Mød vikingerne på Nationalmuseet
Af Niels Hein, museumsinspektør
"Mød Vikingerne", Nationalmuseet, Prinsens Palæ
Udstillingen ’Mød vikingerne’ er skabt i et samarbejde mellem designer Jim Lyngvild og Nationalmuseet. Resultatet er en fryd for øjet.
De tre udstillingsrum er domineret af store portrætfotos af vikinger i alle aldre, klædt i farvestrålende tøj. Samtlige vikinger har blikket fast rettet mod beskueren, hvilket virker dragende og engagerende.
Ud over portrætterne har designeren kreeret en række stemningsfulde rekvisitter - livagtige vikingehoveder, gudebilleder i træ, samt en tronstol som publikum kan sætte sig i. Lyssætningen er velovervejet og stemningsfuld.
Designet bliver suppleret af en række flotte genstande i montre og udstillingstekster skrevet af museets eksperter. Overordnet er udstillingen meget klassisk. Her er ingen interaktive skærme, videoprojektioner eller atmosfæriske lyde.
Det er altså udstillingsteksterne alene, der skal sætte designerenes fortolkninger og de mange genstande i historisk kontekst. Her er det museets eksperter, der leverer fakta. Det er desværre også her, at udstillingen begynder at halte lidt.
Teksterne formår ikke at indfri den nysgerrighed, som scenografien og de mange genstande ellers vækker.
Som besøgende bliver man draget af de kreative fortolkninger og spektakulære museumsgenstande. Men teksterne er tilsyneladende skrevet ud fra en ide om, at de besøgende først læser teksten og derefter studerer udstillingen.
Det ville forklare, hvorfor flere tekster hænger alene, uden synlig sammenhæng med resten af udstillingen.
Portrætteksterne tager ikke udgangspunkt i de portrætter, de ledsager, men forsøger i stedet at etablere deres egne temaer. Her er det næsten, som om museet holder Lyngvilds fortolkninger i strakt arm.
Genstandsteksterne tager heller ikke udgangspunkt i museumsgæstens behov. De er skrevet i et indforstået, akademisk sprog. En af dem lyder eksempelvis: ”Bæger af sølv med nielloindlægning og forgyldning. Dekoreret med dyreornamenter i Jelling-stil. Fra gravkammeret i Nordhøjen.”
Man kan nok ikke sætte en finger på teksternes faglige indhold, og de er sikkert tænkt som en modvægt til Lyngvilds fortolkninger. Men kontrasten mellem livet i udstillingen og teksternes livløshed bliver for stor.
Allerede inden udstillingens åbning blev samarbejdet med Jim Lyngvild kritiseret. Der var dem der mente, at designeren tilgang til vikingetiden var tendentiøs og useriøs. Museet udtalte i den forbindelse, at museets eksperter havde mandsopdækket Lyngvild i processen, for at sikre den faglige kvalitet.
Samarbejdet med Lyngvild ser dog ud til at være en succes. Lyngvilds vikinger har sejret og givet liv til udstillingen. Desværre har museets formidling suget lidt af livet ud af den igen.
Historie-online.dk, den 27. november 2018
