Moesgaard Skovmølle
Den historiske Moesgaard Skovmølle ved Giber Å åbner efter fire års stilstand igen for offentligheden med en helt ny udstilling i møllebygningen, hvor man kan lære mere om vandmøllens store betydning for datidens samfund. På åbningsdagen torsdag den 2. maj og i udvalgte weekender vil engagerede mølleentusiaster sætte gang i vandmøllen, hvor man kan opleve den imponerende mekanik i fuld vigør.
Moesgaard Skovmølle Foto: Moesgaard Museum
Moesgaard Museum har i de seneste år renoveret det nationale klenodie og billedsmukke Moesgaard Skovmølle syd for Aarhus. Med færdiggørelsen af istandsættelsen slår Moesgaard Museum nu dørene op for en helt ny udstilling i møllebygningen, der med plancher, genstande og videoer fortæller den spændende historie om Moesgaard Skovmølle og vandmøller i Danmark.
Moesgaard Skovmølle ligger midt i Moesgaards kulturlandskab syd for Aarhus, og er et af de mest besøgte rekreative skovområder i Danmark. Med formidlingen af Skovmøllen er der nu en enestående oplevelse for de mange tusinde mennesker, der årligt bruger skovene syd for Aarhus.
”Skovmøllen er en idyllisk perle og den gennemgribende restaurering giver os nu mulighed for også at gå i dybden med den fascinerende, lange historie om møllen og de mange mennesker, der var afhængige af den. Det er en historie, der er tæt knyttet sammen med Moesgaard Herregård, og den kommer dermed til at indgå som endnu en fortælling i det unikke kulturlandskab syd for Aarhus,” fortæller Mads Kähler Holst, direktør for Moesgaard Museum.
Møllen har de seneste år ikke været funktionsdygtig, men nu er møllen restaureret med nyt møllehjul, murværk med mere, og med en helt ny udstilling. Restaureringen og formidlingen af Skovmøllen er støttet af Augustinus Fonden og C.A.C. Fonden. Skovmøllen er fredet, og Slots- og Kulturstyrelsen har indgået som fredningsmyndighed.
Moesgaard Skovmølle omtales første gang 1570. Møllebygningen, der står ved Skovmøllen i dag, er oprindelig opført i 1798. Skovmøllen hører til blandt landets omkring 30 tilbageværende funktionsdygtige vandmøller, og er den eneste af sin type – de såkaldte undertræksmøller – som stadig er funktionsdygtig
Oplev møllen i sving til åbningen
Vandmøllen genåbner torsdag 2. maj 2024, og her vil man dagen igennem fra kl. 10.30 – 17.00 kunne høre mølleentusiaster fra et nyoprettet møllelav fortælle mere om møllens mekanik og spændende historie. Man vil kunne opleve Skovmøllen køre på fuld kraft og besøge den nye udstilling i møllebygningen. Klokken 12.30 vil der desuden være et musikalsk indslag.
Mere information om åbningen og andre mølledage findes på: www.moesgaardmuseum.dk/skovmøllen
[Historie-online.dk, den 24. april 2024]