Søfarer

Rejs gennem 400 års søfart
Danmark har altid været tæt forbundet med havet.
Gennem tiderne har mennesker sat sejl – for at handle, søge rigdom eller opdage nye verdener.
Den nye, permanente udstilling 'Søfarer - 400 års danmarkshistorie' er fyldt med eventyr, længsel, frygt, drømme og opfindsomhed. Her dykker vi ned i, hvad der sker, når mennesker krydser havet.
Nye blikke
Udstillingen viser også, at Danmark er et af de europæiske lande, der har sendt skibe ud i verden for at hente værdifulde varer og deltog aktivt i slavehandelen. Varer fra Asien, Vestafrika, Caribien og Grønland fylder de danske kister med rigdom, men ofte sker det på bekostning af liv, frihed og velstand andre steder i verden.
De genstande, vi ser her, bærer vidnesbyrd om kolonisering og globalisering, hvor søfarten var en drivkraft. Næsten alle disse objekter har tilhørt den danske elite, og de fortæller kun én del af den samlede historie.
Flere samtidskunstnere har bidraget med installationer, film og nyskreven fiktion, som både kritisk og humoristisk kaster lys på søfartens betydning. Blandt kunstnerne finder man Simon Bang, Rose Eken og forfatteren Jesper Wung-Sung.
Hvilket aftryk sætter du?
Hver eneste vare i indkøbskurven bærer på en historie og sætter spor et sted i verden.
Containeren har været afgørende for at gøre det muligt at transportere billige varer fra fjerne lande. Det er først, når kriser opstår, eller isen lukker ruterne, at vi virkelig forstår, hvor afhængige vi er af skibstransport.
Den lave fragtpris har accelereret det globale forbrug, som i dag lægger et stort pres på vores planet. Vi står nu ved en skillevej, hvor forandringen er i gang, og fremtiden kræver, at vi finder nye måder at tænke fragt og forbrug på.
Udstillingen åbnede 11. april 2025.
[Historie-online.dk, den 16. april 2025]