TV-tips, uge 13, 2025

Der bydes på flere portrætter i ugens flow-tv: Det være sig af Grevinde Danner, men også John Wayne, Mozart og dronning Cleopatra. Der er skibskatastrofer, Michael Jacksons misbrug af børn og en serie om barndommens historie. Og så fejres DRs 100 års jubilæum og DR-dramas 60 år. God fornøjelse!
1000 års møgvejr (2:4) Orkan
DR2, 26. marts, kl. 19:25
Tusindvis af skibsvrag ligger på bunden af de danske have. De er de sidste rester af fortællingen om det mest dødbringende vejrfænomen i Danmarkshistorien: orkan. Historiker Peter Ørbæk og meteorolog Maria Hørby drager i kølvandet på en af de største skibskatastrofer i de indre danske farvande i mere end 100 år, hvor bl.a. en vildfaren flaskepost kan fortælle om mandskabets sidste, grufulde timer.
Grevinde Danner
DR2, 26. marts, kl. 19:55
Grevinde Danner er en af de mest enestående skæbner i danmarkshistorien. Hun var en stærk, begavet og oprørsk kvinde, der med politisk tæft var langt forud for sin tid. Hun var 1800-tallets store mønsterbryder: Selvom hun var født som uægte barn i yderst fattigdom, kæmpede hun sig op gennem de sociale klasser og endte som Kong Frederiks d. 7.'s hustru. Undervejs måtte hun opgive sit livs kærlighed, bogtrykkeren Carl Berling, og deres fælles søn, som hun livet igennem måtte bevare som en stor hemmelighed. Via sit forhold til Kong Frederik fik hun indflydelse på afskaffelse af enevælden og indførslen af demokrati i Danmark. Takket være hende, endte Kong Frederik som en af de mest populære konger i danmarkshistorien. Grevinde Danner blev lagt for had af den overklasse, hun blev en del af, men hun glemte aldrig, hvor hun kom fra. Hun døde som en af de mest velhavende kvinder i Danmark, men testamenterede sine penge til fattige og socialt udsatte børn og unge.
John Wayne - Machocowboy
DR2, 27. marts, kl. 19:05
Fransk dokumentar fra 2019. (John Wayne - America at All Cost) Han er et udødeligt amerikansk ikon. Den Oscar-belønnede skuespiller John Wayne var lige så kompleks, som de roller han spillede. I mere end 200 film, som de klassiske westerns 'Diligencen' og 'Forfølgeren', ser vi ham som arketypen på en heroisk cowboy eller en kompromisløs macho. Og den dag i dag fremstår han stadig som indbegrebet af maskulinitet og patriotisme. Her følger vi hans karriere - fra han begyndte som stuntman, og til han blev en af USA's største biografstjerner.
Fra "Harlekin" til "Krøniken": 60 års TV-drama
DR2, 28. marts, kl. 17:00
Dansk dokumentar fra 2011 Dette er historien om det, der engang hed TV-teatret og senere fik navnet DR Drama. DRs dramaproduktioner har været præget af tiden, men har også sat deres præg på tiden - og på danskerne. I mere end et halvt århundrede har DR været Danmarks største biograf og teatersal. Jeppe på bjerget, Panduros Tv-spil, Matador, Hashtræet, Fiskerne, Taxa, Rejseholdet, Krøniken. Listen er uendelig over serier og TV-spil, der skiftevis har underholdt, tryllebundet og provokeret danskerne.
Leaving Neverland 2: Surviving Michael Jackson
DR2, 29. marts, kl. 22:15
Britisk dokumentar fra 2025. (Leaving Neverland 2: Surviving Michael Jackson) De har kæmpet i ti år for at få deres sag prøvet i retten. I 2019 stod Wade Robson og James Safechuck frem og anklagede popikonet Michael Jackson for seksuelt misbrug. Nu fortsætter historien om de to mænds juridiske kamp. Vi hører om følgerne, deres anklager har haft for dem, kommer med til retsmøder og får indblik i den modstand, som de har oplevet fra både Jacksons efterladte og hans fans.
Hundrede års barndom (2:10)
DR2, 30. marts, kl. 12:00
Dansk dokumentarserie fra 1998. Private og professionelle filmoptagelser har indfanget en tilsyneladende sorgløs hverdag med artige børn i matrostøj og hvide kjoler. Ude i verden raser verdenskrig og revolution. Historikeren Palle Lauring fortæller om sit møde med skolen, som blev et chok for ham. Fortæller: Johannes Møllehave.
Mozart (1:3)
DR2 , 31. marts, kl. 23:35
Britisk dokumentarserie fra 2024. (Mozart: Rise of a Genius) Musikalsk vidunderbarn, fejlbehæftet menneske og fabelagtig komponist. Allerede som fireårig viser Mozart et enestående musikalsk talent. Hans far tager familien med til Europa for at vise ham frem og tjene penge. Det konstante pres tærer på Mozarts helbred, og da han vender tilbage til Salzburg, føler han, at hans storhedstid er forbi. I 1777 rejser han til Mannheim for at bevise sig selv, men det ender i tragedie.
100 år der gik
DR2, 1. april, kl. 19:10
Alle de største begivenheder og små forandringer fra de sidste 100 år er foreviget på lyd og billeder i DR's arkiver. I anledning af DR's 100-års fødselsdag ser tre generationer af værter, Jørgen de Mylius, Stéphanie Surrugue og Solaf Masoud, tilbage på fortiden for at forstå nutiden. For der er rigtigt meget at spejle sig i - og i en del tilfælde så gentager historien sig.
Kleopatras forsvundne grav (1:4)
DR2, 1. april, kl. 20:10
Fransk dokumentarserie fra 2023. (Cleopatra's Secret Tomb) Hun har fascineret os i over 2000 år. Kleopatra blev født i år 69 før vor tid i Alexandria, og lige fra hun var barn, måtte hun kæmpe for sit liv og for Egyptens trone. Arkæologer leder utrætteligt efter hendes forsvundne grav, der er omgærdet af lige så mange myter som dronningen selv. Kom med på jagt efter den sidste farao i Egypten. En dronning, der gjorde alt for at redde sit land.
[Historie-online.dk, den 25. marts 2025]