Dannebrog - Kongeskib i 90 år
M/S Museet for Søfarts særudstilling ’DANNEBROG – Kongeskib i 90 år’ blev officielt indviet af H.M. Dronningen. Efter åbningsceremonien fik H.M. Dronningen en rundvisning i udstillingen, der rummer et væld af genstande og personlige fortællinger fra Kongeskibets 90-årige historie. Udstillingen er åben for publikum fra den 9. februar indtil 21. august 2022.
Til lyden af Søværnets Tamburkorps indviede H.M. Dronningen særudstillingen ’DANNEBROG – Kongeskib i 90 år’. I sin tale til indvielsen lagde H.M. Dronningen vægt på sin personlige tilknytning til skibet:
"Dannebrog er et skib, min farfar og far har omfattet med kærlighed, som de har givet videre fra generation til generation. På samme måde har jeg også forsøgt at give kærligheden til skibet, sejladsen og havet videre. Det vil jeg sige er lykkedes: Også Kronprinsen og hans børn elsker at opleve fra søsiden. Jeg glæder mig meget til at opleve udstillingen. Med disse ord erklærer jeg udstillingen for åben. Velkommen ombord!"
Ulla Tofte, direktør for M/S Museet for Søfart, udtaler i forbindelse med indvielsen:
”Udstillingen om Dannebrog er en hyldest til et skib, vi alle sammen kender. Et stykke flydende kulturhistorie og et enestående skib, der binder hele Danmark sammen. Vi er særligt glade for at Dronningen, der nu har brugt skibet i 50 år, har indviet udstillingen. Hendes interesse for og viden om historie og søfart ter imponerende og på M/S er vi stolte over at have hende som museets protektor,” siger Ulla Tofte.
Om udstillingen ’DANNEBROG – Kongeskib i 90 år’
Særudstillingen er en rejse med Kongeskibet gennem ni årtier – og et møde med tre monarker, der alle har blåt hav i årerne.
Udstillingen viser alle facetter af Kongeskibet, der både fungerer som residens for Dronningen, et personligt hjem, et skoleskib og et symbol på kongemagten, ligesom skibet i sig selv rummer en fascinerende fortælling. Udstillingen er lavet i samarbejde med Kongehuset, der aktivt har bidraget med genstande og fortællinger.
På udstillingen kan man blandt andet opleve modeller af forskellige kongeskibe gennem tiden, H.K.H. Kronprinsen og H.K.H. Prins Joachims matrostøj fra 1970’erne og akvareller, som Dronningen har malet ombord. Udstillingen viser også Kongeskibets betydning for kongemagten i Danmark, og ikke mindst Dronningens forhold til sin far, Frederik 9.
De mennesker, der har besøgt og benyttet skibet, kommer til orde igennem citater og anekdoter. Eksempelvis beretter besætningens gaster om det daglige arbejde, og fotografier fra kongefamiliens private fotoalbum giver indblik i Dronningens barndom, hvor sommerdagene ombord også levnede tid til udklædningslege og anden sjov.
M/S Museet for Søfart har også indsamlet danskernes egne fortællinger om deres personlige møder med Kongeskibet, hvor man som besøgende vil få et unikt indblik i Kongeskibets betydning for den enkelte dansker – blandt andet gennem afbildninger på souvenirs, porcelænsplatter og øletiketter.
[Historie-online.dk, den 16. februar 2022]