Trap Danmark. Bind 2

Af Ole Schramm, cand.mag. i historie og musik

Trap Danmark bind 1 og 2 beskriver det Danmark, som i 2022 har forandret sig på så mange måder, siden 5. udgave udkom i perioden 1953-72. Det er svært at være uenig i denne begrundelse. Mens bind 1 handler om natur og landskab, har bind 2 fokus på samfund og kultur. I modsætning til de efterfølgende bind, hvor kommunerne beskrives kommune for kommune, forsøger de to bind at overskue og forstå udviklingen i hele det danske kongerige. Umiddelbart undrer det mig, at der ikke er afsat et bind om dansk historie, der er lige så vigtig at forholde sig til som de nævnte emner.

Samfundsudviklingen er beskrevet i tre kapitler: Styreform, Velfærdssamfundet og dets befolkning og Økonomi og erhverv. Kulturen får ligeledes tre kapitler. Dem vender jeg tilbage til. Danmark i verden afslutter gennemgangen af det danske samfund og kulturen.

Kapitlet om Styreformen er skrevet af Jørgen Grønnegaard Christensen, professor emeritus, Peter Munk Christiansen, professor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, og Jørgen Elklit, professor emeritus. Det er skribenter, der virkelig forstår at formidle det komplicerede stof, som fortæller om de ændringer, den danske styreform har gennemgået, siden den første grundlov blev vedtaget i 1849. Kapitlet giver et godt indblik i det politiske system, og det fortæller, hvorfor vi har den styreform, som vi har i dag.

Pladsen tillader kun at slå ned på enkelte problemstillinger. I en boks fortælles om Det regulerede samfund, og her finder vi en tabel over Reguleringens udvikling 1990-2018. Vi får et klart indtryk af, at antallet af love, bemyndigelser og regler med ordet ”direktiv” er øget væsentligt. Men vi får ikke en egentlig forklaring på, at samfundet ”er genstand for så tæt en offentlig regulering” (s. 43).

I disse tider, hvor Minkkommissionens arbejde diskuteres, og hvor embedsmændenes rolle i minkskandalen problematiseres, er det godt, at forfatterne redegør for ændringerne i embedsværket. De rejser med rette spørgsmålet, om man ved at forlade tjenestemandsansættelsen har prisgivet de klassiske embedsmandsdyder. Hvor aktuelt dette spørgsmål er, viser sagen med 10 embedsmænd, der har begået tjenesteforsømmelser i forbindelse med minksagen, men dette er sket efter redaktionens slutning marts 2022. Derimod var det ønskeligt, hvis forfatterne i boksen om særlige rådgivere (s. 24) havde kommenteret Mette Frederiksens ansættelse af Martin Rossen som stabschef, fordi han også blev medlem af regeringens koordinationsudvalg og økonomiudvalg. Medlemmerne heraf er normalt folkevalgte.

Hvor hurtigt tingene kan ændre sig, viser forfatterne fx, når de i det glimrende afsnit om partierne i folkestyret skriver, at der i 1990'erne kom nye aktører til, ”hvor Dansk Folkeparti og Enhedslisten etablerede sig som stabile aktører i partisystemet” (s. 24). DF's nedsmeltning var endnu ikke en realitet marts 2022.

Forfatterne skriver i sidste afsnit, som de kalder En styreform, der leverer, at ”Kernen i dette kapitel er en tilbageskuende nutidsanalyse af den danske styreform” (s. 64). Man må sige, at forfatterne er sluppet ualmindelig godt fra denne analyse. De er klogt nok ikke skråsikre på fremtiden for det politiske system, da spørgsmålstegnet i overskriften er velvalgt. De kan have ret i, at ”den demokratiske styreform, som karakteriserer de koordinerede markedsøkonomier, effektivt (har) været i stand til at indoptage og neutralisere sådanne (dvs. populistiske) strømninger” (s. 65). Men hvem ved, hvad resultatet bliver, når de barske realiteter viser sig pga. den voldsomme inflation, priserne på energi, og når de fremtidige udgifter til militæret kommer til at koste velfærd.

