TV-tips, uge 14, 2025

Fra Besættelsestiden har vi i denne uge dokumentar om nazi-spionen Jenny Holm, de danske filmkonger, og en børneserie, der foregår i 1944. Vi skal også til Barcelona og følge det vanvittige byggeprojekt Sagrada Familie – og vi skal helt ned på bunden af havet for at finde en usædvanlig kamp for overlevelse. Nola fortæller om sin mors svigt, Georg Metz bygger teatre, og vi (gen)besøger året 1972 i Danmark. Endelig det fascinerende britisk drama om Mary Queen of Scots. God fornøjelse!
Min mors apartheid (1:3) Hvem er hun egentlig?
DR1, 2. april, kl. 21:25
Nola har svært ved at genoptage kontakten med den mor, der har svigtet hende i barndommen. Hun opsøger derfor til en start morens bedste veninde i New York for at få et andet blik på moren og på sin egen barndom. En telefonsamtale med moren afslører farverige, men også voldsomme oplevelser.
Fanget på havets bund
DR2, 3. april, kl. 21:00
Dette er den sande historie om to mænds heroiske, men tilsyneladende umulige kamp for at overleve. En skibskok er strandet i en luftlomme i vraget af et sunket skib 34 meter under havets overflade. Med næsten ingen ilt og uden, at nogen aner, at han er i live. Men nogen kommer ham alligevel til undsætning. Tre dage efter forliset ankommer et redningsskib for at bjærge de døde fra vraget. En nyuddannet dykker bliver som den første sendt ind, og til sin skræk og store overraskelse finder han skibskokken i live dybt inde i det sunkne skib. Men det er først nu, at problemerne virkelig begynder, og de er begge i livsfare. Helt unikt blev hele den mirakuløse redningsaktion filmet af dykkernes hjelmkameraer og al deres kommunikation blev optaget. I tre år har Lasse Spang Olsen rejst verden rundt og fundet de involverede som - for første gang - nu selv fortæller om deres oplevelser på bunden af Atlanterhavet i en af verdens mest besynderlige redningsaktioner.
Maria Stuart, dronning af Skotland
DR2, 4. april, kl. 20:00
Britisk drama fra 2018. (Mary Queen of Scots) Den unge Maria Stuart indtager tronen som dronning af Skotland. Året er 1561. England regeres af Elizabeth I, og på afstand betragter de to dronninger hinanden med frygt og fascination. De er politiske rivaler, men begge er også kvindelige regenter i en mandsdomineret verden. Og mens intrigerne brager ned over ørene på dem, må begge beslutte, hvordan de forholder sig til spørgsmålet om ægteskab versus uafhængighed. Medvirkende: Saoirse Ronan, Margot Robbie, Jack Lowden m.fl. Instruktion: Josie Rourke.
Der var krig i verden (1:3)
DR2, 5. april, kl. 15:00
Dansk børneserie fra 1977. Drengen John bor på Islands Brygge sammen med sin familie. Hans lillesøster Alice, hans storebror Tom, der er cykelbud, hans far, som arbejder på B&W, og hans mor, der bekymrer sig om krigen. For året er 1944, og Danmark er besat af tyskerne. John fortæller om de ting, han oplever - både de sjove og de uhyggelige. Når han ryger pibe og stjæler slik sammen med vennen Allan. Og når der er luftalarm midt om natten, og han ser danske modstandsfolk blive anholdt af tyskerne. Instruktion: Frits Raben. DE to øvrige afsnit af serien følger umiddelbart efter.
Sagrada Família - Et vanvittigt byggeprojekt
DR2, 6. april, kl. 18:20
Spansk dokumentar fra 2023. (Sagrada Familia - Gaudi's Challenge) I 1883 begyndte byggeriet af den berømte Sagrada Família i Barcelona. Den er designet af Antoni Gaudí og er den dag i dag ikke færdig. Arkitekturen er så original og fantasifuld, at den står på Unescos Verdensarvsliste. Brand og hærværk har hærget kirken, og Gaudis originale tegninger og modeller er blevet ødelagt. Kan kirken blive færdig til Gaudis 100-års jubilæum i 2026? Og hvordan viderefører hans efterfølgere byggeriet trods udfordringerne?
Stor mand - små teatre
DR2, 6.. april, kl. 21:00
Journalist og forfatter Georg Metz var i mange år tv-avisens alvorlige ansigt i alle Danmarks stuer. Men virkelighedens Georg Metz er i dag en anerkendt kunstner, der fremstiller de mest detaljerede kunstværker - alle sammen fra teatrets verden, hvor satiriske, humoristiske, samfundskritiske og poetiske øjeblikket portrætteres i små, uhyre detaljerede miniature-teatre. Lasse Spang Olsen tager med George Metz om bag teatret - og manden bag dem.
70'erne tur retur: 1972
DR2, 7. april, kl. 17:35
I 70'erne tur retur skal vi på en rejse gennem et legendarisk årti. I 1972 stifter Danmark nye bekendtskaber. Både Dronning Margrethe, Anker Jørgensen og Sørøver Sally bliver nu kendte ansigter på TV.
Jenny Holm - Nazispionen der kom ind i varmen
DR2, 8. april, kl. 19:05
Det ligger ikke i kortene, at unge Anne Marie Christensen fra Fanø ender som en af de mest berygtede danske krigsforbrydere fra 2. Verdenskrig. Ikke desto mindre bliver hun hvervet af Gestapo under navnet Jenny Holm under besættelsen. Hun viser sig at have agentevner ud over det sædvanlige. Det menes at hun er ansvarlig for mange hundrede anholdelser af fjender af nazismen. Hun er så dygtig, at hun hverves af dansk og britisk efterretningstjeneste i årene lige efter krigen, hvor hun bruger sine evner til at fange nazistiske krigsforbrydere i Tyskland. Jenny Holm forsvinder ud i glemslen - indtil en dag, hvor en snarrådig forfatter finder ud af, hvor Jenny Holm ender sine dage. Sporet ender overraskende, hos en feteret alternativ behandler med elektriske hænder på Gammel Kongevej.
Besættelsens danske filmkonger (1:2)
DR2, 8. april, kl. 21:30
I de første år efter Tysklands besættelse af Danmark i 1940 kæmper de danske filmkonger en indædt kamp om nazisternes gunst. Det er gode tider for dansk film og blandt dem der går længst for at få de indbringende kontrakter er direktøren for ASA - film, Henning Karmark. Han melder sig ind i det danske nazistparti og angiver jødiske skuespillere til tyskerne.
[Historie-online.dk, den 1. april 2025]