Menu
Forrige artikel

Kulturarv i krig

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1202

 

For et år siden sendte præsident Putin russiske soldater ind i Ukraine. Siden har krig, flugt, død og ødelæggelse brat ændret hverdagen for ukrainerne og invasionen har påvirket politik og økonomi i hele Europa.

Præsident Putin begrundede invasionen af Ukraine med, at Ukraine aldrig har været et selvstændigt land, men altid har været en del af Rusland. En udlægning af historien, som ukrainerne er helt uenige i og kæmper stærkt imod, mens de under bombninger og plyndringer forsøger at bevare og beskytte den kulturarv, som fortæller deres version af historien om Ukraine.

Moesgaard Museum tager i øjeblikket vare på noget af den kulturarv, som i Ukraine har stor betydning for fortællingen om landets historie. Det drejer sig om en lang række genstande fra fire ukrainske museer, som museerne havde udlånt til sidste års store særudstilling på Moesgaard, RUS -vikinger i øst. Særudstillingen om de skandinaviske vikinger, som drog øst på blandt andet til Ukraine, åbnede blot få uger før Ruslands invasion, og dermed stod Moesgaard med en særudstilling, der pludselig fik en helt ny aktualitet og betydning. Da udstillingen lukkede i september bad de ukrainske museer Moesgaard om ind til videre at tage vare på de udlånte genstande, indtil situationen igen er sikker i Ukraine.

Noget af Ukraines fineste kulturarv befinder sig i sikkerhed i Danmark efter ønske fra ukrainske museer. Foto: Moesgaard Museum

Onsdag 22. februar markerer Moesgaard Museum årsdagen for invasionen i Ukraine med et arrangement, hvor museets direktør Mads Kähler Holst og udstillingsudvikler Pauline Asingh vil fortælle om, hvordan den russiske invasion påvirkede arbejdet med RUS-udstillingen. De vil også give et indblik i de overvejelser og dilemmaer, som de stod med, da særudstillingen tiltrak sig massiv interesse fra begge sider i konflikten.

Mads Kähler Holst og Pauline Asingh har løbende kontakt med museerne i Ukraine og vil denne aften også fortælle om situationen for museerne lige nu og hvordan de kæmper for at sikre kulturarven i landet mod ødelæggelse eller plyndring.

Arrangementet foregår fra kl. 19.00 – 20.30 i auditoriet på Moesgaard Museum. Billetter skal købes på forhånd i museets webshop.

[Historie-online.dk, den 15. februar 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Når mænd får nok - af hinanden
Sysselsat med halm og garn
Ringkøbing Museum - med bombefly, bunker og brudekjole