Menu
Forrige artikel

Under jorden i Rom

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 62

 

De ventede titusindvis af pilgrimme er er begyndt at dukke op i Rom. Trafikken ind gennem de hellige døre er pænt intens – gående, kravlende og folk i kørestol. Håbet om, at synderne vaskes af, synes at være stort. Jeg så en midaldrende mand gå igennem – og sandelig om ikke han tog turen en gang til. Syndernes forladelse er ganske anderledes i Danmark. Vi er allerede tilgivet ved soningsdøden på korset. Det er dog ikke sådan, at mennesket så uhæmmet kan boltre sig i syndens vold.

Af Erik Ingemann Sørensen

På Piazza Navona er der ved at være tryk på omkring caféer og restauranter. Det mest spændende ligger dog under pladsen. Foto: Erik Ingemann

Varmen er så småt ved at indfinde sig. Allerede nu kan man af og til være heldig at kunne sidde ude og nyde sin espresso eller et glas vin. En herlig ting – især ved Piazza del Popolo – hvor turister og pilgrimme myldrer. Det er tydeligt at det er et jubelår. Derfor er der kø flere steder. Lang kø. Det kan være trættende. Men der er mange måder at slippe for alt dette: gå under jorden er en af dem. Her er der en spændende mulighed ved Piazza Navona. Under pladsen finder man ruinerne af det store stadion, der blev bygget af kejser Domitian år 80 e.Kr. Det er den direkte årsag til, at Piazza Navona har det udseende, den har.

Rekonstruktionen af Domitians stadion giver et tydeligt billede af, hvorfor Piazza Navone ser ud, som den gør. Foto: HPN

Dette stadion blev primært anvendt som stedet med atletikkonkurrencer. I modsætning til blandt andet Circus Maximus, hvor hestevæddeløb var hovedattraktionen. Og lille var Domitians stadion nu ikke. Længden var på hele 275 meter. I bredden drejede det sig om 106 meter.

Et lynnedslag medførte brand i Colosseum. Derfor flyttede man gladiatorkampene til dette stadion, hvor der i øvrigt også fandt henrettelser sted – en speciel fornøjelse. Stadion var konstrueret på en sådan måde, at der kunne være 30.000 tilskuere. Det gav forskellige muligheder under tribunerne, hvor forskellige alfonser kunne tilbyde seksuelle ydelser med deres såkaldte glædespiger. Uanset forskellige holdninger til dette skal man huske, at besøg på bordeller hørte til det normale liv. Det kan man nok mest tydeligt se i Pompei. Til en befolkning på 12.000 var der omkring 25 glædespiger. Husherrerne anvendte dog deres kvindelige slaver.

Domitians stadion er blevet optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.

Adgangen til den underjordiske del skal ske på Via di Tor Sanguigna 3, der ligger lidt bag Piazza Navona.

Det er et af de museer, der har åbent alle dage fra klokken 10. Og der venter ikke så lidt af en oplevelse, når man kommer ned.

Her kommer man ind. Foto: HPN

Foto: HPN

 Foto: HPN

Oven på besøget kan det måske friske med en espresso. Men gå gerne ud i en af sidegaderne. Her er der meget at opleve – meget mere end fotograferende turister.

Jeg vender tilbage med nyt fra denne vidunderlige by sidst i februar. Jeg har travlt med et større projekt om H C Andersen og Rom.

Erik Ingemann Sørensen

Se de øvrige artikler i serien "Det hemmelige Rom" her

[Historie-online.dk, den 4. februar 2025]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Neros gyldne hus fik en renæssance
Nyt fra Imperium Romanum
Og det skete i de dage...