Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 37, 2023

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 916

 

Ugens flowtv byder på byliv i Mexico City, et bilmuseum i Vestsjælland og historiequiz fra Regensen. Men også ganske alvorlige sager om bomber i Sri Lanka og mordet på Jamal Khashoggi. Dansk kunsthistorie er der ligeledes, ligesom det fascinerende mysterium om Loch Ness og uhyret. Endelig prisvindende dansk spillefilm om minrydningen ved vestkysten efter 2. verdenskrig. God fornøjelse!

 

Et moderne bilmuseum

DK4, 13. september, kl. 23:35

Erik Haaning har altid været glad for biler, hvilket hans to sønner, Nicholas og Michael kan bevidne. Erik begyndte sin samling, da han var knap nok 20 år. Gennem 60 år har han formået at sammensætte en imponerende samling med mere end 120 biler, 40 motorcykler, 50 knallerter og omkring 12000 modelbiler. Køretøjerne har længe levet et stille liv i Sæby, på Vestsjællands Bilmuseum, men nu er far og sønner blevet enige om, at museet skal have nyt liv i nye omgivelser, tættere på hovedstaden. Efter en lang jagt fandt de det perfekte lokale i Bagsværd, og det blev begyndelsen på en gennemgribende renovering og modernisering af den 4500 kvm store bygning, hvilket førte til en genåbning af Haaning Collection i sommeren 2021. dk4 har fulgt processen med at omdanne den gamle bygning til et moderne bilmuseum. I dette program taler vi med Nicholas og Michael Hanning; om eventyret, hvordan det hele startede, deres fars passion for biler, processen i at finde et nyt sted, renoveringen, og ikke mindst, hvorfor man i 2021 egentlig har brug for et bilmuseum. Derudover skal alle køretøjerne også transporteres, de fleste på en transporter, men nogle af dem skal også køres, og det er jo ikke en helt dårlig tjans at få.

 

Det fantastiske byliv II (6:6) Mexico City

DR2, 14. september, kl. 18:15

Canadisk dokumentarserie fra 2018. (The Life-Sized City) Byliv har afgørende betydning for borgernes trivsel. Den dansk-canadiske byplanlægger Mikael Colville-Andersen udforsker, hvordan man skaber et moderne og menneskevenligt bydesign. I Mexico City oplever han en storby, der har formået at bevare en egen identitet og et unikt byliv.

 

Historiequizzen: Regensen

DR2, 15. september, kl. 17:00

Adrian Hughes er vært, når Historiequizzen besøger et af Danmarks ældste kollegier, Regensen, som er bygget af Christian IV. Hvorfor går de studerende med slåbrok og fez, og hvad sker der når man kaster en ølkasse ud af vinduet fra 4. sal? Hør om studenterlivet for Kaj Munk, Glistrup og Spies, og gæt selv med når Hanne Fabricius og Kåre Johannessen, tager kampen op med Trine Halle og Jakob Danneskiold Samsøe.

 

Under Sandet

DR2, 16. september, kl. 23:15

Prisvindende dansk spillefilm fra 2015. Maj 1945, regnskabets time efter fem års besættelse. En flok unge tyske krigsfanger sendes ud til Vestkysten, hvor de beordres til at fjerne de over 2 millioner miner, som den tyske besættelsesmagt har placeret under sandet langs kysten. Med deres bare hænder, kravlende rundt i sandet, bliver drengene tvunget til at udføre det livsfarlige arbejde under ledelse af den danske militære kaptajn, Carl Leopold Rasmussen. Filmen er inspireret af autentiske hændelser. Man antager, at over 2000 tyske soldater blev sendt ud som 'frivillige' mineryddere og at hen ved 250 tyske soldater mistede livet, mens 600 af dem blev lemlæstet. Medvirkende: Roland Møller, Mikkel Boe Følsgaard, Louis Hofmann, Joel Basman m.fl. Manuskript og instruktion: Martin P. Zandvliet Fotograf: Camilla Hjelm Knudsen. Scenograf: Gitte Malling. Musik: Sune Martin. Produktion: Nordisk Film i samarbejde med bl.a. DR.

 

1000 års kunsthistorie

DR2, 17. september, kl. 13:00

TV værten og kunsthistoriker Peter Kær tager seerne med på en rejse i den danske kunstskat. I denne første udsendelse i serien rejser Peter Kær sammen med kunsthistoriker Poul Grinder-Hansen tilbage til middelalderen. Her skal vi høre historien om den store Jellinge sten. Et magisk gyldent alter og så kommer vi tæt på kalkmalerierne i Undløse kirke.

 

Bombernes bagmænd

DR2, 17. september, kl. 22:15

Britisk dokumentar fra 2023. (Power Through Terror) Påskedag 2019 dræbte seks selvmordsbomber 269 mennesker i Sri Lanka. Tre luksushoteller og tre kirker blev ramt. Mindst 45 børn og 43 udlændige blev dræbt. Den ekstremistiske muslimske gruppe NTJ fik skylden for angrebet. Men tre whistleblowere siger, at højtstående ansatte i regeringen og efterretningsvæsnet var involveret i angrebet. Formålet var, at Rajapaksa-brødrene skulle genvinde regeringsmagten trods anklager om korruption og mord.

 

Loch Ness-mysteriet (1:3) Monsteret

DR2, 18. september, kl. 22:40

Britisk dokumentarserie fra 2022. (Monster: The Mystery of Loch Ness) Det skotske højland, april 1933. Ægteparret Mackay kører langs Loch Ness og opdager pludseligt noget stort i vandet. En journalist betegner det som "et monster", og Loch Ness-uhyret er født. Turister strømmer til området, og aviser verden over beretter om det. Men der er ingen solide beviser. I 1960 kommer de første filmoptagelser af det, der ligner et enormt dyr, der svømmer over søen. Kan optagelserne overbevise skeptikerne?

 

Tavshedens rige - mordet på Khashoggi

DR2, 19. september, kl. 23:35

Amerikansk dokumentar fra 2020. (Kingdom of Silence) Den 2. oktober 2018 gik journalist Jamal Khashoggi ind på det saudiarabiske konsulat i Istanbul. Han kom aldrig ud i live. Her dykker vi ned i Khashoggis liv, arbejde og bestialske mord. Og undersøger hans forbindelser til mellemøstlige jihadister og den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salman.

[Historie-online.dk, den 12. september 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 35, 2024
TV-tips, uge 10, 2024
TV-tips, uge 23, 2024