”Velfærdssamfundet og dets befolkning” er skrevet af Niels Ploug, der er cand.polit. og direktør for personstatistik ved Danmarks Statistik. Velfærdssamfundet og ikke mindst velfærdsstaten er i centrum for dette kapitel. Først indkredser Niels Ploug, hvad velfærdsstaten er for en størrelse, og han præciserer, at velfærdsstaten i Danmark er universel. Det betyder, ”at alle borgere har adgang til dens ydelser uafhængigt af deres økonomiske situation” (s. 71) Det er en sandhed med modifikationer, for folkepensionens grundbeløb bliver sat ned, hvis man tjener over 438.700 kr. (2022) om året ved personligt arbejde, og det bortfalder helt, hvis man tjener mere end 610.500 kr. (2022). Han kortæller derefter om velfærdsstatens historie.

Herefter gennemgår han de bærende elementer i velfærdsstaten. Det er befolkningen, sundhed og omsorg, uddannelsessamfundet og endelig arbejdsmarkedet og den aktive arbejdsmarkedspolitik, og han slutter med at fortælle om ”Fremtiden for velfærdsstaten og befolkningen”. Disse centrale emner formidles af direktøren for personstatistik ved Danmarks Statistik. Her er forfatteren virkelig på hjemmebane, for teksten er spækket med statistikker og tal. Det gælder fx også afsnittet om den sociale ulighed i sundhed (s.81). 

Det er vigtigt, godt og nødvendigt at dokumentere den sociale ulighed, men Niels Plougs kommentar er sigende. Han beklager, at det er et problem for den enkelte, der rammes af sygdom, og så fortsætter han: ”Og det er ikke alene omkostningerne i forbindelse med sygdommen og den efterfølgende pleje af patienterne. Det gælder også den dødelighed, og de tabte år på arbejdsmarkedet, som er et resultat af sygdommen”. Det gælder selvfølgelig alle, der har eller har haft et arbejde, men når afsnittet handler om social ulighed, omfatter kommentaren ikke personer uden for arbejdsmarkedet.

Niels Ploug dokumenterer igen med masser af tal, hvordan det er gået med befolkningens uddannelsesmæssige sammensætning siden 1990 (s. 86), men hvad har han så at fortælle om folkeskolereformen fra 2014. Den ”indeholdt også en række elementer om bl.a. længere skoledage, større veksling mellem boglig og fysisk aktivitet og obligatoriske lektiecafeer, der havde til formål at løfte børn med særlige behov” (90). Der mangler efter min mening refleksioner over en af de største skandaler i skolevæsenet! Det viser sig nu, at o. halvdelen nyuddannede lærere ikke ønsker at blive ansat i folkeskolen. Hvorfor mon?

Kapitel 3 ”Økonomi og erhverv” er det korteste af de kapitler, der handler om samfundet. Det er skrevet af Svend Erik Hougaard Jensen, som er cand.oecon. og professor ved Copenhagen Business School. Det er især de makroøkonomiske sammenhænge, der interesserer forfatteren. Det bliver ikke forklaret, hvad det vil sige, men det fremgår af kapitlet, at det er begreber som betalingsbalance, strukturreformer osv., som forfatteren fokuserer på. Det er nemt at blive smittet af forfatterens begejstring over, hvor fremragende Danmark har placeret sig økonomisk i sammenligning med stort set resten af verden. Ja, faktisk er Danmark og de nordiske lande rollemodeller for resten af verden. Trækker det så ikke fra, at indkomsten i Danmark pr. indbygger er omkring 9 % lavere end i USA? Nej, egentlig ikke, for danskerne arbejder ikke så meget som amerikanerne og har tid til at tage på ferie og være sammen med ferie og venner. Det er også værd at bemærke, at i Danmark har de laveste indkomstgrupper en indkomst, som er op til 60 % højere, end hvad sammenlignelige indkomstgrupper tjener i USA.

