Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 19, 2024

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 499

 

Ugens flow-tv kommer vidt omkring i verden.: Hamborgs kriminelle underverden, masseovervågning i Kina, vilde udskejelser i Hollywood og den sjette del af den gode serie om kontinenterne, denne gang om Sydamerika. Desuden skal vi se på kejserens villa i Fredensborg, ABBAs verdensberømmelse, dokumentar om skønne Helen Mirren. Og så er der et par fiktions-tilbud: Filmen om Flammen og Citronen og Sergio Leones gangsterepos: Once Upon A Time In America. I øvrigt er der også pokalfinale om torsdagen og melodi grand prix om lørdagen. God fornøjelse!

 

De vilde 90'ere (5:10)

DR2, 8. maj, kl.  17:30

Amerikansk dokumentarserie fra 2021. (Dark Side of the 90's) The Viper Room er fristed for Hollywoods jetset. Her kan de feste i fred for sladderpressen og paparazziernes blitzlys. Men heroin bliver mere og mere udbredt i nattelivet. I oktober 1993 er festen pludseligt slut. Filmstjernen River Phoenix kollapser og dør foran natklubben, 23 år gammel. Hvad skete der? Hvorfor var the Sunset Strip og the Viper Room så populære? Og hvordan reagerede Hollywood på chokket?

 

ABBA - imod alle odds

DR1, 9. maj, kl. 14:25

Britisk dokumentar fra 2024. (ABBA - Against the Odds) De er det ultimative popband. For 50 år siden vandt ABBA en ikonisk sejr i det Europæiske Melodi Grand Prix med sangen Waterloo. Efterfølgende blev de svenske hitmagere verdensberømte, men måtte kæmpe for at finde deres musikalske identitet i de politiske ustabile tider, de levede i. Her dykker vi ned i gruppens rejse gennem berømmelse, kærlighed og kamp - krydret med alle deres udødelige hits.

 

Helen Mirren - dronningen af film, teater og tv

DR2, 9. maj, kl.  19:05

Fransk dokumentar fra 2023. (Helen Mirren - A Sassy Royal Actress) Hun er den eneste, der to gange har vundet både en Oscar, en Emmy og en Tony. Helen Mirren er en kamæleon. Shakespeare-skuespiller, sexsymbol, filmdronning og meget mere. Siden hendes karriere begyndte i 60'erne har hun søgt frihed, udfordringer og krævet det ypperste af sig selv. Hun er en skuespiller med tusind ansigter og en enestående karriere. Men også en frigjort kvinde, der er blevet et feministisk ikon.

 

Once Upon a Time in America (1:2)

DR2, 10. maj, kl. 22:15

Amerikansk gangsterfilm fra 1984 i to dele. (Once Upon a Time in America) Noodles og hans ven Max har siden opvæksten i New Yorks jødiske bydel været sammen om småtyverier, smuglerier og røverier. I forbudstidens USA har de kronede dage, men alligevel forråder Noodles Max og deres kammerater og går under jorden. Mange år senere bliver han indhentet af fortiden. Noodles: Robert De Niro. Max: James Woods. Deborah: Elizabeth McGovern. Instruktion: Sergio Leone. Anden del kommer dagen efter.

 

Flammen & Citronen

DR2, 11. maj, kl.  16:40

Dansk krigsdrama fra 2008. København, 1944. Modstands-makkerparret Flammen og Citronen likviderer danske stikkere. Efter ordre fra deres chef siger de ja til også at likvidere tyskere. Men da Flammen beordres til at henrette sin kæreste, den gådefulde kurér Ketty, kommer han i tvivl om de udstukne ordrer. Og hvem er Ketty egentlig? I kampen for landets frihed er zonerne grå, og det bliver mere og mere uklart, hvem der er frihedskæmper, og hvem der er terrorist. Medvirkende: Thure Lindhardt, Mads Mikkelsen, Stine Stengade, Peter Mygind m.fl. Instruktion: Ole Christian Madsen.

 

Huse med hemmeligheder - Kejserens villa i Fredensborg

DR2, 12. maj, kl. 15:40

I en villa tæt på Fredensborg Slot bor Henrik og Maria. I 1891 var det Europas royale elite, der havde deres gang i huset. Ruslands sidste zar og Englands kong Georg den 5. ridsede deres navne ind i en rude. Arkitekt Ane Cortzen hjælper de nuværende ejere med at bevare den skrøbelige rude. Journalist Morten Brink Iwersen undersøger dét liv, zaren og danske kejserinde Dagmar havde i huset.

 

Total tillid - Kinas masseovervågning

DR2, 12. maj, kl. 22:15

Prisvindende dokumentar 2023. (Total Trust) De er udsat for ekstrem overvågning. To kinesiske familier og en journalist kæmper mod landets overvågningsteknologi, magtmisbrug og censur. Kom med ind i det kinesiske overvågningssamfund. En skræmmende fortælling om big data, ansigtsgenkendelse og et uhyggeligt pointsystem, hvor borgere kan optjene og miste point alt efter deres opførsel og bidrag til samfundet. Når dette er nutiden, hvordan ser vores fremtid så ud? (Dokumania)

 

Kontinenterne (6:6) Sydamerika

DR2, 13. maj, kl. 17:45

Tysk dokumentarserie fra 2023. (Unsere Kontinente) I millioner af år var Sydamerika det største kontinent, der var helt isoleret fra andre landmasser. Da det blev landfast med Nordamerika, begyndte dyr og mennesker at migrere. Andesbjergene og gletsjere var og er vigtige kilder til livsnødvendigt vand. Det gav inkaerne mulighed for at forvandle kartoflen til en vigtig fødevare. Hvordan er kontinentet blevet formet af naturen, befolkningerne og europæernes kolonisering og slaveri?

 

Hamborgs kriminelle underverden (2:5) Mafiaen i St. Pauli

DR2, 14. maj, kl. 23:10

Tysk dokumentarserie fra 2022. (Reeperbahn Spezialeinheit FD65) Efterforskeren Wolfgang Sielaff og FD65 har brug for solide beviser for at arrestere Wilfrid Schulz. Via FBI opdager Sielaff, at Schulz hjælper den amerikanske mafia med at opbygge et illegalt spilimperium i Hamborg. FD65's eneste kvindelige detektiv Erika Haessler og Sielaff får sat Schulz og hans håndlangere bag tremmer. Men i kulisserne står andre kriminelle på spring: Banderne GmbH og Nutella kæmper nu om magten i St. Pauli.

[Historie-online.dk, den 7. maj 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 44, 2024
TV-tips, uge 12, 2024
TV-tips, uge 46, 2023