Den første tur med SELANDIA
I 1912 forandrede Danmark søfarten for altid, da skibet SELANDIA afsejlede fra København med kurs mod Bangkok. I M/S Museet for Søfarts nye særudstilling ’Den første tur med SELANDIA’ stilles der bl.a. skarpt på skibet der styrkede Danmarks position på den globale scene, Danmarks og Thailands handelsforbindelser og dieselmotorens banebrydende teknologi. Udstillingen åbner d. 10. november.
SELANDIA var drevet af en epokegørende dieselmotor, og skibet vakte opsigt over store dele af verden. I udstillingen møder vi menneskerne bag skibet, og vi ser hvordan Danmark og Thailand blev bundet sammen over havet under ØK’s vinger. Da ØK’s nye dieseldrevne skib SELANDIA afsejlede fra København i 1912, markerede det begyndelsen på en ny æra for den danske og internationale søfart. En tid hvor motorskibene dominerede. En tid som vi fortsat lever i.
I udstillingen kommer man gennem fotos og film tæt på B&W’s og ØK’s partnerskab, der var præget af internationalt udsyn og et ønske om at styrke Danmark på den globale scene. I udstillingen ses der også nærmere på Danmarks og Thailands fælles historie med udgangspunkt i Bangkok – ØK’s arnested.
SELANDIA havde ikke bare en revolutionerende motor, men også et nyskabende udseende. I udstillingen kan man, ud over en model af skibet, bl.a. se tekniske tegninger af skibet og dets interiør, skibsklokken fra SELANDIA, malerier og historien om den banebrydende dieselmotor
I udstillingen møder man også sømanden på SELANDIA gennem bl.a. breve, tegninger og portrætter.
Historie-online.dk, den 7. november 2017