Viggo Thorup - Historiens Aktører nr. 40
Første verdenskrig var en urolig tid i Danmark. Heldigvis styrede den radikale regering Zahle en neutral kurs, så landet undgik krigens mange ulykker, men neutraliteten var skrøbelig. Den danske søfart fik krigen at føle, idet såvel Tyskland som England overvågede den neutrale skibsfart. Det gjaldt om at forhindre, at vigtige ladninger nåede frem til fjendens havne. Fragter steg til fantastiske højder og formuer tjentes af de rederier, som det lykkedes at komme frem med værdifuld last til en krigsførende nations havn. Dampskibsselskaberne udbetalte 30-40 % udbytte til aktionærerne, ja helt op til 100 % blev betalt af rederiet Torm. Også Det danske Kulkompagni tjente mange penge og udbetalte 45 % udbytte. Nationalbanken fordoblede sin guldbeholdning i løbet af to år. På den anden side skabte krigen varemangel i Danmark, og det var magtpåliggende at få tilført kul, petroleum og foderstoffer til landet. Den radikale regering ville gribe ind og sikre landets tilførsler, mens partierne Venstre og Konservative ikke ønskede indgreb. Venstres Niels Neergaard talte om at man skulle passe på ikke ”at dræbe hønen, som lægger guldæg”, dvs. rederierne. Løsningen blev oprettelsen af et fragtnævn, som pålagde rederne at foretage pligtrejser, som sikrede landets forsyning, samt at de skulle indbetale dyrtidsbidrag. Dampskibsselskaber forblev imidlertid attraktive for spekulanter. En række nye dampskibsselskaber dukkede op og flere af dem blev tegnet 4- 5 gange.
Kullægtere og en kuldamper ud for Det danske Kulkompagnis plads i Københavns Frihavn under første verdenskrig, foto kbhbilleder.
Imidlertid medførte inflationen og varemanglen, at mange slags økonomisk svindel blomstrede. Fra krigens begyndelse blev udførselsforbud mod en række varer. Især import og videresalg til Tyskland af fødevarer var et problem. Den danske stat måtte forhandle med de krigsførende magter for at sikre omsætningen med udlandet, og kravet var naturligvis fra de krigsførende, at danske skibe ikke måtte medføre såkaldt kontrabande, dvs. leverancer til fjenden. Imidlertid var der folk, som søgte at omgå reglerne, for derved at opnå store gevinster. De angav på fragtbrevene en dansk lossehavn, men lasten blev i stedet sejlet til en krigsførende havn. Det blev nødvendigt med en hård hånd, som kunne standse den trafik og sikre landets neutralitet. Den hånd fandt man hos politiassessor Viggo Thorup.
Viggo Thorup, foto danmark 1914-18.dk
Viggo Thorup var født i Randers i 1876, blev student og cand. jur. 1901. Han blev sagfører i København, derefter amtsfuldmægtig på Færøerne og senere assistent ved sø- og handelsretten. Herefter blev han retsassessor i kriminal- og politiretten i 1914, og det var i den stilling, han tog fat på at arrestere og anklage en række personer, som brød handelsreglerne. Han fik hjælp af Rigsdagen, som i 1916 vedtog en lov, som gav mulighed for fængsel og bødestraf til folk, som ikke fulgte reglerne. De fleste sager resulterede i bødestraffe, men enkelte endte med fængsel. Det gjaldt for mangemillionæren Bojsen-Thøgersen, ejer af den smukke lystgård Frydenlund i Vedbæk. Han blev anklaget for at have opkøbt store mængder fedt i USA. Ifølge papirerne skulle lasterne til Danmark, men sandsynligvis var de bestemt til Tyskland. Englænderne beslaglagde derfor lasterne, og grosserer Bojsen-Thøgersen fik udbetalt forsikringen. Han nægtede sig skyldig i nogen form for svindel, men blev arresteret, sad fem måneder i fængsel på Nytorv og blev i højesteret idømt tre års forbedringshusarbejde. Det vakte stort postyr, at velhavere og børsfolk blev afhentet af politiet, blev anklaget og straffet. Og Thorup fik selvfølgelig fjender.
I 1917 blev søfarten for alvor lammet, da tyskerne erklærede den uindskrænkede ubådskrig. Neutrale skibe blev standset og sænket, når de opholdt sig i fjendtligt farvand, dvs i nærheden af Storbritannien, Frankrig, Italien og i Levanten. Rederierne oplagde nu deres skibe. Faren for krigsforlis var for stor. Der blev akut mangel på mange varer, men skibsfarten kom igang igen med forhøjede forsikringspræmier, og takket være rationering undgik man kaos. Året efter var verdenskrigen slut, men årene med spekulation og nyrige blev afløst af faldende priser, lavere lønninger og virksomhedskrak. Mange spekulationsrederier og -foretagender gik konkurs.
Viggo Thorup forlod kriminal- og politiretten i 1919 og fulgte karriere- juristens slagne vej. Han blev først byretsdommer, siden landsretsdommer og i 1929 højesteretsdommer. Men han undgik ikke kritik for sin resolutte og hårdhændede optræden mod eliten. I 1925 skrev landstingsmand for det konservative parti og formand for Fondsbørsen Julius Schovelin en bog: "Inkvisitionens sidste offer – tilfældet Thorup". Heri blev skytset især rettet mod Thorup i anledning af sagen mod Bojsen-Thøgersen, og Thorup blev anklaget for hensynsløse forhørsmetoder og brutal behandling af varetægtsfangen. Bogen fik store overskrifter i den borgerlige presse og stillede spørgsmål ved retsstaten. Justitsminister K.K. Steincke opfordrede Thorup til at sagsøge Schovelin, men Thorup afslog. I stedet førte anklagemyndigheden en sag mod Schovelin, der ved Østre Landsret idømtes frihedsstraf, fire måneders fængsel, og 5000 kr. i erstatning for injurier mod Thorup. Schovelin blev sendt til afsoning i Hjørring arrest, men allerede en måned efter afsoning blev han benådet og løsladt. Den socialdemokratiske regering var gået af, og en borgerlig justitsminister havde afløst Steincke.
Viggo Thorup var gået hurtigt og hårdt frem nogle gange, men i en alvorlig sags tjeneste. Svindlere truede statens neutralitet. I øvrigt rummede han som person andre facetter end sit renommé som nidkær politiassessor. Han var interesseret i ornitologi og bestyrelsesmedlem i Ornitologisk Forening, bestyrelsesmedlem for Arbejdernes Byggeforening, og i Foreningen for Forsømte Børns Frelse. Desuden var han naturelsker og rejste sig til Færøerne og andre nordiske lande som turist. Han fik som ældre sukkersyge og døde i Hørsholm under krigen, i året 1941.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her
[Historie-online, 5. oktober 2021]
