TV-tips, uge 47, 2024
Ugens flow-tv har flere portrætudsendelser: om den amerianske sanger Jamesw Brown, den grønlandske sanger Rasmus Lyberth, filminstruktøren Erik Balling og en af tv-tipperens yndlingsskuespillere Kate Winslet. Og så skal vi have noget at vide om ægte tæpper og på vandretur på Nordbornholm. Desuden mordet på en amerikansk missionær på en mystisk ø og en af ugens udsendelser om 2. verdenskrig – denne gang om hvordan den blev tabt. God fornøjelse!
Vandreture i Danmark
dk4, 20. november, kl. 23:10
Iben Busch og Niels Work Clausen er de to vandreglade venner, der sammen har gået hundredvis af kilometer for at producere en ny tv-serie på dk4 om det at vandre. I seriens første afsnit tilbagelægger Iben og Niels en spektakulær vandretur på Nordbornholm fra Sandvig til Hasle. Turen byder på et dramatisk dronestyrt, levende væsner med både pels og fjer. Ja sågar en nyrøget sild medvirker. Naturen byder selvfølgelig også på flot natur i form af blandt andet Bornholms unikke klipper og ruiner fra middelalderen. Det er en til tider hård vandretur, men dk4's seere kan blot læne sig tilbage, skænke en kop kaffe og så ellers blot nyde turen fra start til slut.
James Brown - Soulmusikkens gudfar (1:4)
DR2, 21. november, kl. 21:00
Amerikansk dokumentarserie fra 2024. (James Brown: Say it Out Loud) "Jeg blev født død. Jeg måtte selv skabe mit liv."Den afroamerikanske sanger James Brown kom til verden i 1933 i South Carolina, USA. Hans opvækst var præget af fattigdom, vold og traumer - og han røg i fængsel som 15-årig. Men i 1950'erne fik han en pladekontrakt på det lille pladeselskab King Records. Langsomt kæmpede han sig op fra bunden, nedbrød racemæssige barrierer og blev superstjerne.
Ægte tæppekærlighed
dk4, 22. november, kl. 21:55
Siden søskendeparret Helle og Martin Munkholm kom til verden, har deres liv været fyldt af ægte persiske tæpper. Sammen driver de forretningen Belle Art Galleri og Belle Carpets & Rugs lidt udenfor Vejle. Forretningen har de overtaget efter deres forældre, Hanne og Henning Munkholm. I starten af 70'erne begyndte Hanne og Henning at importere tæpper direkte fra Iran, og i begyndelsen havde de svært ved at blive accepteret i den iranske tæppebranche. Pengene var små, og de iranske tæppehandlere troede, at de blot var nogle af de mange turister, der jagtede et tæppe til en god pris. Sidenhen har hele familien opnået stor anerkendelse i den iranske tæppebranche i kraft af deres store viden om persiske tæpper og mange rejser til alle egne af landet. I programmet "Ægte tæppekærlighed" giver dk4 dig hele familiens historie, og samtidig inviterer Martin Munkholm med på tæpperejse til Iran. Her besøger han værksteder og arbejdende nomader på sletterne,for at give et indblik i det omfattende arbejde, der ligger bag et ægte persisk tæppe -" lige fra fåret bliver klippet, over spinding og farvning af garnerne og knyttearbejdet, til tæppet bliver finklippet og er klar til salg.
Grønlands Stemme
DR2, 23. november, kl. 13:00
Grønlands stemme er en dansk dokumentarfilm om Rasmus Lyberths liv og karriere, produceret i 2022 i anledning af Rasmus Lyberths 70-års fødselsdag. Filmen er et retrospektivt portræt af Rasmus Lyberth som sanger, sangskriver, performer og repræsentant for den grønlandske kultur og identitet. Filmens omdrejningspunkt er et interview med Rasmus Lyberth, hvor han fortæller om sin barndom, sin tidlige debut som sanger og sit liv i Grønland. Filmen viser klip fra 1970erne, hvor bl.a. DR bliver opmærksom på den grønlandske folkemusiks særlige betydning og Rasmus Lyberths unikke og originale udtryk. Filmen tager afsæt i den grønlandske natur og i Rasmus Lyberths tidlige beslutning om at blive sanger, da han som sømand besøger Nordfinland. I filmen medvirker bl.a. Julie Berthelsen, Lars Lilholt, Teitur, Niels Hausgaard, Jørgen de Mylius og Frederik Elsner. Grønlands Stemme er instrueret af Warny Mandrup.
Store danskere - Balling
DR1, 24. november, kl. 20:00
Erik Balling står bag de største danske film- og tv-succeser. Med Olsen banden, Huset på Christianshavn og Matador har han skabt et persongalleri vi alle kender, og værker, der er dansk kulturarv. De er fulde af humor og lune, men selv var han en mand, der tog tingene meget alvorligt.
Myrdet på den forbudte ø
DR2, 24. november, kl. 22:45
Amerikansk dokumentar fra 2023. (The Mission) Hvorfor blev den amerikanske missionær John Chau dræbt? I 2018 blev 27-årige John Allen Chau dræbt, da han forsøgte at få kontakt med en af verdens mest isolerede stammer på den lille indiske ø North Sentinel Island. Han betalte fiskere for at sejle ham ud til øen, fordi han ville omvende øboerne til kristendommen. Gennem interviews, hans detaljerede dagbøger og arkivoptagelser fra hans rejse udforskes den komplekse historie. Hvordan opstod idéen til denne forudbestemte selvmordsmission?
Kate Winslet - Hudløst ærlig
DR2, 25. november, kl. 22:40
Fransk dokumentarfilm fra 2023. (Kate Winslet - A Quest for Authenticity) Hun blev verdensberømt som 22 årig, da hun spillede Rose i storfilmen 'Titanic'. Den engelske skuespiller Kate Winslet voksede op i et arbejderkvarter i Reading. Hun har spillet et bredt udsnit af psykologisk komplekse kvinder i over 40 film og tv-serier. Helt uden filter og sådan, som de og hun blev skabt. Hun går sine helt egne veje, trodser omverdenens pres og kæmper for at give et positivt billede af sin krop. Oplev Kate Winslet hudløst ærlig.
Sådan taber man en verdenskrig (3:5)
DR2, 26. november, kl. 21:05
Fransk dokumentarserie fra 2023. (How to Lose a War) At vinde en verdenskrig kræver ikke kun lederskab og militær strategi, men i lige så høj grad materiel, penge og mandskab. For uden våben, udrustning og fungerende forsyningslinjer er en genial plan bare et stykke papir. Aksemagterne havde ikke forberedt sig tilstrækkeligt, før de startede krigen. Italien var underindustrialiseret. Japan kunne ikke levere forsyninger til frontlinjerne i Stillehavet, og Tyskland var ikke klar til at indføre krigsøkonomi.
[Historie-online.dk, den 19. november 2024]