Menu
Forrige artikel

100 år med Danmark

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 4523

 

Efter mere end tre års arbejde, åbner Sønderborg Slot dørene for fortsættelsen af den sønderjyske historie, som indtil den 17. januar 2020, slutter med udstillingen om genforeningen i 1920.

Et nyt år er netop skudt i gang og ikke hvilket som helst år. I år markerer vi 100 året for genforeningen mellem Sønderjylland og Danmark. Derfor er det på ingen måde tilfældigt, at Museum Sønderjylland åbner en ny udstilling:

100 år med Danmark – Sønderjylland siden genforeningen

Udstillingen er den hidtil mest ambitiøse på Sønderborg Slot og den største satsning siden 1970’erne. I fem rum på omkring 450 m2 tager udstillingen gæsten gennem hundrede års dramatisk grænselandshistorie, hvor der er også plads til både industri og ringridning.
Historien vises med en lang række genstande fra høj og lav, dansk og tysk, hverdag og strid.

Smuglertank med plads til at smugle spiritus

I det første rum om Mellemkrigstiden 1920-39 bliver man taget imod af det officielle Danmark, som rykkede til Sønderjylland efter genforeningen. Herfra handler det om tilpasning til Danmark, men også særlige hensyn til mindretallet. Der fulgte en bevæget tid, hvor både danske og tyske nazister udfordrede det danske styre i Sønderjylland.

Mørkere tider lurer, og rundt om hjørnet i næste rum rammer man 2. Verdenskrig og besættelsen, hvor en omhyggeligt rekonstrueret Nimbus-motorcykel med Madsenmaskinkanon sigter lige imod dig. I rummet er der et vejskilt med skudhuller fra 9. april og en dør gennemhullet af gestapos maskinpistoler, men også en flaske med kaffebønder, der er gemt fra dagen, hvor tyskerne besatte Danmark til dagen, hvor Danmark atter blev fri igen.

Rekonstrueret Nimbus-motorcykel med Madsenmaskinkanon

Hverdagen begynder igen i rummet om Efterkrigstiden med industri, grænsekontrol og grænsehandel, om toldere og smuglere, men også om kulturimpulser hen over grænsen.

Spørgsmålet om dansk og tysk kom til at fylde mindre, men lurede alligevel. Var det et problem, at sønderjyderne så tysk TV? Er vi klar til tosprogede vejskilte?

Byskilt fra Haderslev. Det blev fjernet ret hurtigt efter opsætningen!

Det sidste rum ”Det særligt Sønderjyske” handler i stedet om det, der samler. Her oplever du MOJN som led i turistkampagner, kunstnere, som har sunget på sønderjysk og både ringridning og det sønderjyske kaffebord – som du selvfølgelig er inviteret til.
I spillet ”taj en kach” indbydes du til sønderjysk kaffebord. Det gælder om at tage kagerne i den rigtige rækkefølge, og du får hjælp – på sønderjysk. Hjælpen er indtalt af Katja Stoch, kendt fra Den store bagedyst.

100 år med Danmark – Sønderjylland siden genforeningen rummer både en rigdom af originale genstande fra kendte og ukendte sønderjyder og digitale og interaktive formidlinger.

Du kan opleve en dramatisk film på tre vægge omkring dig, som fortæller om de dramatiske år i skyggen af nazismen, og du kan spille ”Fang en smugler”, ”Taj en kach” og du kan være med til at sætte dit præg på udstillingen med den nye interaktive twittervæg.

Museum Sønderjylland har den store glæde af at kunne fortælle, at Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte forestår den officielle åbning af den nye udstilling på Sønderborg Slot den 17. januar 2020.

Åbningsarrangementet sker fredag eftermiddag, hvor forhåndsinviterede deltager i den officielle åbning.
Programmet for åbningen indeholder blandt andet taler ved Museum Sønderjylland, musikalsk underholdning med sanger Rikke Thomsen, omvisning og ægte sønderjysk kaffebord.

[Historie-online.dk, den 6. januar 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Vikingernes by
Danmarks første frømænd
Børneaktiviteter på Bunkermuseet