Forsorgsmuseet åbent igen
Forsorgsmuseet, som er en del af Svendborg Museum, er åbent igen
Kom til særlige søndage på Danmarks Forsorgsmuseum hvor entréen er gratis. Her kan du møde museets formidlere på din tur rundt på museet. Mellem kl. 11-14 fortæller de spændende historier om Fattiggårdens skæbner og livet bag murene.
På museet får du adgang til en ellers ofte skjult eller glemt del af historien. Historien om de mange mennesker, som har levet eller lever på samfundets skyggeside.
Museet arbejder med at bevare, forske i og formidle samfundets forsorg som den har udspillet sig på så forskellige institutioner som f.eks. børnehjem, fattiggårde, arbejdsanstalter og alderdomshjem - med særligt fokus fra midten af 1800-tallet og frem til i dag.
Her er åbne døre ind til dele af vores samfunds historie, som ellers har været skjult bag mure, pigtråd og tabuer. Her fortælles de fattiges, de fysisk eller psykisk syges, de hjemløses, de ensommes, de udstødtes og de forældreløses historier.
En anbringelse inden for forsorgen har ofte betydet en placering uden for samfundet og historieskrivningen.
Danmarks Forsorgsmuseum ønsker at give de mennesker, hvis historie ikke er blevet eller bliver fortalt, en plads i historien.
[Historie-online.dk, den 2. juni 2020]