Svend Erik Hougaard Jensen fortæller i sit kapitel, hvor fremragende Danmark har klaret sig igennem de forskellige kriser, som landet er blevet kastet ud i, som finanskrisen og covid 19 krisen. Han fortæller om den regionale udvikling og erhvervsudviklingen i Danmark og slutter med at skrive om nye udfordringer som klimapolitikken og globaliseringen.

Der er ingen tvivl om, at forfatteren behersker sit makroøkonomiske stof, selv om det godt nok kræver, at man virkelig er interesseret i at forstå det komplicerede stof. Men forfatteren skøjter efter min mening for let hen over en vigtig problemstilling, Han skriver fx (s.110), at der er betydelige vanskeligheder ved at integrere indvandrere og deres efterkommere på arbejdsmarkedet. Men han skriver også, at der er sket fremskridt på dette område i de senere år. Men han skriver ikke hvilke fremskridt. I betragtning af hvor meget indvandring fylder og har fyldt i debatten, ville det have været ønskeligt, hvis han havde uddybet dette emne.

Kultur er det andet hovedemne, og det første og længste kapitel hedder Kultur, og hertil hører også de mindre kapitler Sprog i Danmark og Det religiøse landskab. Det er for denne anmelder helt befriende - efter at have læst statistikeren og økonomens meget fagtunge, komprimerede og komplicerede afsnit – at bevæge sig ind i kulturens verden. Jesper Vestermark Køber, der er ph.d. i historie og postdoc ved Saxo-Instituttet er kapitelredaktør. Hertil kommer tre medforfattere, Asbjørn Hellum, der er fhv. rigsarkivar, Anders Krarup, der er journalist og bl.a. selvstændig kommunikationsrådgiver og Malene Thøgersen, der er senioranalytiker ved Videncenter for Folkeoplysning.

Forfatterne har set det som deres opgave at fortælle om kulturpolitikken og de rammer for kulturel udfoldelse, som findes i Danmark. De fortæller om kulturinstitutioner som folkebiblioteker, museer, kulturområder som fx musik, scenekunst, idræt, medier som fx radio, TV og dag- og ugeblade og om foreningslivet, der spiller en stor rolle i danskernes liv. De fleste er medlem af forskellige typer af foreninger, som fx grundejerforeninger og fagforeninger, og en meget stor del af foreningslivet findes inden for idræts-, kultur- og fritidslivet.

Hvilken enorm betydning foreningerne spiller i Danmark fremgår af følgende citat: ”Den seneste større undersøgelse af foreningslivet som helhed registrerede 5.886 lokale og regionale foreninger i det tidligere Fyns Amt i 2010. Det svarer til knap 67.000 foreninger på landsplan” (s. 167). Man kan med andre ord ikke undervurdere betydningen af foreningslivet i Danmark, og det er næsten ikke til at fatte, hvor mange timer, som frivillige lægger i dette arbejde, og så bliver værdien heraf vist ikke talt med i BNP.

Til sidst skriver forfatterne om kulturelle strømninger som skikke og traditioner, bryllupper, jul påske og halloween. Endelig sluttes der af med dansk madkultur.

Kapitlet viser med al tydelighed, at kultur spiller en uvurderlig og enestående rolle i danskernes liv og viser, at kultur er med til at give livet mening og drage os ind i sociale fællesskaber. Coronaen var virkelig en bombe under alt dette.

Hvis man i dette kapitel leder efter kulturdebatter eller forsøg på at pejle sig ind i kulturelle strømninger, er det forgæves, for det er ikke formålet med kapitlet.

Lidt malurt. Danmark er kendt for sin indsats på teater for børn, og der holdes hvert år en børneteaterfestival med masser af gratis teaterforestillinger, hvor man kan nyde opfindsomheden og professionaliseringen af børneteatret. I kapitlet er der ganske vist en boks om børnekultur (s. 146-47), men børneteatret er ikke nævnt med et ord.

På et andet område skriver man under afsnittet musik, at ”Siden folkeskolereformen i 2014 har musikskolerne samarbejdet med folkeskolen om at løse denne opgave”, dvs. at sikre børns møde med musik. Efter hvad jeg har hørt fra musikskolelærere, har folkeskolereformen kun besværliggjort musikskolelærernes arbejde.

