Menu
Forrige artikel

Julekrybber i Randers

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 4892

 

Julekrybber

Scenen er sat i det orientalske Betlehem, når Museum Østjylland åbner årets stemningsfulde juleudstilling om et helt særligt barn. Store og små, spraglede eller helt klassiske julekrybber fylder udstillingsrummet med Den hellige familie, stald, dyr og vismænd. Julekrybber findes i alverdens udgaver og museet viser en stor samling julekrybber fra hele landet.

En helt speciel og bedårende julekrybbe er dog den med bamserne fra Bamsemuseet i Skagen. Jonna fra Bamsemuseet har udlånt sin Jesus-bamse, sine Maria og Josef-bamser og De tre Vismænd-bamser så de i år kan sprede hygge på museet i Randers. De bløde bamser giver med deres fine håndsyede tøj og deres venlige bamseøjne udstillingen om julekrybber et nuttet skær.              

En julekrybbe er en tableauopstilling, der med figurer viser den stald eller hule i Betlehem, hvor Jesus ifølge traditionen blev født. Opstillingen laves ofte med små figurer, men ses også med figurer i menneskestørrelse, todimensionel i kunsten eller som regulært brugskunst. Miniatureopstillingerne havde ofte en særlig plads i hjemmet, tæt på familien, så beretningen om Jesu fødsel var nærværende hele december måned. De helt store tableauer i menneskestørrelse eller endnu højere stod på byens fornemmeste pladser eller inde i kirkerne.

Magisk nat i Betlehem
”Juleevangeliet er egentlig ret kort, og den viden, vi får om Jesu fødsel derfra, er sparsom. Men alligevel giver fortællingen om den magiske nat i Betlehem os masser af billeder i hovedet. De billeder er i tidens løb omdannet til julekrybber, hvor Jesus, Maria og Josef optræder på forskellig vis, ” fortæller juleinspektør Lisette Berg Andersen.

Julekrybberne i udstillingen kommer fra hele verden, så der er noget for både den gode og mindre gode jule-smag. Gennem mange årtier er julekrybber blevet fortolket og udviklet på, så de i dag kan præsenteres i alle former, størrelser, farver og kvaliteter.

Stjerner og åben stald

I udstillingen med krybber fra Israel, Indien, Danmark, Tyskland og Polen leges med fortællingen fra juleevangeliet, og store og små opfordres til at lege med: Den lille arabiske basar er åben, og stjernen skal kastes op på Betlehems himmel. Og så er der ”åben stald” med chancen for at klæde sig ud og tage årets sødeste eller sjoveste julebillede.

Det bliver en jul med palmer og stjernedrys under den orientalske himmel.

Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers indtil 30. december

Krybbespil på Markedsgades Skole i Randers 1948. Foto: Randers Stadsarkiv

Historie-online.dk, den 20. november 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kom med marinarkæologen på arbejde
Sjældne øksefund i Frederikssund
Gårdmalerier