Menu
Forrige artikel

Vikinger i krig

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 4573

 

Våben, læderede kranier og andre enestående fund fra vikingetiden.

Alle kender til historien om Nordens frygtløse vikinger – stærke krigere, der formåede at overleve og excellere i et samfund præget af uro, vold og krig. Men hvor meget ved vi egentlig om Vikingerne, deres krigeriske evner, våben og udstyr? Hvor stammer vores viden fra? Hvad fortæller de skriftlige kilder, og hvad finder arkæologerne i jorden, i gravene og ved bebyggelserne?

Ladbykongen blev omkring 925 begravet i sit prægtige gravskib med talrige gravgaver heriblandt våben som skjold, pile og økse. Hvem Ladbykongen var, og hvordan hans liv udfoldede sig ved vi ikke. Vi ved heller ikke, om han i samtiden var kendt som en fredelig eller krigerisk fyrste. Ud fra et blik på vikingetidens samfund kan vi dog sige, at det er utænkeligt, at en mægtig mand som Ladbykongen ikke siden barnsben har kendt til våbenbrug og været trænet inden for tidens kampkunst.

Udstillingen belyser endnu et kapitel af "Ladbykongens Verden" og har til formål – udover at udstille nogle af vikingernes prægtige våben – også at sætte spørgsmålstegn ved vores fastforankrede viden om vikingerne og forhåbentlig pirre til en ny nysgerrighed om emnet.

Udstillingen er blevet til i samarbejde med Langelands Museum, der venligst har udlånt genstande hertil.

Billedet for forsiden: Øksehoved af Daneøkse fra 1000-tallet. Et af fundene, som indgår i udstillingen.

Vikingemuseet Ladby, Vikingevej 123, 5300 Kerteminde

Læs mere: www.vikingemuseetladby.dk

[Historie-online.dk, den 4. juni 2019]

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Det skjulte Slotsholmen
Ting fra tiderne
Flag og følelser