Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 26, 2024

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 605

 

Der er mange personer i flow-tv i denne uge: Forfatteren Franz Kafka, Diktator Kim Jong-Un, Præsidenterne Biden og Trump, cykelrytteren Greg Lemond, filmskuespilleren Jack Nicholson og tennislegenderne Billie Jean King og Arthur Ashe. Dertil kinesisk dokumentar om Silkevejen i 12. århundrede og dansk tv-teater fra 1965: ”Melodien der blev væk”. Og så sender TV2 tour de France fra lørdag, DR sender Wimbledon fra mandag og begge kanaler sender EM-fodbold. Så det skal nok gå! I juli må I selv kigge i programmet, for historie-online holder ferie. God fornøjelse og god ferie!

 

Bog og forfatter med Stig Dalager om Kafka

DK4, 26. juni, kl. 14:45

I 2024 er det 100-året for den tysktalende, tjekkiske forfatter Franz Kafkas død. Kafka har kun udgivet ganske lidt, men han læses stadig over hele verden og er mere aktuel end nogensinde -" også blandt yngre læsere. Hvorfor, hvem var han, og hvad gør ham til noget helt særligt? Det får man indtryk af i dette program, hvori Bo Tao Michaëlis har opsøgt forfatteren Stig Dalager i dennes hjem i Brønshøj til en samtale om Franz Kafka med udgangspunkt i Dalagers nye roman "Kærlighedens spøgelser" om Kafka.

 

Verden ifølge Kim Jong-un

DR2, 27. juni, kl. 23:10

Fransk dokumentar fra 2023. (The World According to Kim Jong Un) Han er besat af atomvåben. Nordkoreas diktator Kim Jong-un er lige så despotisk som sine forgængere. Det er lykkedes ham at bryde landets diplomatiske isolation. Han har skaffet Nordkorea en plads ved bordet sammen med de store nationer. Men først og fremmest har han gjort sin nation til en atommagt, som udgør en stor trussel mod verden. Hvor seriøst skal vi tage denne nye trussel? Det her er historien om Kim Jong-un: arving til verdens farligste diktatur.

 

Biden og Trumps kandidat-debat

DR2, 28. juni, kl.16:20

Præsident Joe Biden og tidligere præsident Donald Trump mødes i valgkampens første debat.

CNN præsident-debat: Nedtakt

DR2, 28. juni, kl. 22:15

Opfølgning på nattens præsidentkandidat-debat mellem Joe Biden og Donald Trump.

 

Melodien der blev væk

DR2, 29. juni, kl. 15:05

Dansk tv-teater fra 1965. DR's udgave af Kjeld Abells succesfulde musikalske komedie fra 1935. Kontoristen Larsen mister sin ungdoms melodi, som han havde, da han mødte sin kone. Hans lykke og drømme er forsvundet i en småborgerlig tilværelse. "Det sku' vær' så godt, og så' det faktisk skidt', som det lyder i en af stykkets populære numre - 'Sangen om Larsen'. Men så begynder jagten på at finde melodien igen. Medvirkende: Willy Rathnov, Birgit Sadolin, Helge Kjærulff-Schmidt, Bodil Udsen, Ulrik Neumann m.fl. Manuskript: Kjeld Abell. Instruktion: Søren Melson.

 

Den kinesiske superfæstning (1:2) Kampen om Silkevejen

DR2, 30. juni, kl. 18:10

Kinesisk dokumentarserie fra 2020. (Dunhuang: Ancient Frontier Fortress) Det vestlige Kina, 111 f.Kr. Han-dynastiet bygger en fæstning ved den kinesiske ørkenoase Dunhuang for at kontrollere adgangen til Silkevejen. Handelsruten fra Kina til Romerriget genererer massive profitter og skatter. Men magtfulde nomadiske Xiongnu-stammer truer handlen. Kan den snu Han-general Ban Chao besejre både Shanshan-kongen og det mægtige Kushan-imperium og genvinde kontrollen over Silkevejen?

Anden del følger umiddelbart efter.

 

Den sidste rytter - historien om Greg LeMond

DR2, 30. juni, kl. 22:15

Amerikansk dokumentar fra 2022. (The Last Rider) I 1986 vinder den talentfulde cykelrytter Greg LeMond Tour de France. Men det, der skulle have været et øjebliks triumf, blev starten på en deroute. Hans holdkammerat Bernard Hinault forråder ham, barndomsminder om seksuelle overgreb dukker op - og kort efter sejren er han ude for en livstruende vådeskudsulykke. Her dykker vi ned i historien om, hvordan LeMond kommer tilbage fra dødens rand og gør et af de største comebacks i sportshistorien. (Dokumania)

 

Jack Nicholson - Rebel, gavflab og førsteelsker

DR2, 1. juli, kl. 22:40

Fransk dokumentar fra 2023. (Dr Jack & Mr Nicholson) Han er Hollywoods sidste legende, for evigt gådefuld. Den amerikanske skuespiller Jack Nicholson er en helt usædvanlig type. Et ikon, der skiller sig ud med sit dræbersmil. På 50 år har han indspillet over 60 film, vundet tre Oscars og en hel stribe af andre priser. Men hvem er denne på en og samme tid venlige, foruroligende, forførende og skræmmende mand, der lever helt efter sine egne regler? Her dykker vi ned i den talentfulde stjernes liv og karriere.

 

Legenderne fra Wimbledon (1:3) Billie Jean King og Arthur Ashe

DR2, 2. juli, kl. 22:40

BBC-dokumentarserie fra 2023. (Gods of Tennis) Tennisstjernerne Billie Jean King og Arthur Ashe drømmer hver især om at vinde Wimbledon i 1975 - og om at forandre status quo for kvinder og sorte. Billie Jean King har vundet flere mesterskaber, men præmiepengene for kvinderne er under halvt så meget som for mændene. King vil have lige præmiepenge og ligebehandling af kvinder, mens Ashe kæmper for sortes rettigheder på og uden for banen. Hun støtter hans sag, men han er ikke enig med hende.

[Historie-online.dk, den 25. juni 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 21, 2024
TV-tips, uge 51, 2023
TV-tips, uge 19, 2024