Menu
Forrige artikel

Veteranbiler på Danmarks Tekniske Museum

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 3569

 

Er du til fantastiske veteranbiler med en god historie? Så besøg Danmarks Tekniske Museum lørdag den 29. august 2020, hvor museet får besøg af en flok veteranbiler og viser to af museets flotteste frem.

Danmarks Tekniske Museum har en fin samling af veteranbiler og lørdag den 29. august har vi inviteret veteranvennerne fra Dansk Veteranbilklub og Sommers Automobilmuseum med, så du kan få mulighed for at se et endnu større udvalg af flotte veteranbiler ved to paradekørsler foran museet. Museumsinspektør Torkil Adsersen vil fortælle tekniske detaljer og gode historier om alle bilerne, og bilernes ejere vil efterfølgende give mulighed for at svare på uddybende spørgsmål.

Demonstration af museets biler

Du kan også opleve en demonstration af Danmarks første bil, Hammelvognen og den flotte bil, Szawe, som begge til daglig er en del af museets bilsamling, der går tilbage til den gang bilerne lignede hestevogne og frem til nyere hybrid- og elbiler. Hammelvognen er Danmarks allerførste bil – og verdens ældste bil, der stadig kan køre. Den blev bygget på Alfred F. Hammels maskinfabrik på Nørrebro af konstruktøren værkfører Urban Johansen. Luksusbilen Szawe fik baronesse Holck i 18 års gave i 1929. Den blev fremstillet af firmaet Szab & Wechslemann i Berlin, og udstråler luksus på alle måder, fx er karosseriet lavet af mahognitræ samt forsølvet messing og kobber.

 Det kræver lidt at få Hammelvognen igang

Skattejagt til børnene

Racerbiler, brandbiler, gamle biler, sjove biler, nye biler og veteranbiler. Museet har det hele og for børnene har vi i denne weekend også en særlig skattejagt, så I kan komme godt rundt på museet og se nærmere på de mange biler. Alle der deltager skattejagten får en præmie, der dufter lidt af veteranbil.

Praktisk information

Alle museets aktiviteter bliver afholdt efter gældende Covid-19 retningslinjer, hvor der tages højde for pladskrav og god hygiejne til alle. Der er generelt god plads på museet, men retningslinjerne betyder at hvis nødvendigt vil der forekomme regulering af publikumsfærden og begrænsning af antal besøgende, så museumsoplevelsen bliver god og tryg for alle.

BEMÆRK at der denne dag, lørdag den 29. august, kun er adgang til museet med forudbestilt billet. Billetterne kan købes på https://tekniskmuseum.billet.dk/

Program for veteranbildagen lørdag den 29. august 2020 på Danmarks Tekniske Museum.

Kl. 11:00 – Paradekørsel af de flotte veteranbiler + efterfølgende demonstration af Hammelvognen.

Kl. 13.00 – Paradekørsel af de flotte veteranbiler + efterfølgende demonstration af Szawe.

[Historie-online.dk, den 24. august 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kongeskibet Dannebrog
Danmarks første frømænd
Det forsvundne hertugdømme