”Sprog i Danmark” er skrevet af Sabine Kirchmeier, der er ph.d. i lingvistik. Hun giver et fint overblik over det danske sprogs udvikling og viser os hvilke problemer, der er med udtalen, men siger fortrøstningsfuldt, at ”forbløffende mange udlændinge lærer at tale endog glimrende dansk” (s.192).

”Det religiøse landskab” er skrevet af Carsten Bach-Nielsen, der er cand.theol. og lektor ved Aarhus Universitet. Han fortæller især om kirkens historie i Danmark, men han fortæller også om de andre religioner, der praktiseres i Danmark, som jødedommen, islam og østlige religioner. I en boks s. 223 nævner han, at der ud over folkekirken findes ca. 185 anerkendte trossamfund i Danmark, og der kommer stadig flere til. Det er ganske overraskende. Forfatteren omtaler naturligvis sognene, men det undrer mig, at han ikke nævner menighedsrådene og problemerne for kvindelige præster i visse sogne. Den aktuelle debat herom har han selvfølgelig ikke kunnet kommentere.

Endelig fortæller Christian Friis Bach, der er fhv. udviklingsminister og undergeneralsekretær i FN, om ”Danmark i verden”. Jeg har en vis portion skepsis over for alle de undersøgelser, som viser, at Danmark er verdens lykkeligste samfund. Ensomhed blandt unge og ældre er et velkendt problem. At alt heller ikke er lige godt, viser Danmarks placering som nr. 41 mht. økonomisk ligestilling, og ”biodiversitet, andelen af skov og de danske udledninger af drivhusgasser er tre områder, hvor Danmark ligger i den forkerte ende af skalaen” (s. 231). Selv om det nok er rigtigt, at de fleste danskere mener, at Danmark er et rimelig godt land, er der ingen grund til at gå i selvsving.

Christian Friis Bach fortæller naturligvis også om det engagement, som Danmark har vist i forhold til internationalt samarbejde i FN, NATO og i EU. Kapitlet er velfortalt, men meget kort i forhold til det komplicerede stof. Derfor ville jeg gerne have haft flere overvejelser om fx Irakoperationen. Lakonisk skriver forfatteren ”Især Irakoperationen var, og er stadig, både politisk og juridisk omstridt” (s.243).

Redaktionen af Trap Danmark skriver, at ”Målgruppen for Trap Danmark er den alment interesserede og nysgerrige læser og bruger”, og ”Vi lægger vægt på, at indholdet er forståeligt og opleves som læseværdigt af den almindelige bruger” (s. 246). Det er bestemt prisværdige principper, men spørgsmålet er så, om dette bind lever op til dem. For størstedelen af kapitlerne er det lykkedes, men kapitlerne om ”Velfærdssamfundet og dets befolkning” og ”Økonomi og erhverv” synes jeg kun i mindre grad. Jeg anfægter ikke det faglige indhold, for der er ikke tvivl om, at forfatterne ved, hvad de skriver om. Det er formidlingen heraf, der ikke er lykkedes i tilstrækkelig grad. Indholdet i kapitlerne er for fagligt tungt og for komprimeret, og der mangler flere refleksioner over den viden, de formidler. Måske kunne et samarbejde med en journalist have været frugtbart.

Billedmaterialet er ikke det, der skal sælge bogen med undtagelse af de fantastiske store billeder, der indleder hvert kapitel. Særlig begejstret er jeg for billedet s. 198-99 af kalkmaleriet med de musicerende engle fra Møgeltønder Kirke. Men det undrer mig, at man ikke har gjort brug af flere billeder fra kunstens verden, sådan som tilfældet er i bind 1.

Endelig savner jeg et fagregister, men må nøjes med et stednavne- og et navneregister.

Forsidebillede af Trap Danmark, bind 2: Danmark - samfund og kultur. Foto: Palle Peter Skov, 2018. Fjordenhus i Vejle. Tegnet af Olafur Eliasson og Sebastian Behmann.

[Historie-online.dk, den 14. september 2022]