Jernbanehistorien på museum
I Jernbanehistorie fra A-Z får man den detaljerede historie om jernbanen i det danske monarki, fra den første strækning åbnede i hertugdømmerne i 1844, til storebæltsforbindelsen gjorde Danmark meget mindre.
I udstillingen præsenteres historien om Danmarks jernbaner og baggrunden for de lokomotiver og vogne, der er udstillet i remisens 21 spor. Det begyndte i hertugdømmerne Holsten og Slesvig og fortsatte så fra 1847 i kongeriget med åbningen af banen fra København til Roskilde. Banenettet opnåede sin største udstrækning i 1920’erne, men er fortsat med til at sikre sammenhængskraft i det danske samfund.
Et skatkammer af viden
Museets gæster kan gå på opdagelse i udstillingens skatkammer af jernbanehistoriske genstande, malerier og meget andet – fra vadsækken med det broderede damplokomotiv til sprøjter, der er blevet anvendt til at smøre damplokomotiver.
Udstillingen slår ned på centrale begivenheder og ændringer gennem årene. Her er historien om nogle af de enorme anlægsarbejder, som i de tidlige år foregik med håndkraft. Her bliver historien om ikoner som Det røde Lyntog og Lillebæltsbroen fra 1935 sat ind i en historisk sammenhæng. Du kan også opleve, hvordan det var at være ansat ved jernbanen under 2. verdenskrig og besættelsen.
Flotte modeller
Man kan også beundre de flotte og helt unikke modeller i skala 1:10 af langt de fleste danske lokomotiver og vogne, der har kørt på det danske jernbanenet.
På nogle af dem er taget løftet, så du kan se lige ned i kupéen og til Mars-betrækket på 1. klasse. Der er også eksempler på de modeller af de udenlandske vogne, der kørte på danske skinner, f.eks. i den direkte togforbindelse til Moskva.
Museets samlinger
Museet råder over en stor mængde genstande, som relaterer sig til jernbanehistorien og den tilknyttede færge- og bushistorie. Samlingen består af udstillede genstande og af en meget stor mængde effekter, som er opbevaret på magasin.
Danmarks Jernbanemuseum
Dannebrogsgade 24
5000 Odense C
Som nyt medlem af Dansk Historisk Fællesråd er Danmarks Jernbanemuseum med til at støtte historie-online.dk
[Historie-online.dk, den 21. oktober 2020]