Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 39, 2024

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 453

 

I denne uges flow-tv skal vi både til det multikulturelle Afrika og på ekspedition i Saudi-Arabien. En person, vi møder, er Josephine Baker – og i 1920’erne børsspekulanten Olaf Bigler. Vi skal høre den uhyggelige historie om gameren, der slog sin familie ihjel – og der er dokumentarserie om Frankrig i mellemkrigstiden – og endelig på besøg i kalkminer ved Rold Skov. God fornøjelse!

 

Josephine Baker - Stjerne, spion og folkets stemme

DR2, 25. september, kl. 18:55

Fransk dokumentar fra 2018. (Josephine Baker - The Story of an Awakening) Hun var den første sorte internationale stjerne. Den amerikanske danser og sanger Josephine Baker voksede op med raceadskillelse i USA. Men på en enkelt aften blev hun internationalt berømt i Paris med sin pirrende og eksotiske dans. Her dykker vi ned i Bakers liv - fra barndommen i Missouri, livet som cabaretsangerinde, hendes deltagelse i den franske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig til kampen for borgerrettigheder i USA.

 

Kalk, kilder, kunst og kold krig

dk4, 26. september, kl. 10:20

Thingbæk Kalkminer, der ligger ved Rold Skov, er skabt af den idérige og fremsynede billedhugger Anders Bundgaard og søn. Om den kreative åre ligger til egnens folk skal være usagt – men Niels Moes, som flyttede hertil i 1977, fangede tråden og med hans idérigdom og ikke mindst entusiasme og viljestyrke, har han sikret, at historien ikke bliver glemt. Det er historien om Anders Bundgaard, der arbejdede som succesfuld billedhugger i København, men var barnefødt i Thingbæk. Bundgaard er nok mest kendt for Gefionspringvandet og Cimbrertyren. Han var stolt af sin hjemegn, så derfor lå det ham ikke fjernt at købe Thingbæk Kalkminer, da de blev til salg, hvilket han havde økonomisk mulighed for - bl.a. efter udsmykning med 150 værker på Københavns Rådhus. Det er også et stykke egnshistorie, som handler om kalken og om den store koncentration af de mange kilder, som netop skyldes den højtliggende kalk i undergrunden. Når kalken ligger højt, betyder det, at grundvandet let kan sive op, og et massivt tryk fra undergrunden presser vandet op gennem jorden og viser sig som de kilder, vi kender i dag. Sidst, men ikke mindst, så ligger Thingbæk Kalkminer som nabo til Rebilds dybeste hemmelighed, nemlig Regan Vest, som netop er åbnet for offentligheden. Det har ført til, at Niels Moes har valgt at vise og fortælle historien om Den Kolde Krig og Regan Vest i en af de mange udstillingslokaler i Rebildcentret.

 

Gameren, der myrdede sin familie (1:2)

DR2, 27. september, kl. 22:15

Amerikansk dokumentarserie fra 2022. (Perfect World: A Deadly Game) Hvorfor dræbte Menhaz sin familie? I 2019 fortæller internettrolden Menhaz sine gamervenner, at han vil dræbe sin egen familie. Spillerne tror, det er endnu en af hans dårlige jokes, indtil han sender dem et billede af sin døde mor.

 

1920'erne - festen der forandrede os: De nye millionærer

DR2, 28. september, kl. 21:30

Under 1. verdenskrig forvandles den unge Olaf Bigler til en dristig børsspekulant, der tjener millioner. Med sin nyvundne rigdom og excentriske livsstil bliver han både beundret og frygtet som krigsmillionær. Midt i krigens kaos og den spanske syge køber Bigler en herregård og planlægger en fest, der skal gå over i historien.

 

Alletiders Afrika (1:3)

DR2, 29. september, kl. 20:10

Britisk dokumenatrserie fra 2019. (Africa Rising with Afua Hirsch) Det er det mest multikulturelle sted på Jorden. Afrika er en af de hurtigst voksende verdensdele med den yngste befolkning, hundredvis af etniciteter og 2000 forskellige sprog. Denne gang tager journalist Afua Hirsch til Etiopien. Et land omgivet af bjerge og ørkener og med en ældgammel dybt rodfæstet og meget særegen kultur. Landets 3000 års historie er fuld af helte og heltinder, tragedier og triumfer og en sejrrig modstand mod kolonimagten.

 

Vilde ekspeditioner til det ukendte II (2:6)

DR2, 30. september, kl. 17:30

Britisk dokumentarserie fra 2021. (Expedition with Steve Backshall) Først i 2019 begyndte Saudi-Arabien åbne sig mod omverdenen. Steve benytter sig af chancen. Første stop er oldtidsbyen Hegra, hvis gravsteder ikke har været besteget i århundreder. Sammen med de saudiarabiske geologer Mahmoud AlShanti og Hala Alwagdani og klatreeksperten Aldo Kane udforsker han også de naturskabte tunneller under vulkanområdet Harrat Khaybar. Hvilke oldtidsmysterier ligger gemt i størknet lava og ørkensandet?

 

Frankrig mellem to verdenskrige (1:2)

DR2, 1. oktober, kl. 19:05

Fransk dokumentarserie fra 2023. (France Between the Two Wars) 1919. Efter fire år i helvede er 1. verdenskrig endelig slut. Familier genforenes og landet bliver genopbygget. Den franske nation træder ind i det 20. århundrede med selvtillid og drømme om evig fred. Ingen forventer, at de brølende 1920'ere kun er et kortvarigt mellemspil. Snart ser franskmændene atter krigens skygge dukke op.

[Historie-online.dk, den 24. september 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 36, 2024
TV-tips, uge 41, 2023
TV-tips, uge 42, 2023