TV-tips, uge 51, 2024
Så er det snart jul, og ugens flow-tv er da også præget deraf. Den klassiske musikquiz byder på julegalla, og juleaftensdag kan man lytte til julehits og se en ”Husker du” om jul gennem tiden. Ellers portrætudsendelser om store personligheder som Poul Reumert og Mikkel Hansen, seje kvinder i det norske jægerkorps og kampen om Jerusalem. Endelig en ny indspilning af Papillon instrueret af Michael Noer. Så man kan godt få tiden til at gå. God jul og godt nytår fra tv-tipperen!
Jenter fra Norge: Jægerkorpsets seje kvinder (1:2)
DR1, 18. december, kl. 23:40
Norsk dokumentarserie. De bliver trænet i nærkamp og overlevelse, de skal kunne håndtere dødbringende våben, og så skal de selvfølgelig springe i faldskærm. Kravene er tårnhøje for de 60 kvinder, der søger ind i Norges eneste specialstyrke for kvinder, og kun et fåtal klarer optagelseskravene. Elitesoldater fra Forsvarets specialkommando underviser dem, de skal blive ligeså gode som mændene, ellers er det ud: De skal blive jægere!
Store danskere - Poul Reumert
DR2, 19. december, kl. 17:30
Poul Reumert var "kongen" af det Kongelige Teater i det 20. århundrede. Han var ven med landets regent, og kendt af alle danskere. Men han havde måttet kæmpe for sit gennembrud. Han arbejdede altid, og ligegyldig hvad der var sket privat, så stod han på scenen. Poul Reumert stillede strenge krav både til sig selv og alle andre. Men i sit tredje og sidste ægteskab med den unge og smukke islænding Anna Borg, viste han en anderledes kærlig side. Poul Reumert havde mange titler, men mest stolt var han når han blev kaldt Islands svigersøn. Tilrettelæggelse: Lone Leegaard.
Papillon
DR2, 20. december, kl. 19:50
Amerikansk drama fra 2017. Henri "Papillon" Charrière idømmes livstid for et mord, han ikke har begået, og sendes til straffekolonien i Fransk Guyana. Han har bare et mål: at flygte. Han slår sig sammen med Dega, en mand, som sidder inde for falskmøntneri. Efter utallige fejlslagne flugtforsøg og flere år i isolation flyttes Papillon til den berygtede straffekoloni på Djævleøen. Et sted, som det aldrig er lykkedes nogen at flygte fra. Medvirkende: Charlie Hunnam, Rami Malek, Roland Møller m.fl. Instruktion: Michael Noer.
Jerusalem - Kampen om den hellige by (1:6)
DR2, 21. december, kl. 18:25
Amerikansk dokumentarserie fra 2021. (Jerusalem: City of Faith and Fury) Tempelbjerget, Grædemuren, al-Aqsa-moskéen og Klippemoskéen. Jerusalem er et centrum for tre af verdens største religioner: jødedommen, kristendommen og islam. Men hvordan påvirker byens komplekse fortid nutiden? Serien dykker ned i seks skelsættende konflikter i byens historie. Første episode følger Jerusalems udvikling fra en lille, isoleret bosættelse uden stor betydning til det jødiske folks helligste by. Anden del følger umiddelbart efter.
Den klassiske musikquiz: Den store julegalla 2024
DR2, 22. december, kl. 21:00
Kan man spille klassisk musik på julemad? Det finder Frederik Cilius og Mathias Hammer ud af, når de julequizzer med Phillip Faber. De finder også ud af, hvilken komponist der døde af en bums på overlæben, og hvem der har lavet scenografi til Nøddeknækkeren i Tivoli. Med sig har de Allan Gravgaard Madsen, Tanja Zapolski, Victor Koch og Katrine Gislinge. Musikken leveres af DR SymfoniOrkesteret.
Mikkel Hansen (1:2) - Mens legen er god
DR1 , 23. december, kl. 20:00
Den 3. april 2024 annoncerer en tydeligt berørt Mikkel Hansen sit karrierestop. Forude venter OL i Paris, en mulig perfekt afslutning på en enestående karriere. Men vejen dertil er usikker efter år med skader, blodpropper og stress. Samtidig med den fysiske kamp for at nå OL, skal Mikkel forlige sig med sin beslutning om karrierestoppet. Glæden ved håndbolden er der stadig, men prioriteterne har ændret sig.
Alletiders julehits
DR2, 24. december, kl. 10:55
Dansk musikprogram fra 2008 Med bjældeklang og kunstig sne bliver vi hvert eneste år bombarderet med påstande om, at nu er den her endelig: Den komplette samling af julesange samlet på en enkelt CD. Virkeligheden er bare den, at julesange findes i kolossale mængder. At samle det hele på en enkelt CD er ganske enkelt en umulighed, for de har næsten alle sammen været der. Elvis og MC Einar og tusindvis af andre musikere har på et eller andet tidspunkt forsøgt sig med et julehit. De følsomme synger om længsel og næstekærlighed og drømmer i fællesskab om at komme hjem til jul. De vittige vender højtiden på hovedet og de vrede synger i protest mod det det hele handler om...nemlig julen. Men hvorfor gør de det? Elton John, Sting, Anne Linnet, Gasolin, Run DMC og Raveonettes bare for at nævne nogle af de få, der frivilligt har meldt sig ind i juleklubben. Hvorfor er julen så dragende? Har de noget på hjerte eller drømmer de bare om at tjene nogle nemme penge?
Husker du ... Julespecial
DR2, 24. december, kl. 15:50
Jul gennem tiden. Nissepiger og julemænd, flæskesteg og rødkål, gaver og grantræer, julesure og juleglade. Nogle vil ønske at den varede helt til påske, andre rejser hellere væk. Lige meget hvad, så har alle en mening om julen og dens betydning. Som det meste af landet har Danmarks Radio holdt jul år efter år. I aften er der gensyn med de bedste øjeblikke. Mød en gnaven Dan Turèll, en veloplagt Magnus Tagmus og en masse andre danskere, der alle har noget at sige om julen gennem de sidste 50 år.
[HIstorie-online.dk, den 17. december 2024]