Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 49, 2024

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 333

 

Af portrætter i ugens flow-tv har vi udsendelser om Dirch Passer, Morten Grunwald og Selma Lagerlöf. Dertil Ruslands brug af desinformation, den aktuelle politiske situation i Tyskland og IKEAs storforbrug af træ. For 100 år siden nåede Müller og Hindhedes tanker om kroppen uden for Danmarks grænser, og i 1943 lagde Københavns biskop sig ud med besættelsesmagten. Endelig en engelsk dramaserie om skandalen om Prins Andrew.

 

Putins legeplads

DR2, 4. december, kl. 23:10

Polsk dokumentar fra 2024. (Putin's Playground) Er Rusland involveret i hybrid krigsførelse? Siden afslutningen på 2. verdenskrig har Rusland været herre over Central- og Østeuropa. Men efter Sovjetunionens fald er landene i regionen blevet selvstændige. Med Putin ved magten er Moskva vendt tilbage til en aggressiv politik for at få kontrol over regionen oftest med brug af desinformation og mediehistorier, der fordrejer virkeligheden og er belejlige for Putin og for at genvinde den tidligere indflydelsessfære i Europa.

 

De fantastiske fire: Dirch Passer

DR2, 5. december, kl. 19:00

Dirch Passer er den største stjerne i Danmark, hele forestillinger bliver bygget op om hans komiske naturkraft, og han ofrer alt andet i sit liv for ikke at svigte sit publikum. Efterhånden har han givet så meget af sig selv til publikum at der ikke rigtig er noget tilbage til ham selv.

 

Dansk-tysk med Matlok

dk4, 6. december, kl. 12:45

Michael Jarlner er international korrespondent og lederskribent på Politiken, men også tech-redaktør samme sted og forfatter til en lang række bøger om udenrigspolitiske forhold. Men når Matlok finder Jarlner særligt egnet til at deltage i sin dansk-tyske programrække, skyldes det, at Jarlner som redaktør har flyttet sit fokus væk fra den angelsaksiske presse til i højere grad at søge mod tyske medier, politik og tænketanke - og fordi han erklærer sig selv som en slags germanofil. Hvordan vurderer Jarlner den aktuelle, politiske situation i Tyskland? Hvad tænker han om Tysklands rolle i Europa og i forhold til USA, og hvilket eftermæle mener han, den bogaktuelle, tidligere kansler Angela Merkel skal have?

 

A Very Royal Scandal (1:3)

DR1, 6. december, kl. 21:30

Britisk dramaserie fra 2024. I 2019 befinder den britiske prins Andrew sig pludselig i centrum af en international skandale. En skandale, der ikke alene truer hans egen position, men også selve det britiske monarki. Prinsen vil gerne bedyre sin uskyld. Og BBC-journalisten Emily Maitlis gør alt i sin magt for at sikre sig et interview med ham for at afdække historien om hans relation til den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein. Medvirkende: Ruth Wilson, Michael Sheen m.fl.

 

Kroppen er mit tempel

DR2, 7. december, kl. 15:00

Dansk dokumentar 2020. Hvis du tror at vegetarmad og daglig motion er moderne fænomener, så tro om igen. Allerede for over 100 år siden skriver to danske mænd en bog hver, som får stor betydning for danskernes syn på kroppen. Og sikrer dem berømmelse langt ud over Danmarks grænser. Mændene hedder I.P. Müller og Mikkel Hindhede og deres banebrydende tanker om vegetarisme, daglig gymnastik og seksuel frigørelse bliver toneangivende i årtierne frem til 2. verdenskrig og lægger fundamentet for et kropsligt moderne gennembrud. Historiker Adam Holm går i de to forfatteres fodspor for at undersøge på egen krop, hvor de radikale tanker kommer fra og om nutidens madvaner og kropskultur kan lære noget af de 100 år gamle ideer.

 

Selma Lagerlöf (1:2) Ledt af en god stjerne

DR2, 8. december, kl. 19:10

Svensk dokumentarserie fra 2023. (Selma Lagerlöf - the story of her life, work and time) Hun er en af Sveriges mest kendte forfattere. Selma Lagerlöf er født i Värmland i 1858. En lille pige med en unik evne til at fortælle de mest skræmmende og smukke historier. I tyverne trodser hun sin far, idet hun uddanner sig som lærerinde og rejser ud i verden, hvor hun forelsker sig i to kvinder. Og da hendes debutroman endelig udkommer, bliver den mandlige kulturelite chokeret over dens originalitet og kvalitet.

 

Morten Grunwald - meget mere end gule sokker

DR2, 9. december, kl.  22:40

Dansk dokumentar fra 2014 Vi kender ham alle sammen som Benny i Olsen Banden filmene - det blev til hele 14 af slagsen. Men Morten Grunwald (1934-2018) er så meget mere end filurmageren med de gule sokker. Dette er historien om en af vore helt store folkehelte inden for underholdningsbranchen - med masser af historier og anekdoter, som ikke tidligere er blevet fortalt på tv . Instruktør: Peter Thiesen.

 

Hyrdebrevet - Biskoppens kamp mod nazismen

DR2, 10. december, kl. 19:15

I efteråret 1943 risikerer Københavns biskop Hans Fuglsang-Damgaard sit liv, da han sender et brev til den tyske besættelsesmagt. Brevet bliver efterfølgende læst op i de danske folkekirker og er en skarp kritik af nazisternes jødeforfølgelser. Samtidig opfordrer brevet danskerne til at hjælpe deres jødiske medborgere. Historiker Bent Blüdnikow og tidligere overrabbiner Bent Lexner tager os med på en rejse, der fortæller den ukendte historie om Fuglsang-Damgaard og hans kamp mod nazismen.

 

IKEA elsker træ

DR1, 10. december, kl. 21:25

Hvert sekund bliver et træ fældet for at blive til et prisbilligt IKEA-produkt. IKEA hævder, at det hele er 100 % bæredygtigt. Men er det sandt? Dokumentaren besøger IKEAs skove i de rumænske Karpaterbjerge - et område med nogle af de sidste gamle skove i Europa. Ifølge uafhængige eksperter overtræder IKEA adskillige af de regler, som ellers skulle beskytte skoven, dyrelivet og biodiversiteten. Undersøgende dokumentar om en af verdens største forbrugere af træ.

[HIstorie-online.dk, den 3. december 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 42, 2024
TV-tips, uge 47, 2024
TV-tips, uge 51, 2024