Museumsinspektør på Sydvestjyske Museer modtager amerikansk pris for app.
Museumsinspektør Mikkel Kirkedahl Nielsen, Sydvestjyske Museer, vil i slutningen af maj modtage en pris ved den 27. udgave af MUSE Awards i Washington. Den amerikanske prisuddeling gives for fremragende mediepræsentationer i kunstgallerier, biblioteker, arkiver og museer.
Blandt tidligere års prisvindere findes flere kendte institutioner som f.eks. Smithsonian-nationalmuseerne i Washington, The Metropolitan Museum of Art i New York og British Library i London.
Projektet er blandt en lang række amerikanske og internationale bidrag udvalgt til at modtage en pris i kategorien ”Spil og Augmented Reality”.
Handel og købmandsliv i Ribe
Mikkel Kirkedahl Nielsen har i forbindelse med sit ph.d.-studium ved Medialogi på Aalborg Universitet Esbjerg udviklet en app i samarbejde med det Esbjerg-baserede firma Intertisement Aps. Der er tale om en såkaldt lokationsbaseret mobilapplikation, der handler om ”Handel og købmandsliv i Ribe”.
I begyndelsen af 2016 blev app’en testet med et meget positivt resultat på en række forsøgspersoner, for at se hvordan den påvirkede deres opfattelse af tid, sted og historie.
Ph.d.-projekt
Testen af mobilapplikationen er en del af et ph.d.-projekt, som undersøger, hvordan historiske museer kan bruge audiovisuelle medier til at præsentere fortiden for brugerne.
Applikationen anvender små sendere – såkaldte iBeacons – til at aktivere medieindhold, der er særligt tilknyttet bestemte steder, f.eks. et renæssancehus eller et kvægmarked på torvet.
Intertisement Aps har stået for programmering, udarbejdelse og implementering af 3d-modeller og Augmented Reality-funktioner, mens Mikkel Kirkedahl Nielsen har struktureret historien og produceret øvrigt indhold som film, animation, billeder m.m. Ph.d-projektet er samfinansieret mellem Sydvestjyske Museer og Aalborg Universitet og støttet økonomisk af Slots- og Kulturstyrelsen, Esbjerg Kommunes Vækstfremmepulje og SUC-fonden.
En del af udviklingen af Quedens Gaard i Ribe
Ph.d.-projektet er en del af Sydvestjyske Museers forberedelse til at få etableret en række museumsafdelinger i det samlede Quedens Gaard-bygningskompleks i midten af Ribe.
- Det er en udfordring at lave udstillinger i de herlige gamle renæssancebygninger med de mange små rum. Derfor har det været vigtigt for os at udvikle og anvende den nyeste teknologi til at gøre historien levende på lidt plads, fortæller museumsdirektør Flemming Just. – Vi er rigtig glade for, at Kulturstyrelsen og Esbjerg Kommune af sine vækstmidler har troet på projektet. Det var samtidig vigtigt for os at få et konkret og anvendeligt produkt, og derfor blev Intertisement på et tidligt tidspunkt knyttet til den praktiske udvikling af applikationen.