Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 06, 2024

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 845

 

I denne uges flowtv kommer vi forbi kendte personer som Helle Thorning-Schmidt og Bertel Thorvaldsen. Lokaliteter som slagmarken ved Somme under 1. verdenskrig, Malmberget ved Kiruna, herregården Gammel Estrup og den forsvundne by Canopus. Desuden gamle film på DK4, en ”Husker du…” fra 1964 og en serie fra grænselandet. God fornøjelse!

 

Danske slotte og herregårde

DK4, 7. februar, kl. 21:50

Kom med rundt i landet, når vi kigger nærmere på historien bag de danske slotte og herregårde. Denne gang går turen til Gammel Estrup, hvor museumsinspektør Marie Aaberg Andersen viser os rundt.

 

Husker du... 1964

DR2, 8. februar, kl. 18:10

Året er 1964. Beatles-koncert i København for første og eneste gang. "En døgsflue" skrev pressen. Men tusinder af vilde fans i K.B. hallen tog ikke fejl - Beatles var kommet for at blive! "Det var i 1964; håret var højt af franskbrød og den lille havfrue mistede sit uskyldige hoved. En ung prinsesse Anne Marie blev gift med den græske kronprins og statsminister Krag fik fint besøg fra Sovjet..."

 

Størst

TV 2, 9. februar, kl. 14:20

I det nordlige Sverige ligger verdens største underjordiske jernminer, hvor Malmberget og Kiruna står for langt størstedelen af Europas jern. Peter Ingemann trodser sin klaustrofobi og drager dybt ned under jorden for at se, hvordan den rå jernmalm bliver brudt. Det bliver et møde med de stolte minearbejdere nord for polarcirklen, der byder på Nordlands kaffeost og mandlig kvalitetstid i den svenske ødemark. Den mangeårige minedrift har dog været hård ved undergrunden, og har givet minebyerne en udløbsdato. Peter opsøger derfor den sidste frisør i Malmberget, der endnu ikke er flyttet. 76-årige Birgitta giver Peter en klipning - og opdaterer ham på byens sladder.

 

Erindringsbio

DK4, 10. februar, kl. 16:50

Film 1: Et par ord om Danmark (Henning Nystad, 1962): 'Et par ord om Danmark' er et lille portræt af vores land -" en kort og uhøjtidelig præsentation af Danmark og danskerne. Helge Kjærulff-Schmidt guider os gennem landet fra det brusende Vesterhav til Københavns pulserende gader. Vi ser hverdagslivet i landbrug og industri og danskernes interesse for både sport og kunst. Film 2: Hvad skal jeg være? (Theodor Christensen, 1955): Her får vi historien om Søren på 15 år, der drømmer om at blive maskinist. Hans forældre forventer derimod, at han tager en studentereksamen. Filmen er en oplysningsfilm om, hvor vigtig erhvervsvejledning er. Her medvirker folkekære skuespillere som Bodil Udsen og Holger Juul Hansen.

 

Rejsen til Slagmarken: Somme

DR2, 11. februar, kl. 18:00

I 2016 er det 100 år siden, at to af de største og drabeligste slag blev udkæmpet i 1. verdenskrig. Danmark deltog ikke i krigen, men på trods af det døde der alligevel mange tusinde danske soldater i kamp på begge sider af fronten. I to programmer rejser de to historikere Kåre Johannesen og Cecilie Nielsen i de danske soldaters fodspor og fortæller historien om slagene. I andet program går turen til Somme, det sidste af de to grufulde og voldsomme slag, der begge var fuldstændig afgørende for hvordan 1. verdenskrig endte.

 

Store danske kunstnere: Bertel Thorvaldsen

DR2, 12. februar, kl. 18:15

Han var Danmarks første internationale superstjerne. Billedhuggeren fra fattige kår blev spottet af kongens kunstakademi som 11-årig og sendt til Italien. Her blev han verdens førende skaber af udtryksfulde marmorskulpturer.

 

Statsministeren Helle Thorning-Schmidt (1:2)

DR1, 12. februar, kl. 19:55

Dansk dokumentar fra 2023. Helle Thorning-Schmidt vokser op i Ishøj med troen på, at hun kan være med til at ændre samfundet omkring hende. Selvom hun er et ubeskrevet blad i dansk politik, stiller hun op til posten som formand for Socialdemokratiet i 2005. Hun har masser af ambitioner om at modernisere partiet, men kommer hurtigt til at mærke intern modstand. Og særligt pressen har travlt med at fremstille hende som utroværdig og inkompetent.

 

Gåden om den forsvundne by Canopus

DR2, 13. februar, kl. 19:15

Britisk dokumentarserie fra 2021. (Treasures Decoded) Byen Canopus var forsvundet i over tusind år. Engang strålede den af rigdom og var berømt for storslåede ritualer og berygtet for et dekadent liv. Indtil den en dag forsvandt sporløst. Men takket være en enestående indsats er den blevet fundet igen. Her dykker vi ned i hemmeligheder bag Kleopatras gemte og glemte by - et egyptisk Atlantis under bølgerne.

 

Kampen om grænsen (1:4) - Tragedien

DR2, 13. februar, kl. 23:25

Efter krigen i 1864 mister Danmark Sønderjylland til det tyske rige. Under den følgende "tyskertid" bliver dansk sprog og kultur undertrykt, og en stor tragedie følger i 1914, da tusinder af danske sønderjyder må trække i tysk uniform under 1. Verdenskrig. Gårdejer Laurits Jepsen er en af dem, som må kæmpe i den frygtelige krig, men i 1918 kan han pludselig øjne en chance for at se Sønderjylland blive genforenet med Danmark.

[Historie-online.dk, den 6. februar 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 40, 2023
TV-tips, uge 35, 2024
TV-tips, uge 43, 2023