Makabre mesterværker
Man kan fra den 8. april opleve den nye særudstilling Makabre Mesterværker på Sønderborg Slot. Udstillingen viser blandt andet dødens smykker skabt af førende danske og udenlandske guldsmede, sølvsmede og smykkedesignere.
Sønderborg Slot har siden 1586 huset gravkammeret for medlemmerne af den Slesvig-Holsten-Sønderborgske hertugslægt. Kapellet blev grundlagt af hertug Hans den Yngre ved hans første hustru Elisabeths død i 1586.
Sammen fik de fjorten børn. Gravkammeret er ikke offentligt tilgængeligt, men indgangen fra Dronning Dorotheas Kapel prydes af en overdådig portal, som hertugen bestilte på billedhuggeren Cornelis Floris’ værksted i Antwerpen.
Det kunne ikke blive meget finere. Hertugen ville sætte et værdigt og kostbart minde over sin hustru, men vel også give sorgen et konkret udtryk – en billedlig indramning, der gjorde det muligt for hertugen at komme videre med livet.
Det er det, udstillingen Makabre Mesterværker handler om. Den griber fat i et ofte tabubelagt, men evigt aktuelt emne, nemlig menneskets iscenesættelse og kunstneriske bearbejdning af døden.
Udstillingen viser en perlerække af eksklusive smykker skabt af førende danske og udenlandske guldsmede, sølvsmede og smykkedesignere i et overraskende møde med forhistoriske og historiske genstande fra museets egen samling og indlån fra museer i ind- og udland.
De udstillede værker danner sammen en rejse ind i dødens dimensioner med fortællinger, der begynder voldeligt og med døden til følge.
Rejsen bevæger sig omkring mange kulturer og forskellige tider og følger sit eget spor, hvor tiden uundgåeligt rinder ud, kroppen forgår, og hvor sorg og ritualer finder plads sammen med forestillinger om et liv efter døden og genopstandelse.
Tag med på en tankevækkende rejse besat med kæder, kropsdele, kranier, kors og kostbarheder.
Udstillingen kan opleves 8. april - 23. oktober 2022 på Sønderborg Slot.
[Historie-online.dk, den 6. april 2022]