På den anden side – hvordan vi husker hvad vi ikke vil vide

Torsdag den 21. oktober åbner Nordjyllands Kystmuseum en ny udstilling i Sæby: ”På den anden side – hvordan vi husker hvad vi ikke vil vide”. Her viser Kystmuseet den ubehagelige bagside af tre forskellige danske ikoner, som havde et engagement i nazismen til fælles: Digterpræsten Kaj Munk, digteren Harald Bergstedt og premierløjtnant Per Sørensen. Det er ikonerne selv, som kommer til orde i udstillingen, og hermed ser vi en anden side af historien om Kaj Munk, Harald Bergstedt og Per Sørensen.

Købstaden Sæby emmer af idyl med dens charmerede huse og stokroser, men det er alt andet en idyl, som museumsgæsterne kan opleve, når de ser den nye udstilling på Kystmuseet Sæby. Udstillingen ”På den anden side- hvordan vi husker hvad vi ikke vil vide” åbner torsdag den 21. oktober, og den omfatter både en udstilling, en kortfilm og en bog.  Hensigten med udstillingen er at vise, at museerne ved hjælp levn og kilder kan problematisere og etablere et modbillede af fortid og nutid med et helt enkelt middel: Genstanden.

Gaven fra de tyske soldater

Det er netop en genstand, som er omdrejningspunkt for udstillingen i form af et bronzefad.

Bronzefadet, som er fra 1942, har en indgraveret tekst der ønsker hjerteligt tillykke med brylluppet fra soldaterne i ”Dora.” Dora var en tysk antiluftskytsstilling, som var etableret ved gården Sdr. Skjortholt ved Sæby, hvor det unge par boede. Gaven giver en modfortælling til den i mange sammenhænge fortsat gældende besættelseshistoriske fortælling om, at vi danskere for de flestes vedkommende fra besættelsens dag 1 stod last og brast mod tyskerne. Anfægter man denne fortælling, møder man fortsat modstand; en sådan anfægtelse slår skår i vores nationale selvopfattelse, intet mindre.

En landsforræder og to nazidigtere

Med bronzefadet som det genstandsmæssige udgangspunkt spindes der en tematisk tråd til tre samtidige personer med ikonstatus som i den grad også rummer en modfortælling og bagside: Premierløjtnanten Per Sørensen, digterpræsten Kaj Munk og forfatteren Harald Bergstedt.

Fra Østervrå kom den danske officer Per Sørensen (1913-1945), som hurtigt efter besættelsen den 9. april 1940, med den danske stats billigelse, gik i tysk tjeneste, hvor han gjorde glimrende karriere i Waffen SS, tog en mængde fotografier, og skrev morbide breve hjem med ”fornøjelige” beretninger om massemord og besøg i koncentrationslejre. Per Sørensen blev dræbt i Berlin 24. april 1945, hvor han også blev begravet. Hans lig blev senere gravet op, kremeret og overført til Løkken Kirkegård, hvor han i dag ligger begravet som Premierløjtnant Per Sørensen. Når man i dag ser dødsdatoen på gravstenen og officersgraden, så tænker man uvilkårligt ”modstandsmand.” Men det var han ikke. Per Sørensen var, med tidens ord, landsforræder, og havde han overlevet krigen, så var han kommet hjem til en fængselsstraf.

Digterpræsten Kaj Munk (1898-1944), som bl.a. skrev ”Den blå anemone,” er et problematisk kapitel i dansk besættelsestidshistorie qua hans forhold til nazismen. Mange har gjort sig store anstrengelser for at negligere, ligefrem overse, det forhold, at Kaj Munk var antidemokrat, en stor beundrer af Hitler, som han aldrig tog afstand fra, og som uden at blinke skrev, at det nok var muligt, at jøder, kommunister og socialdemokrater blev forfulgt i Tyskland Men hvis nu disse tre Grupper fortjener det? Hvis nu manden (red. Hitler) har ret!

Det fik Munk til at konkludere, at ingen dansk kunne ære Hitlers dåd mere end Munk. Kaj Munk blev skudt af tyskerne den 8. januar 1944, og man kan i dag spekulere over, hvilket eftermæle Kaj Munk ville have fået, hvis det ikke var sket.

En anden digter, der hyldede Hitler, var Harald Bergstedt (1867-1965) - manden bag de folkekære sange ”Solen er så rød mor” og ”Jeg ved en lærkerede”. Bergstedt levede i nogle år i Skagen og Sæby, hvor han arbejdede som henholdsvis skolelærer og avisredaktør. Bergstedt gik fra at være socialdemokrat med tilknytning til avisen Social-Demokraten til at være nazist med tilknytning til det nazistiske dagblad Fædrelandet. Desuden forudså Bergstedt i et hyldestdigt til Hitler, at der ville blive rejst statuer af Hitler på danskernes torv som minde om manden og hans vældige værk. Bergstedt overlevede krig og besættelse, men han blev i forbindelse med retsopgøret efter besættelsen idømt to års fængsel og fem års tab af almen tillid; desuden var Bergstedt fra 1945 til 1963 underlagt programforbud i Danmarks Radio, hvor man ikke måtte spille hans sange herunder ”Jeg ved en lærkerede.”

Et modbillede

Ud fra en betragtning om, at den tilfældige kirkegårdsvandrer idag vil opfatte Per Sørensen som en falden modstandsmand, at Kaj Munk i almindelighed opfattes som en slags frihedskæmper, og at Harald Bergstedt er manden bag en af de få sange, som stort set alle danskere kan uden ad, så præsenterer Nordjyllands Kystmuseum i den nye udstilling andre fortællinger om disse mænd; fortællinger, som er ubehagelige, men lige så sande som de almindeligt kendte. Det gøres ved at koble bronzefadet og personfortællingerne sammen med billeder af det, som de skriver om, nemlig Det Tredje Rige og dets gerninger. Udstillingen udgør således en modfortælling, som er baseret på kilderne, levnene, og sat ind i tidens og skæbnernes kontekst, som er korrekt, men ikke den i almindelighed kendte kontekst og slet ikke den foretrukne kontekst. Nordjyllands Kystmuseum skærer ind til benet med en minimalistisk udstilling og en tilhørende kortfilm, som vises i et separat lokale. Filmens indhold er så ubehageligt, at børn under 15 år ikke har adgang.

Der er altid en anden side. Det er det, som Nordjyllands Kystmuseum viser ved hjælp af en genstand og nogle autentiske tekster. Hensigten er ikke at lukke diskussionen men snarere at åbne diskussionen. For museerne skal også turde fortælle publikum det, som de ikke vidste, at de gerne vil vide.

[Historie-online.dk, den 20. oktober 2021]