Menu
Forrige artikel

Holmegaard fylder 200 år

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 111

 

Holmegaard fylder 200 år - og det skal fejres! Danmarks ældste glasværk, Holmegaard Glasværk, fejrer i år 200-års jubilæum. Det fejrer museet Holmegaard Værk med en stor jubilæumsudstilling, der sætter spot på danskernes festkultur.
 

Glasorkesteret URANIA spiller for fuld udblæsning til Holmegaards 125-års jubilæum. Foto: Arkivfoto

I to århundreder har Holmegaard Glasværk været en fast del af danskernes fester. Fra kongelige banketter til søndagsmiddage i parcelhuset. Fra snaps til øl. Og fra bryllupper til juleaftener. Alle danskere har på et tidspunkt løftet et Holmegaard-glas og sagt "skål".

I 2025 markeres Holmegaards 200-års jubilæum med en stor fejring, der fortæller historien om, hvordan et lille glasværk på Sydsjælland blev en designinstitution, en national kulturarv og et af de mest genkendelige danske varemærker i historien - alt sammen set gennem danskernes festlige begivenheder.

"Holmegaard er en del af den danske kulturarv. Det er et af de få brands, der har været til stede i danskernes liv gennem generationer. Vi vil ikke kun fejre glasværket, men også de mennesker og de fest-traditioner, som Holmegaard har været en del af i 200 år," siger udstillingschef Kristoffer Rosner Rydahl.

Fra kongelige skåle til folkelige fester

Siden 1825 har Holmegaard været en fast del af den danske festkultur og hverdagsliv. Glasværket blev grundlagt af grevinde Henriette Danneskiold-Samsøe, der ønskede at skabe industri og beskæftigelse i en tid, hvor Danmark var i økonomisk krise.

I løbet af de næste knap 200 år vokser Holmegaard sig til at blive en af de mest indflydelsesrige glasproducenter i Skandinavien. Holmegaards historie er samtidig en fortælling om Danmarks udvikling:

I 1800-tallet var glas stadig en luksusvare, og Holmegaard leverede primært til den danske overklasse.
 
I 1900-tallet blev Holmegaard allemandseje, og glassene finder vej til almindelige danske hjem som bryllupsgaver og konfirmationsgaver.
 
I efterkrigstiden bliver Holmegaard et symbol på dansk design og kvalitet, og klassikere som No. 5 og Skibsglas bliver populære i både Danmark og udlandet.
I dag er Holmegaard en del af den danske designarv på linje med PH-lampen og B&O, og samler stadig generationer omkring festborde og hverdagsmåltider.

"Holmegaard-glas har altid været en tavs fortæller af vores historie. Når vi fejrer Holmegaards 200-års jubilæum, fejrer vi også os selv - vores traditioner, vores fester og vores fællesskaber," siger Kristoffer Rosner Rydahl.

Jubilæet markeres med to store udstillinger på Holmegaard Værk.

FEST - Historien om Holmegaard-glas til danskernes fester

Fra kongehusets gallamiddage til parcelhushjemmets fødselsdage viser FEST, hvordan Holmegaard altid har været en del af danskernes festlige liv gennem 200 år. 

Udstillingen bevæger sig gennem fem fest-tematikker, der hver især belyser festen set gennem Holmegaard-glasset. Fra glas brugt ved kongelige begivenheder som kroninger, bryllupper og banketter til livets fester og de store milepæle i menneskers liv - konfirmationer, bryllupper og dåb - over folkefester, forbrugsfester og fester på glasværket.

Udstillingen består af 200 genstande, der hver især repræsenterer et af de 200 år i Holmegaards historie.

GNIST - Fremtidens glaskunst på Holmegaard

I udstillingen GNIST er fire af Europas mest visionære kunstnere - Frida Fjellman, Helle Mardahl, Maria Koshenkova og Hanna Hansdotter - gået sammen i en gruppeudstilling, hvor de har skabt nye værker, der udforsker glassets muligheder som kunstnerisk materiale.

Udstillingen kaster et blik på nutidens Holmegaard Værk, hvor den kreative gnist fortsat brænder stærkt og udforsker, hvordan kunstnere og designere fornyer og udfordrer traditionen og former fremtidens glasværk.

Udstillingsperiode: 05. april - 19. oktober

Sted: Holmegaard Værk

Adresse: Glasværksvej 55, 4684 Holmegaard

Se mere på www.holmegaardvaerk.dk
 

[Historie-online.dk, den 12. marts 2025]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Smartphonemania
1200 års Aarhushistorie
Rejsen til Europas kulturarv