Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 44, 2024

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 370

 

Denne uges tv kan ikke undgå at være præget af præsidentvalget i USA. Signe Molde er på udebane i USA, USA, et autentisk drama fortæller om vicepræsident Dick Cheney, der er dokumentar om de kriminelle sager imod Trump, der er dokumentar om de to kandidaters valgkamp, og det hele kulminerer på næste tirsdag, hvor amerikanerne går til valget. Det bliver vildt spændende og uden tvivl historisk! Ud over amerikanske valg kan se se dokumentar om det store adoptionstyveri, Steven Spielberg, Görings jødiske ven og politiets historie. God fornøjelse!

 

Det store adoptionstyveri (1:2) Den enarmede mor

DR1, 30. oktober, kl. 21:25

Kala og Kumar bliver adopteret til Danmark på helt lovlig vis i 1980. Det tror både de og Jørgen og Annette, som de vokser op hos i Aarhus. Men mange år senere rejser Kumar til Indien, hvor han finder moderen - og får her historien om, hvordan børnene blev taget fra hende. Hele familien sidder i dag med spørgsmålet: Hvorfor greb danske myndigheder ikke ind?

 


Steven Spielberg - Hollywoods vidunderbarn

DR2, 31. oktober, kl. 17:40

Fransk dokumentarfilm fra 2023. (Steven Spielberg - The New Hollywood Prodigy) Han er en af vor tids mest betydningsfulde filminstruktører. Den succesfulde amerikanske filmskaber Steven Spielberg har de sidste 50 år skabt den ene filmsucces efter den anden - fra 'Dødens gab' og 'E.T' til 'Jurassic Park', 'Indiana Jones-serien', 'Schindlers liste', 'Saving Private Ryan' og 'Spionernes bro'. Gennem interviews, uddrag fra hans mange film og sjældent arkivmateriale dykker vi ned i Spielbergs spændende liv og karriere.

 

Vice

DR2, 1. november, kl. 19:55

Amerikansk autentisk drama fra 2018. En dag bliver Dick Cheney den mest magtfulde vicepræsident i USA's historie. Så magtfuld, at han i praksis overgår sin præsident, George W. Bush, og for evigt ændrer historiens gang. Cheneys kurs mod magtens tinde starter i 1968, da han får job for republikaneren Donald Rumsfeld. Cheney arbejder sig op i systemet, og da han bliver vicepræsident, får han nærmest uhindret magt under en svag præsident. Medvirkende: Christian Bale, Amy Adams, Steve Carell, Sam Rockwell m.fl. Instruktion: Adam McKay.

 

Signe Molde på udebane: i Trumpland (1:2)

DR2, 2. november, kl 21:30

De forbyder ikke bøger, de kæmper imod porno og seksualisering af børn. Signe Molde er taget til USA for at følge valgkampen ... til en lokal skolebestyrelse i Arizona. For USA er splittet som aldrig før, og det er nået skolerne. Mange tusind bøger er blevet forbudt i de amerikanske skoler. Men hvorfor kan et par bøger for forældre til blive så rasende?

 

Hugo - Görings jødiske ven (1:3): Brevet

DR1, 3. november, kl. 20:00

Da Göring forlader København og sit ophold hos den jødiske familie Rothenberg, efterlader han et brev, som siden bliver skæbnesvangert for Hugo, hans familie og adskillige forfulgte jøder i Tyskland. For brevet får helt ny betydning, da jødeforfølgelserne i slutningen af 1930'erne for alvor tager fart.

 

Sagen mod Trump: valgsvindel og sammensværgelse

DR2, 3. november, kl. 22:40

Britisk dokumentar fra 2024. (Trump The Criminal Conspiracy Case) Donald Trump står anklaget for at ville omstøde resultatet af præsidentvalget i USA i 2020. Her følger vi efterforskningen, som udspiller sig i takt med intensiveringen af valgkampen i 2024. Hvis Kamala Harris vinder, vil distriktsanklageren i Georgia, Fani Willis, bringe Trump for retten en gang for alle. Men hvis Trump vinder, har han offentligt lovet at tage hævn - og mange af vidnerne i sagen frygter for deres liv. Er Trump på vej mod Det Hvide Hus - eller fængslet?

 

Med politiets øjne: Fra Kongens tærskehold til folkets beskyttere (3:3)

DR2, 4. november, kl. 18:25

I 1849 går Danmark fra enevælde til folkestyre. De samme politifolk der den ene dag er kongens håndlangere, skal den næste dag være dem der sikrer befolkningen dens grundlovssikrede rettigheder. Det er dømt til at gå galt, for politiet opfører sig som hidtil. Det resulterer i den første politireform i 1863, hvor samtlige politifolk i Danmark bliver fyret, og hvor kun 25 % bliver genansat. Det nye politi kommer ud og patruljerer i gaderne, og skal nu lære den svære balancegang at opretholde loven og samtidig beskytte og tjene folket. Tilrettelæggelse: Niels Birkemose og Cathrine la Cour.

(Foto fra Politimuseet)

 

Præsidentvalg 2024: Harris og Trumps valgkamp

DR2, 5. november, kl. 20:00

Amerikansk dokumentar fra 2024. (The Choice 2024: Harris vs. Trump) Det er et skelsættende valg. I november 2024 skal de amerikanske vælgere beslutte, hvem der skal lede nationen de næste fire år: Vicepræsident Kamala Harris eller tidligere præsident Donald Trump. Inden valgaftenen dykker denne dokumentar ned i de to kandidaters liv og personligheder, mens de kæmper om præsidentembedet. Hvad vil de hver især stille op med magten?

 

Valg i USA: Nu stemmer amerikanerne

DR1, 5. november, kl. 21:15

NU skal amerikanerne til stemmeurnerne for at vælge deres næste præsident. Uanset hvem der vinder magten og nøglerne til Det Hvide Hus bliver det et afgørende kapitel i vores verdenshistorie. Stéphanie Surrugue og Lillian Gjerulf Kretz guider dig igennem og tager dig med helt tæt på amerikanernes valg sammen med korrespondenter i USA, et væld af gæster i studiet og danskere, der følger valget.

Eller TV2 og TV2 News fra kl. 21. 30 og hele natten.

[HIstorie-online.dk, den 29. oktober 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 34, 2024
TV-tips, uge 50, 2023
TV-tips, uge 49, 2023