ud fra historien, er det med til at føre vores moderne virkelighed og historien meget tættere på hinanden", fortæller Morten Johansen, teamleder for marinarkæologien på Vikingeskibsmuseet.
[Historie-online.dk, den 18. december 2023]