Menu
Forrige artikel

Jagten på den sidste damp

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1853

 

Den 27. januar kl. 15 åbner Danmarks Jernbanemuseum en fotokunstudstilling med spektakulære jernbanebilleder af fotograf René Strandbygaard. I flere årtier har han rejst verden tynd for at finde de sidste damplokomotiver i regulær drift

Det har været en jagt på tidslommer, der var få år, måneder eller blot uger fra at forsvinde. Rejserne fandt hovedsageligt sted i 1990’erne, i en tid før internet og mobiltelefoner, så han vidste aldrig med sikkerhed, hvad der ventede ham. Når han hørte om en eksisterende bane, pakkede han sit kamera og drog afsted.

 

Med politiet eller militæret i hælene

René Strandbygaard har været i Indien, Pakistan, Kina, Indonesien, Cuba, Rumænien - ja et utal af steder - ofte med politiet eller militæret i hælene. For hvorfor var det lige, at en vesterlænding skød billeder af kritisk infrastruktur? Med sit kamera indfangede han tiden og ånden og bragte det med hjem.

Fortællinger om lokalsamfund, jernbanemiljøer og styreformer, der i dag er historie

Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem René Strandbygaard og Danmarks Jernbanemuseum. For første gang nogensinde vises et lille udpluk af fotografierne for offentligheden. I René Strandbygaards fotoarkiv ligger mange tusinde billeder fortsat gemt. Fotografierne i udstillingen er nogle af de mest spektakulære og stemningsfulde billeder i samlingen. Bag hver eneste billedserie gemmer sig fantastiske fortællinger om lokalsamfund, jernbanemiljøer og styreformer, der i dag er historie.

 

En jagt på fortidens spøgelser

”Jeg syntes igen-igen, at jeg lige skulle bruge alle mine penge og de sidste feriedage på en flybillet halvt rundt om jorden for i en uge eller to at jage fortidens spøgelser. Ikke ferier, men ekspeditioner, togture ud i det ukendte med for lidt nattesøvn og alt for meget primitiv transport på dårlig mave. Med vidt åbne øjne, på jagt efter farver, lyde og stemninger. Langt ud på landet i fjerne afkroge af verden.” René Strandbygaard, 2022

Manden bag kameraet

René Strandbygaard er født i 1972 og har levet hele sit liv i København, Han startede sin karriere på dagbladene i slutningen af 1990’erne, hvor han leverede adskillelige reportager fra sine rejser og tog erhvervsportrætter. I midten af nullerne tog tingene en ny drejning, da René Strandbygaard noget modstræbende overgav sig til filmmediet. Det viste sig at være en klog beslutning og i 2006 startede René Strandbygaard Copenhagen Film Company. I 2011 filmede og producerede René Strandbygaard Mærsks banebrydende filmkampagne: ”We Are Maersk”. Filmen er stadig den mest internationalt prisvindende kommercielle film.

Se hjemmesiden

[Historie-online.dk, den 25. januar 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Danmark After Dark
PSYKISK SYGE OG FÆNGSLER
Vandreinstallationen Stemmeboksen